Debat

Fire virksomheder før offshore-topmøde: Vi skal have meget mere bølgeenergi

Potentialet for bølgeenergi er enormt i Nordsøen. Det skal Danmark sætte sig i spidsen for ved det kommende energitopmøde, skriver fire danske bølgeenergivirksomheder.

Danmarks centrale placering ved offshore topmødet er en stor mulighed, skriver fire danske haveenergi-virksomheder.
Danmarks centrale placering ved offshore topmødet er en stor mulighed, skriver fire danske haveenergi-virksomheder.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Statsminister Mette Frederiksen er i denne uge vært for stats- og regeringscheferne fra Tyskland, Holland, Belgien samt EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen i Esbjerg til topmøde om grøn energi i Nordsøen.

Centralt i topmødet indgår også landenes energiministre modtaget af vært Klima-, Energi- og Forsyningsminister Dan Jørgensen.

Den horrible overgrebskrig fra Putins Rusland mod Ukraine danner en absolut dyster baggrund for topmødet, hvis bundne agenda er, at sikre Europas og Danmarks fælles energifremtid.

Danmark skal gribe de muligheder som både EU og vores nærmeste allierede og nabolande viser

Martin Dahl, Michael Henriksen, Anders Køhler og Ruth Bloom
Hhv. bestyrelsesformand, Exowave, adm. direktør, Wavepiston, adm. direktør, Floating Power Plant og adm. direktør, Crestwing

Vi er kommet langt i Danmark med udviklingen af vindenergi på havet, hvilket værtsrollen vidner om. Nu er tiden kommet til at tage flere og større skridt frem i Nordsøen og udbygge en slagkraftig og stærk dansk industri for bølgeenergi. EU lyser vejen op foran os. Og de danske virksomheder er klar til vækst.

Nordsøen er EU-hotspot for energi på havet

EU’s Offshore Renewable Energy Strategy sætter mål og retning for medlemslandenes samlede kurs på havenergi. Tovholderen i Parlamentet var i øvrigt dansk, idet Morten Helveg Petersen (R) sad for bordenden i Europa-Parlamentets viderebearbejdning af Kommissionens meget positive udkast.

Et banebrydende stykke politisk arbejde. Og ikke mindst hamrende ambitiøst.

Installationen af havenergi, som ikke er vind, men baseret på bølger, tidevand, flydende vind og sol med mere skal være 3.000 gange større – accelereret fra 13 Megawatt i dag til 40 Gigawatt i senest 2050. Energi nok til at forsyne mere end 50 millioner europæiske hjem.

Konkret er EU-målet, at der allerede i 2025 er installeret 0,1 GW bølgeenergi voksende til 1 GW i 2030 og så de samlede 40 GW i 2050. I direkte forlængelse af de ambitiøse mål er Nordsøen udpeget som hotspot for ny energi på havet, hvorfor topmødets placering i Esbjerg ikke kunne være mere velvalgt.

Sæt dansk mål for bølgeenergi

Danmark har endnu ikke sat sine nationale mål på havenergi ud over vind. Vi oplever som danske virksomheder stadig mere positive tilbagemeldinger politisk, og nu er tiden til at ord veksles til handling.

Danmark skal gribe de muligheder som både EU og vores nærmeste allierede og nabolande viser os, når de indplacerer Danmark helt centralt i Europa og Nordsøens energi- og sikkerhedspolitik.

Med EU’s ambitiøse strategi som rygvind appellerer vi fire virksomheder i den nye danske bølgeenergiindustri til, at Danmark sætter mål om, at vi som grønt foregangsland vil indfri 10 procent af EU-målet i den danske del af Nordsøen, altså 4 GW bølgeenergi i 2050 med naturlige progressive delmål undervejs.

En del af vejen til målet er, at Danmark rykker forbi det udbudspolitiske nulpunkt og stiller krav til byderne om at bringe mere til bordet i form af nye grøn teknologi integreret i energiøen og kommende vindmølleparker.

Alternativet er, at Danmark som sidst tildeler den næste vindmøllepark ved lodtrækning frem for at løfte baren og ambitionsniveauet for, hvad vi vil og kan på havet.

I Danmark ser vi os selv som grønt foregangsland, og det skyldes især de danskudviklede vindmøller, der i sin tid blev støttet politisk og integreret i energipolitikken. Det samme gælder for bølgeenergi. 

Med et politisk fastsat mål og et styrket dansk udviklingsprogram kan vi tiltrække nye investeringer og skabe nye arbejdspladser i Danmark. 

Vind og bølger er det perfekt makkerpar

Glædeligvis har vi i Danmark forudsætningerne for at lykkes.

Bølgeenergi spiller ideelt sammen med vindenergi på havet, fordi bølgerne kan producere energi længe efter, at vinden er løjet af, og vindmøllerne står stille. Vi er længst fremme på havvind, vi har energiøen i Nordsøen i støbeskeen, og så er vi i Danmark vant til at arbejde sammen på tværs af værdikæder og sektorer, offentligt-privat.

Nu er tiden kommet til at tage flere og større skridt frem i Nordsøen

Martin Dahl, Michael Henriksen, Anders Køhler og Ruth Bloom
Hhv. bestyrelsesformand, Exowave, adm. direktør, Wavepiston, adm. direktør, Floating Power Plant og adm. direktør, Crestwing

Samtidig er havområder med vindmøller på forhånd reserveret til energiproduktion, hvorfor bølgeenergi nemmere kan installeres og integreres her, hvilket styrker udnyttelsen og sikrer beskyttelsen af det samlede havområde.

Nogle bølgekoncepter leverer også ferskvand ved siden af elproduktionen, hvilket igen er aktuelt i Nordsøen på energiøen, når Power-to-X vil kræve store mængder ferskvand til produktion af brint. 

En ny, dansk industri

Den danske bølgeenergiindustri er gået ind i et nyt forår.

Inden for de seneste år er vi fire virksomheder som er skudt op med nye og videreudviklede bølgeenergianlæg, som befinder sig på udviklingskurven mellem testanlæg på havet og fuldt markedsmodnede energianlæg inden for få år med det rette udviklingsmiljø.

Det miljø findes i mindre grad i Danmark, så lige nu er vi to virksomheder, som tester på De Kanariske Øer for at udvikle morgendagens grønne bølgeteknologier. EU-lande som Portugal, Holland, Irland og som nævnt Spanien byder sig til med politisk og økonomisk topprioriterede udviklingsmiljøer, som trækker bølge- og tidevandsenergiindustrien til og skaber udvikling og nye arbejdspladser.

Et unikt dansk udviklingsmiljø i verdensklasse, hvor vi kombinerer vind og bølger, er i den grad inden for rækkevidde.

Vi er ambitiøse og vi vil mere. Både i Danmark, Europa og på det globale eksportmarked for bølgeenergi. Vi er klar til at tage de sidste krævende udviklingsskridt mod fuldskalaanlæg, så vi kan sætte sejl ud i verden som globale grønne vækstvirksomheder med hjemstavn i Danmark.

Vi ønsker Nordsølandene et godt og udbytterigt topmøde i Esbjerg. Vi i den danske bølgeenergiindustri er i kedeldragten for at bidrage til at Danmark og vores allierede sammen kan løfte os ud af vores fælles energi- og klimakrise.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00