EU-Kommissionen vil lægge loft over, hvor meget energiselskaber må tjene på krisen

Krisen med Rusland får nogle firmaer til at tjene for mange penge på grøn energi, mener EU-Kommissionen, der er klar med fem nye forslag til at dæmme op for de galoperende energipriser. Den danske energibranche advarer, men klimaminister Dan Jørgensen er positiv.

Foto: Kenzo Tribouillard/AFP/Ritzau Scanpix
Morten Øyen

Der er udsigt til endnu et dramatisk møde, når EU’s energiministre fredag mødes for at diskutere EU-Kommissionens forslag til hurtigt at lægge en dæmper på energipriserne, der allerede inden vinterkulden er sat ind, gør store indhug i europæernes pengepung. 

Vi står i en helt ekstraordinær situation, som kræver hurtige og ikke mindst fælles løsninger i EU. Regeringen er derfor positiv overfor EU-Kommissionens forslag om, at vi sammen skal reducere vores elforbrug og nedbringe de høje profitter og dermed hjælpe forbrugerne.

Dan Jørgensen (S)
Klimaminister

Det er nemlig fem markante indgreb, som EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, løftede sløret for på et pressemøde i Bruxelles onsdag.

”Rusland manipulerer med vores energimarkeder, og vi er blevet konfronteret med astronomiske priser,” lød kommissionsformandens begrundelse bag forslagene.

Det med danske øje mest kontroversielle er en særskat eller et slags loft over indtjeningen for virksomheder, der ifølge EU-Kommissionen producerer billig strøm fra blandt andet vindmøller og solceller, men i øjeblikket sælger den dyrt, fordi det europæiske energimarked er i knæ.

”Virksomhederne tjener enorme profitter, som de hverken havde regnet med eller drømt om, og som ikke afspejler deres omkostninger,” sagde Ursula von der Leyen og fortsatte:

”Nu er det på tide, at forbrugerne får gavn af de lave omkostninger på grøn energi.”

Galoperende energipriser

Prisen på det europæiske energimarked bestemmes nemlig efter den ”sidste” nødvendige energikilde – og det er i øjeblikket den ekstremt dyre gaspris. Det smitter af på strømprisen, som derfor også er meget høj.

Men ifølge EU-Kommissionen betyder denne indretning, at der er energiproducenter af strøm fra vindmøller og solceller, som har lave produktionsomkostninger, men pludselig ender med at score høje profitter, når Rusland fører gaskrig mod europæerne.

0:000:00