Boganmeldelse: Da økonomerne fik magten 

ANMELDELSE: Binyamin Appelbaums 'The Economists’ Hour' fortæller historien om, hvordan vi – og især USA – endte i en verden, som frimarkedsøkonomer havde indrettet til os. Undervejs argumenterer han for, at politikerne ikke længere kan smyge ansvaret for samfundet af sig. 

Altingets vurdering: 5/6

I slutningen af september 2007 blev Alan Greenspan – den magtfulde, berømte og berygtede tidligere direktør for den amerikanske nationalbank, The Federal Reserve – spurgt af den lille schweiziske avis Tages-Anzeiger, hvem han egentlig støttede til det kommende præsidentvalg i USA.

Hverken hos Demokraterne eller Republikanerne var det endnu blevet klart, hvem der var deres respektive favorit, om end det på daværende tidspunkt virkede helt oplagt, at Hillary Clinton ville vinde Demokraternes primærvalg. Men at man endnu ikke vidste, hvem kandidaterne ville blive, var også Greenspan inderligt ligegyldigt, fortalte han. Vi er ”så heldige, at takket være globaliseringen er politiske beslutninger i USA blevet erstattet af globale markedskræfter,” sagde han.

”Bortset fra udenrigs- og sikkerhedspolitikken er det næsten lige meget, hvem der bliver den næste præsident.”

Det var ikke fordi, at Greenspan med topembedsmandens etikette ville holde sig ude af den partipolitiske slagveksling. Det var, fordi politik som sådan var et problem i hans øjne; et problem, man med globaliseringen var så ”heldig” at være sluppet af med. Var der stadig valg og offentlig debat, og var der stadig politikere og politik, var det cirkus for masserne. En økonom af hans karat vidste bedre.

Et år senere krakkede investeringsbanken Lehman Brothers og indvarslede den globale finanskrise. Med sig ned i afgrunden forsvandt Greenspans analyse og lod kun hans grænseløse arrogance stå tilbage. Hjælpepakker for svimlende milliardbeløb understregede, at politik i den grad var nødvendigt, og at de globale markedskræfter ikke opretholdt sig selv og sikrede ikke stabilitet og fremgang for de fleste. Efterfølgende brugte økonomer og samfundsforskere årevis på overhovedet at forstå, hvad det var for en verden, der var brudt sammen om ørerne på os alle sammen.

Et mindst lige så vigtigt spørgsmål er, hvordan vi egentlige havnede der, hvor Greenspan rent faktisk troede, at han havde ret, og hvad det gjorde ved de vestlige samfund. Det er emnet for den amerikanske New York Times-journalist og forfatter Binyamin Appelbaum og hans bog 'The Economists’ Hour – How the False Prophets of Free Markets Fractured Our Society'.

En velskrevet og dybt interessant bog i traditionen for amerikansk nonfiktion og skrevet fra, hvad man måske bedst kan kalde et socialdemokratisk synspunkt. Appelbaum argumenterer undervejs for, at økonomien skal reguleres med mindst én hånd på rattet. Men hans bog handler – med hans egne ord – først og fremmest, om hvad der skete, da Vesten og især USA med økonomer som Alan Greenspan i spidsen ”besluttede at slippe rattet helt”.

Svaret på 1970'erne
Økonomi blev et centralt politisk spørgsmål, da kapitalismen og industrialiseringen i begyndelsen af 1800-tallet introducerede menneskeheden for innovation, arbejdsdeling, produktivitet og den medfølgende vækst. Indtil da havde velstand i høj grad været et nulsumsspil nationalt og i forholdet mellem lande. Nu blev vejen til velstand og fordelingen af den kernen i, hvad politik handlede om – og konfrontationen mellem liberalisme og socialdemokratisme/socialisme blev den bærende ideologiske og parlamentariske frontlinje.

På den måde virker det både helt naturligt, at økonomerne havnede i de øverste lag af magtudøvelsen i Vesten, og ret overraskende at det, som Appelbaum dokumenterer, tog relativt lang tid, før det skete. I midten af 1950'erne arbejdede der cirka 2000 økonomer i den amerikanske centraladministration, i slutningen af 1970'erne var det antal tredoblet.

Og netop 1970'erne, hvor politikerne vestover grundstødte på det paradoks, at både inflation og arbejdsløshed steg og steg – normalt skulle priser og løn falde, når arbejdsløsheden steg – og blev den periode, hvor økonomerne for alvor satte sig på politikudviklingen.

Her havde det været interessant, hvis Appelbaum havde bredt sin analyse østover, så den europæiske udvikling var taget med. I stedet fokuserer han næsten udelukkende på USA, og selvom han bruger økonombetegnelsen bredt, gælder hans analyse særligt én gruppe af økonomer – en art vidensfællesskab med forkærlighed for de utøjlede markedskræfter – hvor den amerikanske nobelprismodtager i økonomi Milton Friedmann er en nøglefigur.

Det er dem, deres tænkning og vej til politisk indflydelse, Appelbaum kortlægger og anviser plads på historiens anklagebænk. Og stævningen lyder, at deres løsning på 1970'ernes problem – deregulering, skattelettelser og ensidigt fokus på økonomisk effektivitet – i de efterfølgende tre årtier sønderrev sammenhængskraften i det amerikanske samfund.

Belønning og tyveri 
Inflationen stiger, når folk får mere i løn, og det er højere priser på det, de producerer, der finansierer lønstigningen. Men som Appelbaum noterer sig: ”Folk har en tendens til at se lønstigninger som retfærdig belønning, og højere priser som tyveri”.

Sagt med andre ord blev kampen mod inflationen en kamp mod lønpresset, og midlet til det blev den rentestigning Greenspans mindst lige så berømte forgænger i The Fed, Paul Volcker, iværksatte i 1979. Det blev dyrt at låne penge, så folk holdt op med at bruge dem – og arbejdsløsheden eksploderede ikke mindst i den amerikanske bil- og stålindustri (hhv. 23 og 29 procent).

40 år senere var medianindkomsten for en amerikansk faglært ikke rykket sig ud af stedet. Til gengæld er det amerikanske BNP tredoblet i samme periode.

Væksten og produktiviteten kom med andre ord tilbage til USA fra 1980'erne og frem, også fordi lønpresset via arbejdsløsheden blev tæmmet. Men uligheden steg dramatisk, og den amerikanske drøm kom længere og længere væk fra tærsklen til virkelighed for flere og flere amerikanere. Og med de højere renter steg bankernes profit, og efterfølgende blev ”finansindustrien (...) motoren i den nye økonomi,” som Appelbaum skriver.

Efter Volckers chokterapi fulgte Ronald Reagans økonomiske program, den såkaldte supply-side-tænkning – en skattepolitisk strategi, der satte skatten ned for dem med de højeste lønninger. Idéen var, at de ville arbejde og investere mere, så den samlede økonomi ville vokse, og den stigende ulighed ville de lavtlønnede acceptere ud fra devisen om, at man gerne vil have en mindre del af kagen, hvis bare kagen bliver større. Og når kagen blev større, havde det samtidig den fordel, at skattelettelserne ville finansiere sig selv.

Det sidste viste sig at være fugle på taget. I stedet stod man med et hul i de offentlige budgetter, der blev dækket af statsgæld, der blev afdraget med nedskæringer på amerikansk velfærd. 

Da borgeren blev forbruger
Herfra følger Appelbaum, hvordan amerikanske politikere ændrer fundamentalt syn på monopoldannelse, introducerer cost-benefit-analyser og fastsættelser af priser på, hvad et menneskeliv egentlig er værd i penge.

Det er i kapitlet om opgøret med den amerikanske tradition for kamp mod monopoler og karteldannelse – den såkaldte antitrust-lovgivning – at Appelbaum bedst analyserer, hvad det er der skete på et dybere plan, da amerikansk økonomi blev revolutioneret.

Normalt betragter vi opgøret med monopoler som forbrugerbeskyttelse, fordi manglende konkurrence giver alt for høje priser. Men Appelbaum gør en del ud af at vise, hvordan lovgivning mod monopoler faktisk var motiveret af to helt andre årsager: beskyttelsen af den lille, lokale forretningsdrivende og frygten for megavirksomheders politiske magt.

Appelbaum citerer John Sherman, den republikanske senator, der lagde navn til den første antitrust-lov i 1890:

”Hvis vi ikke tåler en konge som politisk magthaver, skal vi heller ikke tåle en konge over produktion, transport og salg i nogen af livets nødvendigheder.”

Og så sent som i 1962 noterer højesteretsdommeren Earl Warren i en dom, der forbød Brown Shoe Company at opkøbe en konkurrent, at det handlede om ”at tilskynde til konkurrence gennem beskyttelsen af levedygtige, små, lokalejede erhvervsdrivende” også selvom det indimellem førte til ”højere omkostninger og priser”.

Det er den indstilling, der ifølge Appelbaum blev vendt på hovedet de følgende årtier. Her følger Appelbaum Chicago-økonomen Aaron Director, sjovt nok Friedmanns svigerbror, og hans elevers indflydelse på advokater og dommere, som de underviste i, at monopol- og karteldannelse enten ikke fandtes, fordi det var en ulogisk adfærd i en markedsøkonomi, eller ikke skulle frygtes, fordi store virksomheder altid ville være bange for nye rivaler, hvis deres priser var for høje.

