Venstre om dataetik: Skillelinjen skal være personfølsomhed

Af Torsten Schack Pedersen (V)
IT-ordfører

Dataetik er svært af en simpel grund: Hvor går grænsen? I takt med at alting bliver mere og mere digitaliseret, bliver værnet om den personlige frihed samtidigt svagere.

Jeg har ladet både computer og iPhones om at huske mine adgangskoder til diverse platforme, for det er både hurtigt og effektivt, men det giver samtidigt grobund til at gentænke den personlige frihed eller mangel på samme. Den digitale virksomhed sætter os i nogle nye dilemmaer i kampen mellem den personlige frihed og det fælles bedste.

Jeg vil i dette indlæg sætte en streg i sandet og dermed også en grænse mellem de dataetiske linjer, jeg mener, vi kan være bekendt i danskernes og de danske virksomheders møde med de offentlige institutioner. For jeg mener, at der er væsentlig forskel på de data, omverdenen skal have indsigt i og håndtere.

Dataetik skal ikke spænde ben for virksomheder
I Altinget kan man læse, at virksomheder spilder tid på at indtaste de samme oplysninger flere gange til forskellige myndigheder. Det er blevet uhyre problematisk at drive virksomhed i Danmark.

Et stort flertal af de danske revisorer bruger mere tid på at indberette oplysninger til det offentlige, end de gjorde for tre år siden. Det skyldes slet og ret dobbeltindberetninger til flere offentlige instanser. Det er spild af tid for alle parter. Hvad vigtigere er, er der også her tale om en udveksling af ikkepersonfølsomme data.

Den digitale virksomhed sætter os i nogle nye dilemmaer i kampen mellem den personlige frihed og det fælles bedste.

Torsten Schack Pedersen (V)
IT-ordfører

Min holdning er derfor klar: I udvekslingen af ikkepersonfølsomme data mellem det private erhvervsliv og myndighederne skal vi ikke lade os rive med af dataforskrækkelse. Det skal være nemt at drive virksomhed i Danmark.

Det offentlige har et dataetisk ansvar
Grundlæggende har jeg tillid til, at det offentlige kan håndtere de data, de besidder om mig. Går jeg til lægen, har jeg tillid til, at de private data ikke ser dagens lys i andre fora uden mit samtykke.

Samtidig må jeg også erkende, at staten ligger med en stor portion personfølsomme data, der med digitaliseringens indtog i de offentlige myndigheder styrker den danske velfærd.

Det stiller nye krav til vores offentlige sektor at besidde og håndtere personfølsomme data om den danske befolkning. Det stiller krav til behandling og deling af data mellem offentlige myndigheder. Det stiller krav til sikkerheden, så danskerne har tillid til, at det offentlige passer på vores personlige informationer.

Det stiller krav til, at vi kan handle, når dataetiske dilemmaer, som vi med tiden må forberede os på, opstår. Her indtager et dataetisk råd, som regeringen vil nedsætte i 2019, en helt særlig rolle. Rådet skal fungere som en katalysator for at løse de dataetiske problemstillinger.

Personfølsomhed skal sætte grænserne
Jeg vil derfor opfordre til, at vi opdeler debatten om dataetik i to: Skillelinjen er personfølsomme data.

Personfølsomme data kræver – som det også tydeligt fremgår af Sammenhængsreformen – et samtykke fra den, der afgiver sine oplysninger. Du ejer med andre ord dine data.

Derfor mener jeg, at det dataetiske råd, som regeringen om lidt sætter i verden, udelukkende skal have fokus på etiske overvejelser i forbindelse med den personlige frihed og den eventuelle krænkelse heraf, som datasamkørsel på tværs i det offentlige kan forårsage. Rådet bør overveje, hvad staten skal vide om dig og mig.

For det mest grundlæggende, der findes i et retssamfund som det danske, er den fundamentale ret til den private frihed. Det stiller krav til det offentliges håndtering af data og de dataetiske problemstillinger, der følger med.