Alternativet om klimakrisen: Social skævhed er ikke en undskyldning for ikke at gøre noget

DEBAT: Selvfølgelig skal de bredeste skuldre bære det tungeste læs, men det nytter ikke at bruge social skævhed som endnu en undskyldning for ikke at komme i gang med at løse klimakrisen, skriver Christian Poll og Rasmus Nordqvist.

Af Rasmus Nordqvist og Christian Poll (ALT)
Hhv. politisk ordfører samt klimaordfører og finans- og miljøordfører

Når vi vil løse klimakrisen, er det i høj grad også, fordi klimakrisen vil ramme historisk uretfærdigt og påvirke verdens udsatte mere negativt, end eliten vil blive påvirket. Klimakrisen vil dertil generelt set ramme dem, der i mindst grad har bidraget til at skabe den, hårdest. Det er dobbelt uretfærdigt.   

Lige nu er der nogle steder fokus på, at den grønne omstilling ikke må ramme socialt skævt. Det er selvfølgelig et vigtigt obspunkt, men faktisk er fokus så stort, at det måske kan true med at sænke farten på den grønne omstilling. Det vil være helt uretfærdigt – og meget ærgerligt.

For vi har allerede for længst vist – blandt andet i Alternativets regeringsprogram – at man godt kan sikre en særdeles ambitiøs grøn omstilling, uden det behøver ramme socialt skævt. Med kloge afgifter, progressiv fordelingspolitik og en øget kamp mod ulighed.

Alligevel er det, som om der hele tiden er nogen, der leder efter undskyldninger, der kan udskyde den nødvendige klimahandling. Formentlig fordi vi ikke kan overskue, hvilke fundamentale ændringer af vores levevis og forbrug omstændighederne kræver af os, hvis vi skal gøre os håb om at begrænse den globale opvarmning.

De bredeste skuldre
Først var det spørgsmålet, om klimaforandringerne overhovedet fandt sted. Så om de var menneskeskabte. Så var det et spørgsmål om at gøre omstillingen omkostningseffektiv. Vi skulle gøre noget, men det skulle ikke være for dyrt.

Så skulle vi også tale om, hvorvidt det overhovedet gør en forskel, hvad vi gør. Som individer, som byer, som et lille land. Og så var man en hykler, hvis man ytrede sig om behovet for forandring, men endnu ikke på alle niveauer selv levede så klimavenligt, som vi forhåbentlig alle snart kommer til.

Det er, som om man bare ikke vil gå i gang. Så der er kun én ting at sige:

Selvfølgelig skal de bredeste skuldre bære det tungeste læs. Selvfølgelig skal vi tage højde for de fordelingspolitiske konsekvenser af den grønne omstilling. Det gør vi allerede. Når ting bliver dyrere, fordi vi skal betale prisen for deres klimabelastning, skal det nogle gange være progressivt (for eksempel flyrejser), og andre gange skal vi kompensere for det (for eksempel fødevarer eller skattelettelser til dem med de laveste indtægter).

Ingen dårlige undskyldninger
Men det nytter ikke at bruge social skævhed som endnu en undskyldning for ikke at komme i gang.

Mens vi diskuterer, om den enlige mor har råd til spaghetti bolognese (hvilket hun har, fordi vi sikrer en ordentlig omfordeling i forbindelse med vores tiltag), dør verdens fattigste af klimaforandringernes konsekvenser. Hvert sekund døgnet rundt sendes et menneske på flugt af mere og mere ekstremt vejr i form af oversvømmelser, stigende vandstande, tørke, vand- og fødevaremangel.

Det er et bedrag at forsøge at bilde folk ind, at vi ikke alle kommer til at bidrage i omstillingen mod en bæredygtig verden. Vores bidrag skal være efter evne og behov. Det er politisk muligt. Det kræver bare, at vi gør det. Og måske er det ligefrem en mulighed for at skabe et bedre, rigere og mere frit samfund. Hvor vi kan give selve livet videre til dem, der kommer efter os.

Vi tager ikke noget fra folk. Vi giver dem mulighed for liv på en beboelig planet, og vi arbejder for, at konsekvenserne i sidste ende bliver lettere at leve med. 

Forrige artikel Vismand: Stigende afgifter på udledning af drivhusgasser er vejen frem Vismand: Stigende afgifter på udledning af drivhusgasser er vejen frem Næste artikel Skepsis før aftale om overskudsvarme: Vi risikerer planøkonomiske tilstande Skepsis før aftale om overskudsvarme: Vi risikerer planøkonomiske tilstande
  • Anmeld

    Allan Christensen · Kemiingeniør

    Pesticider, atomkraft, økologi og disrespekten over for alle, der har ydet en indsats for at begrænse produktionen og dennes ødelæggende konsevenser.

    Et samfund, der forbyder brugen af pesticider, kunstgødning og gensplejsning til produktion af fødevarer og andre produkter det vælger at kalde økologiske er et samfund, der hverken interesserer sig for økologi, natur eller sine efterkommere og den fremtid det stiller dem i udsigt.