Debat

Krag: Vi skal udnytte potentialet for ny viden

DEBAT: Det er helt afgørende for sundhedsvæsnet og patienterne, at vi bliver bedre til at bruge de forskningsmuligheder, der ligger i de danske sundhedsdata, skriver Astrid Krag, minister for sundhed og forebyggelse.
Pernille Diana Castle Møller
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Astrid Krag (SF)
Minister for sundhed og forebyggelse

I Danmark kan vi glæde os over, at vi ikke kun har et godt sundhedsvæsen, men et sundhedsvæsen, der bliver klogere og bedre for hver dag og hvert år, der går.

Vi bliver hele tiden i stand til at behandle nye og mere komplicerede sygdomme, og vores viden om, hvordan man kan forebygge sygdomme, bliver større og større. Det er alt sammen godt nyt for borgerne.

Nye behandlingsmetoder falder ikke ned fra himlen. Ofte ligger der års slid og en forskningsindsats i verdensklasse bag hvert eneste skridt fremad. Her drager vi nytte af en stærk dansk tradition for sundhedsforskning, videnudveksling og samarbejde mellem det offentlige sundhedsvæsen og de private eller offentlige virksomheder, der forsker i og udvikler ny medicin.

Fakta

Altinget | Velfærdsteknologi har sat gang i et nyt debatkoncept, som går under navnet Velfærdsteknologidebatten. Det nye koncept vil overordnet fokusere og styrke den politiske og faglige debat i Danmark på området for velfærdsteknologi. Løbende inviterer Altinget l Velfærdsteknologi eksperter, politikere, fagfolk og interesseorganisationer til at debattere udvalgte emner og/eller problemstillinger på området for velfærdsteknologi.

Fra 24. september og en måned frem handler Velfærdsteknologidebatten om medicinalvirksomhedernes adgang til danskernes sundhedsdata.

Mød denne måneds debatpanel.

Bland dig gerne i debatten ved at sende en mail til [email protected]

Et unikt datagrundlag
Regeringens vision er at styrke det arbejde yderligere, så vi først og fremmest bliver bedre til at behandle sygdomme, men også forbedrer vilkårene for forskning og udvikling i Danmark. Det skaber nye arbejdspladser.

Det er den vision, der er baggrunden for, at vi tidligere på året fremlagde en vækstplan for sundheds- og velfærdsløsninger – et område, hvor Danmark er meget langt fremme inden for eksempelvis lægemidler, medicinsk udstyr, telemedicin og sygehusbyggeri.

Lad mig bare slå fast, at regeringen ikke ønsker at ’sælge ud’ af danskernes private oplysninger.

Astrid Krag (SF)
Minister for sundhed og forebyggelse

Et særligt fokus i vores vækstplan er på forskningen i sundhedsdata. I Danmark har vi i årevis registreret fødsel, død og mange sundhedsrelaterede hændelser, der ligger indimellem, på CPR-nummer niveau. Det betyder, at vi i Danmark har et unikt datagrundlag for at forske i effekterne af nye tiltag og ny medicin i sundhedsvæsnet – og forskere gør det allerede i stor stil. Men vi kan få mere ud af potentialet for ny viden, hvis vi sikrer en mere effektiv og gennemsigtig adgang for relevante forskere.

Vi sælger ikke ud
Det er ærgerligt, når debatten omkring sundhedsdata drejes over i en skræmmekampagne om regeringens planer om at "sælge personfølsomme oplysninger til virksomheder" eller "tvinge patienter til at udlevere private sundhedsoplysninger". Der kan være god grund til at tage nogle principielle debatter, men ofte løber konspirationsteorierne med dagsordenen på en både useriøs og usaglig måde.

Lad mig bare slå fast, at regeringen ikke ønsker at sælge ud af danskernes private oplysninger. Til gengæld skal adgangen til de data, som i forvejen bruges i videnskabelig forskning, leveres med et højt serviceniveau til de relevante forskere og under fuld gennemsigtighed omkring rammerne for adgang.

Derfor laver vi nu en strategi for adgang til sundhedsdata – et arbejde som samtidig giver anledning til at opbygge en fornuftig struktur for at inddrage de relevante parter fra sundhedsvæsnet, forskningsverdenen, patientforeninger og erhvervslivet i spørgsmål om brugen af registerdata i forskningssammenhæng.

Forskningsmuligheder skal udnyttes
Når vi giver mulighed for at forske i data indsamlet i sundhedsvæsnet – på tværs af befolkningen – er det netop den type forskning, der for eksempel kan be- eller afkræfte en mistanke om bivirkninger ved en vaccine, overvåge langtidsvirkningen af en ny diabetesbehandling eller danne grundlag for udviklingen af for eksempel ny kræftmedicin.

Men de gevinster, vi kan opnå for sundhedsvæsnet, skal selvfølgelig ikke ske på bekostning af data- og patientsikkerhed. Det skal ske under skarpt hensyn til data- og patientsikkerhed og den gældende lovgivning på området.

Når vi har lavet en vækstplan for sundheds- og velfærdsløsninger, er det fordi, det er helt afgørende for sundhedsvæsnet og patienterne, at vi bliver bedre til at bruge de forskningsmuligheder, der ligger i sundhedsdata.

Men det er også afgørende for virksomheder, at de kan få adgang til forskning, der viser, hvordan et produkt virker - eller ikke virker - i sundhedsvæsnet. Den slags forskning kan man lave i Danmark langt hurtigere end i mange andre lande. Man er også ved at opruste i andre lande i Europa, men vi er langt foran i Danmark, og det skal vi udnytte NU.
 
 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Astrid Krag

MF (S), fhv. social- og ældreminister
student (Tørring Amtsgymnasium. 2001)

0:000:00