Kommentar af 
Birgitte Arent Eiriksson

Birgitte Arent Eiriksson: Digitaliseringsoptimismen gør det svært at tale om teknologiens bagside

Teknologien har stort potentiale til at effektivisere den offentlige sektor. Men digitaliseringsoptimismen har samtidig gjort det vanskeligere at italesætte en række væsentlige udfordringer og omkostninger ved teknologien, som vi er nødt til at forholde os til, skriver Birgitte Arent Eiriksson.

Placeholder image
I takt med, at det offentlige er blevet digital og automatiseret, er ansvaret for retssikkerheden i stigende grad blevet lagt over på den enkelte borger og dennes digitale evner, skriver Birgitte Arent Eiriksson. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I løbet af de sidste 20 år er der sket en voldsom digital og teknologisk transformation af vores offentlige sektor.

Kommunikationen mellem borger og myndighed er i vidt omfang blevet digital, borgerne skal oftere og oftere betjene sig selv i nye automatiske selvbetjeningsløsninger, og kunstig intelligens har bredt sig som beslutningsstøtte til ansatte, når der skal laves vanskelige faglige vurderinger om for eksempel tildeling af ydelser eller sanktionering af borgere.

Skulle der være behov for hjælp til at navigere rundt i den digitale offentlige sektor, står chatrobotter beredvilligt parat. Men det digitale eventyr er ikke altid lutter lagkage, og måske er det på tide at stoppe op, hvis vi vil sikre en lykkelig slutning.

Man føler sig lidt som en skurk

Når man ser på de mange initiativer, der er kommet fra skiftende regeringer, kommuner og interesseorganisationer, har den digitale udvikling ikke kunne gå hurtigt nok. Teknologiens gevinster er nærmest blevet fremstillet som uendelige og det mest sikre svar på velfærdsstatens truende økonomiske udfordringer.

I takt med, at den offentlige sektor er blevet mere og mere digital og automatiseret, er ansvaret for retssikkerheden i stigende grad blevet lagt over på den enkelte borger og dennes digitale evner.

Birgitte Arent Eiriksson, vicedirektør, tænketanken Justitia og medlem, Dataetisk Råd

Denne digitaliseringsoptimisme er ikke helt ubegrundet, for selvfølgelig har teknologien et stort potentiale til både at effektivisere den offentlige sektor og yde bedre service til borgere og virksomheder.

Men digitaliseringsoptimismen har samtidig gjort det vanskeligere at italesætte teknologiens bagside. Det gælder ikke mindst efter, Danmark i 2018 og 2020 blev kåret som verdensmester i digitalisering af FN. Sådan bør alle eventyr vel ende – med en guldmedalje.

Derfor kan man også føle sig lidt som en skurk, når man insisterer på, at teknologien også har en række væsentlige udfordringer og omkostninger, som vi er nødt til at forholde os til. Set fra mit perspektiv er det særligt borgernes rettigheder, retssikkerhed og tryghed, som giver anledning til problemer.

Vanskeligt at gøre sin ret gældende

I takt med, at den offentlige sektor er blevet mere og mere digital og automatiseret, er ansvaret for retssikkerheden i stigende grad blevet lagt over på den enkelte borger og dennes digitale evner. Samtidig er en række almindelige forvaltningsmæssige rettigheder kommet under pres.

Det betyder blandt andet, at der er borgere, som ikke får den nødvendige vejledning, som ikke kan lade sig repræsentere af andre, eller som ikke får mulighed for at udtale sig om nye indhentede oplysninger, inden der træffes afgørelse.

Hertil kommer de udfordringer, den kunstige intelligens bærer med sig, og som for eksempel kan betyde, at grundlaget for afgørelsen bliver mindre gennemsigtig, og at der er borgere, som diskrimineres på grund af en indbygget eller senere opstået bias i algoritmerne.

Det er derfor helt forståeligt, hvis det nogle gange – selv for digitale og ressourcestærke borgere – kan være vanskeligt at gøre sin ret gældende i den digitale offentlige sektor.

Værre ser det dog ud for de digitalt udsatte borgere, som mindst udgør 17-22 procent af befolkningen ifølge en rapport om digital inklusion, som Digitaliseringsstyrelsen og KL udkom med i april 2021. De digitalt udsatte er en broget samfundsgruppe, som både omfatter borgere, der har brug for hjælp i større eller mindre grad, og borgere som reelt står helt uden for det digitale samfund.

Rammerne for det digitale samfund bør fastlægges politisk

Efter 20 år med hovedfokus på gevinsterne ved det digitale samfund er det på tide at stoppe op og tænke over, hvordan teknologiens samlede konsekvenser påvirker vores samfundsmæssige værdier, og hvordan vi kan sikre, at fremtidens retsstat er for alle borgere.

Sådanne vurderinger er efter min opfattelse ikke egnede til at ligge i hænderne på hverken skiftende regeringer eller kommuner med forskellige dagsordener. Vi har brug for en bred samfundsmæssig debat på baggrund af stærke faglige input, og rammerne for det digitale samfund bør i sidste ende fastlægges ved politiske aftaler på tværs af Folketingets partier.

De beslutninger, som vi tager nu, kommer til at tegne samfundet langt ind i fremtiden, og hvis det digitale eventyr skal ende lykkeligt, bør det være en rejse på et solidt oplyst grundlag, som borgerne – på tværs af samfundsgrupper og politisk ideologi – kan have tillid til.


Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser