Debat

Adjunkt: Det er verdens ledere, der er på farlig kurs – ikke Greta Thunberg

Hverken Greta Thunberg eller hendes medaktivister er dumme, når de igen og igen påpeger, at den internationale klimapolitik ikke er nok til at nå de målsætninger, der skal til for at tage vare på klimaet. Det er derfor i bedste fald tonedøvt, når en politiker som Dan Jørgensen forsøger at kalde klimaaktivisterne til orden, skriver Gregers Andersen. 

Thunbergs aktivisme inkarnerer en generel kritik af international klimapolitik, som ikke blot deles af millioner af unge verden over, men også findes blandt mange midaldrende og ældre, skriver Gregers Andersen. 
Thunbergs aktivisme inkarnerer en generel kritik af international klimapolitik, som ikke blot deles af millioner af unge verden over, men også findes blandt mange midaldrende og ældre, skriver Gregers Andersen.  Foto: Daniel Leal-Olivas/AFP/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

"Når man siger, at politikken ikke har nogen betydning, og at man nærmest bare kunne lade være med at mødes, så er man ude på en lidt farlig kurs".

Sådan sagde den norske klima- og miljøminister Espen Barth Eide i starten af november om Greta Thunberg, efter at den svenske klimaaktivist havde kaldt klimatopmødet i Glasgow for et "flop" og en "global festival for greenwashing".

Eides bemærkning fik herhjemme støtte af klima- og energiminister, Dan Jørgensen, der tilføjede, "at der er god grund til at advare imod, at man ikke tror på, at det politiske arbejde gør en forskel".

Der er imidlertid noget, som Eide og Jørgensen har misforstået: Det er ikke Thunberg, der er farlig, men den kurs verdens ledere igennem årtier har bragt verden på. Og som verden desværre stadig befinder sig på efter, at det sidste punktum i Glasgow er blevet sat.

Det ikke Thunberg, der er farlig, men den kurs verdens ledere igennem årtier har bragt verden på.

Gregers Andersen, kulturforsker og adjunkt i miljøhumaniora, Aalborg Universitet

Vi er langt fra Paris-aftalens mål

Det er således ikke er mere end seks år siden, at verdens ledere fejrede indgåelsen af Paris-aftalen som menneskehedens største triumf. Og alligevel befinder vi os i dag i en situation, hvor aftalens målsætning om at holde den globale temperaturstigning på omkring 1,5 grader er langt mere død end levende.

Man skal derfor være et skarn for at bebrejde Thunberg og hendes medaktivister, at de opfordrer verdens ledere til at tage nogle helt andre midler i brug end dem, de tidligere har sværget til. Det gælder i særdeleshed deres skepsis overfor ledere, der, som Jørgensen og Eide, bliver ved med at tale floromvundet om grøn vækst.

For i verden, der hvert år frem mod 2030 skal reducere drivhusgasudledningen med omkring syv procent for at holde halvandengradsmålsætningen i live, er en insisteren på vedvarende økonomisk vækst næppe løsningen.

Det ligner, som Thunberg og hendes medaktivister for længst har gennemskuet det, meget mere en uoverkommelig forhindring i forhold til at nå en tilstrækkelig omstilling.

Omstillingen kommer altid i anden række

Konsekvensen af denne insisteren er i Danmark såvel som i udlandet, at omstillingen altid kommer i anden række: At man går på kompromis med omstillingen i stedet for med økonomien, og derfor ikke får fundet tilstrækkeligt med drivhusgasreduktioner.

Statsminister Mette Frederiksen har på dette område været mere klar i spyttet, end hun har været i SMS-gate. Helt åbent har hun sagt: "Hvis man besluttede vejen til de 70 procent nu. Med de teknologiske muligheder, vi har i dag. Så ville det have alt for store konsekvenser. Vi ville miste virksomheder. Miste arbejdspladser. Miste konkurrencekraft".

Med sådan en tilgang hos lederen af en nation, der internationalt fremhæves som et grønt foregangsland, er det svært at bebrejde aktivisterne ved COP26, at de ikke stod i kø for at uddele highfives til verdens ledere.

Sagt på en anden måde, er hverken Thunberg eller hendes medaktivister dumme. De har for længst fattet, at der noget råddent ved COP-processen: At der hvert år møder massere af delegerede op med det ene formål at sænke det globale reduktionstempo for at beskytte fossile kapitalinteresser. 

Samtidig kan de læse i den seneste Emissions Gap Report fra FN, at hvis verdens lande indfrier deres grønne målsætninger, vil temperaturen i slutningen af dette århundrede stige med 2,7 grader. Og det er vel at mærke et kæmpestort hvis. For både i Danmark og internationalt er disse målsætninger dybt afhængige af teknologier, som hverken er færdigudviklede eller modne til at blive implementeret.

Politikernes kommentarer er ufine og selvafslørende

Sandheden er altså, at hovedparten af de reduktioner, verdens lande har lovet at finde, kun eksisterer som fremskrivninger, ingen reelt ved om bliver til virkelighed.

Det er i bedste fald derfor også et udtryk for politisk tonedøvhed, når Eide og Jørgensen forsøger at kalde Thunberg til orden.

Gregers Andersen, kulturforsker og adjunkt i miljøhumaniora, Aalborg Universitet

Det er i bedste fald derfor også et udtryk for politisk tonedøvhed, når Eide og Jørgensen forsøger at kalde Thunberg til orden. Og i værste fald latterligt, når de fremstiller sig selv som de ansvarlige voksne, der kan fortælle Thunberg og hendes medaktivister, hvad der er bedst for demokratiet.

Tror de måske, at det ville være en mærkedag for demokratiet, hvis Thunbergs respons på deres kritik var et ‘ja, far, jeg skal nok være stille’, og at klimaprotesterne forsvandt? Har de da slet ikke forstået, at det er deres opgave som politikere at give de unge tilstrækkeligt med håb? Og at de unge forhåbentligt vil blive ved med at protestere, så længe det ikke er tilfældet?

Eides og Jørgensens kommentarer er derfor også tæt på være lige så ufine og selvafslørende, som da Trumps finansminister, Stephen Mnuchin, for nogle år siden forsøgte at latterliggøre Thunberg ved at sige: "Er hun cheføkonom eller hvad? Hun kan komme tilbage og fortælle os, hvordan tingene hænger sammen, når hun er færdig med at studere økonomi på universitetet."

Frustrationen bør ikke dysses ned

Når det er sagt, vil jeg gerne understrege, at jeg ikke ser Thunberg som en slags moderne Jeanne D’arc, vi alle betingelsesløst bør elske og følge. Snarere er jeg af den opfattelse, at klimaaktivismen generelt vil være bedre tjent med at have mange ansigter i front – midaldrende, gamle, unge.   

Man bør således ikke være blind for, at Thunbergs rolle i klimakampen også er skabt af en medielogik, der har det bedst med at fortælle om store begivenheden igennem enkeltindivider. Og som derfor fra starten har fundet tryghed i at kunne berette om klimakrisen igennem et individ, der både kan gøres til helt og skurk.   

Det ændrer bare ikke ved, at Thunbergs aktivisme inkarnerer en generel kritik af international klimapolitik, som ikke blot deles af millioner af unge verden over, men også findes blandt mange midaldrende og ældre.   

Hendes frustration over COP-processen er derfor et betydeligt demokratisk fænomen. Den repræsenterer en grundlæggende politisk kraft, man som demokrat ikke bør forsøge at tysse ned, men i stedet bør lytte til med alvor.

Læs også

Omtalte personer

Dan Jørgensen

Klima-, energi- og forsyningsminister, MF (S)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2004)

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i Afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Greta Thunberg

Klimaaktivist

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion