Valg i Tyskland: Her er de fem ting, du skal holde øje med

Nora Sina og Anna Sina
Tysklandskendere
Søndag 23. februar går tyskerne til stemmeurnerne for at vælge et nyt parlament og en ny kansler.
Der har været ekstraordinære begivenheder nok i valgkampen indtil nu: Regeringen brød på dramatisk vis sammen i november, Elon Musk optræder på højrepopulistiske Alternative für Deutschlands landsmøde, den tyske økonomi er i strid modvind og den berømte brandmur mod højreradikalisme slår sprækker.
Og så har landet været ramt af tre angreb på to måneder med flere døde og adskillige sårede til følge.
Hvis du ikke har fulgt nøje med – eller lider af udlandsstof-fatigue i de her uger – så er her din vejledning til det tyske valg og det, du som minimum skal holde øje med op til og på valgdagen for at kunne snakke med om frokostbordet.
Kansleren, som ingen vil have
Kanslerkandidaten for det konservative parti CDU hedder Friedrich Merz – og det er okay, hvis du ikke kender ham så godt endnu. Han har nemlig aldrig været minister.
Han har heller aldrig været ministerpræsident i en delstat – og så har han tabt formandskabsvalget to gange i CDU, inden han var 'last man standing' efter det seneste formandsvalg i 2021.
Alligevel står han til at blive den næste kansler i Tyskland med et konservativt parti, der i meningsmålingerne står til at få omkring 30 procent af stemmerne.
Det er i høj grad de andre partiers fejl, der forærer Merz sejren – det er næppe hans karisma, der er årsagen til partiets popularitet. Han er millionær, han fylder 70 år i år, og så har han gjort sit for at trække CDU mod højre og væk fra den trygge Merkel-midte i de seneste fire år.
Fløjkvinderne
De to kvinder, der ubetinget fylder mest i tysk politik, er ledere af hver deres fløjparti. Alice Weidel med AfD på den radikale højrefløj og Sahra Wagenknecht med partiet Bündniss Sahra Wagenknecht (BSW) på venstrefløjen.
Den tyske valgkamp handler ikke kun om Tyskland.
Nora Sina og Anne Sina
Hhv. politisk konsulent og politisk chef og tysklandskendere
Mens Weidel og AfD står til at blive det næststørste parti ved valget med op mod 20 procent af stemmerne, kæmper Wagenknecht og BSW en brav kamp for at komme over spærregrænsen på fem procent.
De er rygende uenige om dele af velfærdspolitikken, men de er skræmmende enige om, at Tyskland skal støtte Ukraine i langt mindre grad end hidtil, og at 'woke'-kulturen har taget overhånd.
Og så er de fælles om at være nogle, som de andre helst ikke vil lege med – og begge i høj grad at mene, at de repræsenterer helt almindelige mennesker. Dem skal man holde øje med dem, fordi deres tilgang til politik er ny og udfordrer tysk politiks vante modus operandi.
Stemmen fra Bayern
Delstaten Bayern har en selvforståelse af at være noget helt andet end resten af Tyskland. Og bevares – de har alperne, de har deres egen udgave af CDU – det konservative søsterparti CSU –, og de har Oktoberfest.
Og så har de ministerpræsident og formanden for CSU, Markus Söder, der har gjort sig til frontkæmpere imod, at CDU/CSU skal gå i regering med partiet De Grønne, som i en dansk kontekst minder om en lidt grønnere og måske lidt mindre rød udgave af SF.
Det budskab giver nok medvind til Söder i det ærkekonservative Bayern, hvor han også selv inden alt for længe er på valg igen, men det skaber problemer for CDU på nationalt niveau.
For hvis meningsmålingerne holder stik, så efterlader det CDU, der står til at blive valgets absolut største vinder, med kun én mulighed i regeringsdannelsen, nemlig med det socialdemokratiske parti, SPD.
Så hold øje med, hvor hårdt Markus Söder kommer til at stå fast på sit budskab om, at De Grønne er en paria. Det vil give en god indikation om, hvordan regeringsdannelsen kan komme til at se ud efter valget.
Brandmurens sprækker
Efter den tragiske hændelse i slutning af januar i byen Aschaffenburg, hvor en afvist asylansøger stak et toårigt barn og en forbipasserende mand ihjel, blev der skrevet politisk historie i det tyske parlament.
AfD har været repræsenteret i det tyske parlament siden 2017. Men ikke én eneste gang i de otte år, der er gået siden, har partiets mandater været afgørende for at danne et flertal for et politisk forslag. De andre partier i parlamentet har bevidst og konsekvent ignoreret dem og lavet al politik uden om højrefløjspartiet.
Indtil i begyndelsen af februar.
Det interessante og afgørende er, hvordan de kommende regeringspartier positionerer sig i forhold til Ukraine-støtten i valgkampens slutfase.
Nora Sina og Anne Sina
Hhv. politisk konsulent og politisk chef og tysklandskendere
Her fremlagde Merz og hans konservative CDU et beslutningsforslag, der havde til formål at stramme den tyske indvandringspolitik. Alle partier udover AfD havde på forhånd meldt ud, at de ikke ville stemme for forslaget.
Så skete det, som hele det politiske etablissement havde lovet ikke ville ske: Et forslag blev stemt igennem med AfD’s stemmer.
Billederne af AfD-parlamentarikerne, der jubler højlydt, har brændt sig fast på de fleste tyskeres nethinder – for nogle i glæde, for andre i sorg.
De hundredtusindvis af demonstranters vrede i de seneste uger over denne dybe sprække i 'brandmuren' mod højre har været rettet mod CDU og formand og kanslerkandidat Merz; I demonstranternes øjne var det ham, der tillod AfD at få en sejr og dermed rykke tættere på magten i Tyskland.
Lige siden har Merz så brugt tæt på al sin taletid på at forklare, hvorfor man godt kan stole på ham alligevel. Og at han i virkeligheden aldrig kunne finde på at samarbejde med AfD.
Så hold øje med, hvor meget vælgerne straffer eller belønner ham for at have slået sprækker i brandmuren; det siger nemlig noget om, hvorvidt AfD forbliver ude i kulden fremover eller rykker en smule tættere på varmen.
Ukraine-udmeldingerne
Den tyske valgkamp handler ikke kun om Tyskland. Den handler, ikke mindst oven på de aktuelle udmeldinger fra Trump, også om fremtidens EU, og hvor meget med- og modspil Trump kommer til at få fra Berlin i fremtiden.
Og ikke mindst hvor meget mere eller mindre støtte den ukrainske præsident Zelenskyj kan se frem til fra Tyskland i de kommende år.
Siden den nuværende kansler Olaf Scholz (SPD) lancerende den meget omtalte 'Zeitenwende' i den tyske forsvarspolitik oven på den russiske invasion af Ukraine for tre år siden, har den tyske befolkning i tiltagende grad været skeptiske over for den tyske militære støtte til Ukraine.
Skepsissen kommer både fra højre og venstre.
Fra Ruslands-nære aktører og fra fredsdemonstranter i en til tider uigennemskuelig sammenblanding. De nyeste tal viser, at næsten halvdelen af den tyske befolkning ikke mener, at Tyskland skal sende flere våben til Ukraine.
Modstanden er størst i Østtyskland. Og det er den også i kvindernes politiske partier på fløjene. Det interessante og afgørende er, hvordan de kommende regeringspartier positionerer sig i forhold til Ukraine-støtten i valgkampens slutfase.
Især i den formodentligt kommende kansler Merz' tilhængerskare er nemlig en ret udbredt skepsis over for støtten – 40 procent af hans tilhængere mener nemlig ikke, at man ikke skal sende flere våben. Hold derfor øje med, om han og andre toppolitikere ændrer retorikken og øger skepsissen over for Ukraine i de kommende uger.
Viel spass og god slutspurt til vores naboer mod syd.
Artiklen var skrevet af
Nora Sina og Anna Sina
Tysklandskendere
Omtalte personer
- Hvis staten ikke dropper kontroversiel virksomhed, bliver vi en teknologisk vasalstat for USA
- Nato er brudt sammen, og EU er lammet. Nu må vi genoplive idé fra den kolde krig
- Erfarne embedsfolk kræver stop for "stedmoderlig" behandling af boligpolitik
- Rapport: Stor lukkethed præger dansk forsvarspolitik
- Digitaliseringsministeren har næsten kun ansvar for MitID. Det er en ommer






