Det sidste betød, at selv når store virksomheder drev små ud af markedet ved at udholde kunstigt lavere priser, var det stadig indenfor rammerne af legitim konkurrence.

Det sidste sætter Appelbaum anekdotisk spørgsmål ved, men hans strukturelle pointe er, at selvom forbrugerne fra 1980'erne og frem fik billigere produkter, blev markedskoncentrationen endnu en kilde til deres lavere lønninger. Få store virksomheder giver lønmodtagerne færre alternativer, og i en økonomi uden stærke fagforeninger bliver resultatet lavere løn.

Det er ikke uden årsag, at den private gæld i USA er steget voldsomt fra 55 procent af BNP til 150 procent BNP siden 1950, og at lønmodtagernes samlede andel af BNP er faldet stødt siden de tidlige 1970'ere.

”Amerikanerne, som først havde defineret sig selv som en nation af landmænd, så som en nation af fabriksarbejdere, begyndte i stigende grad at definere sig selv som en nation af forbrugere. Og som forbrug erstattede arbejde som essensen af amerikansk identitet, blev en af konsekvenserne en stigende intolerance overfor politik, der sigtede på at bevare producenternes velfærd,” konkluderer han.

Appelbaum går ikke så langt som til at sige, at amerikanske produktionsvirksomheder kunne være reddet, havde det ikke været for Friedmann og hans disciple. Det var større kræfter – læs globaliseringen og automatiseringen – der drev deres spil. Hans pointe er, at den førte (anti-)politik gjorde deindustrialiseringen unødigt hård, og at transformationen til en serviceøkonomi kunne have været gjort med langt større sociale hensyn – og langt mindre ulige.

Donald Trump nævnes kun sporadisk, men Appelbaum understreger, at forskydningen fra borgeren-som-lønmodtager til borgeren-som-forbruger har efterladt den amerikanske befolkning med dybe frustrationer, som det politiske mainstream har haft svære problemer med at adressere.

Greenspans paradis, Appelbaums helvede 
Appelbaums bog følger i hælene på Simon Reid-Henrys 'Empire of Democracy' og Eric Lonergan og Mark Blyths 'Angrynomics', der også analyserer, hvordan de politiske svar på 1970'ernes spørgsmål førte til nye og mindst lige så dybe samfundsproblemer i det nye årtusinde.

Dermed bliver Appelbaums bog også del af en tendens, der vil genforhandle forholdet mellem økonomi og politik.

Hans biografiske greb insisterer på, at politiske og økonomiske idéer bæres af personer og ikke kan reduceres til usynlige strukturer som Greenspans ”markedskræfter” og ”globaliseringen”.

Sådan bliver den normative pointe hos Appelbaum, at tingene kunne være og kan blive anderledes, og at politikerne efter finanskrisen ikke med den demokratiske legitimitet og samfundets stabilitet i behold kan overlade økonomien til teknokratisk management. Hvad der for Greenspan var paradis, fører hos Appelbaum til helvede.

USA er et land, hvor det, folk især har tilfælles, er drømmen om materiel berigelse og social opstigning. Her bliver det til sidst en dyb politisk krise, når for mange ikke kan forvandle drøm til virkelighed.

Hvor længe kan det liberale demokrati holde til det, slutter Appelbaum med at spørge.

”Jeg har ingen særlig indsigt i, hvor længe rebet kan holde, eller hvor meget vægt det kan bære. Svarene kan meget vel være ”i lang tid” og ”en del”, selvom bølgen af folkelig utilfredshed siden 2008 bør vække bange anelser. Dog er jeg sikker på, at vores fælles bånd vil holde lidt længere, hvis vi mindsker presset på dem”.

Binyamin Appelbaum, 'The Economists’ Hour – How the False Prophets of Free Markets Fractured Our Society', 438 sider, Picador, 15,13 USD.

Forrige artikel Bo Lidegaard: Federspiel viger uden om de kildne spørgsmål i ny erindringsbog Bo Lidegaard: Federspiel viger uden om de kildne spørgsmål i ny erindringsbog
Hvem skal være Sundhedsministeriets nye departementschef ?

Hvem skal være Sundhedsministeriets nye departementschef ?

ANALYSE: Der er fuld gang i spekulationerne om, hvem der skal erstatte Sundheds- og Ældreministeriets departementschef, Per Okkels. Region Hovedstadens øverste embedsmand er favorit. Aktørerne frygter en karriere-rytter, der mentalt stadig sidder i Stats- eller Finansministeriet.