Debat

Fiskeriforeninger: CO2-afgift er et klimapolitisk selvmål

Når grønne alternativer ikke eksisterer, er CO2-afgift ikke en klog løsning. Det vil kun forringe konkurrenceevnen og den grønne udvikling, skriver Svend-Erik Andersen og Esben Sverdrup-Jensen. 

En CO2-afgift vil drukne fiskeriets stadigt grønnere ambitioner, skriver Svend-Erik Andersen og Esben Sverdrup-Jensen. 
En CO2-afgift vil drukne fiskeriets stadigt grønnere ambitioner, skriver Svend-Erik Andersen og Esben Sverdrup-Jensen.  Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix
Esben Sverdrup-Jensen
Svend-Erik Andersen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

En CO2-afgift på fiskeriet vil sætte fiskeriets grønne omstilling, tusindvis af arbejdspladser og et helt erhverv på spil. Alternative, grønne brændstoffer er under udvikling, men endnu ikke rentable. Dermed får fiskeriet reelt ikke noget valg: Fiskeriet er nødt til at betale CO2-afgifter, indtil en grøn løsning er mulig. Det vil give røde tal på bundlinjen og bremse den grønne omstilling. Det er helt sort.

Temadebat

Kan ekspertgruppens anbefalinger redde klimaet?

Forleden præsenterede en ekspertgruppe tre modeller for, hvordan CO2-afgiften kan udformes. Altinget Energi & Klima spørger derfor i en ny temadebat:

  • Rammer anbefalingerne rigtigt? 
  • Tager de i tilstrækkelig grad hensyn til alt fra klimalovens guidende principper, dansk konkurrencekraft, sunde offentlige finanser, beskæftigelse, social balance og lækage?
  • Hvilken model er at foretrække, og hvorfor?

8. februar fremlagde ekspertudvalget for en grøn skattereform sit forslag til en CO2-afgift, der skal sætte turbo på den grønne omstilling. I dansk fiskeri deler vi ambitionen om at sætte turbo på den grønne omstilling. Derfor har vi siden 1990 nedbragt vores CO2-udledning med mere end 60 procent og dermed taget et tydeligt ansvar.

Men stik imod intentionen om at give incitamenter til at fremme grøn omstilling vil CO2-afgifter trække økonomien ud af fiskeriet, drukne fiskeriets grønne omstilling og koste tusindvis af regionalt koncentrerede arbejdspladser.

Grønne brændstoffer er endnu ikke en mulighed

En helt grundlæggende forudsætning for en klog CO2-afgift er reelle grønne alternativer, der er langt nok fremme i udviklingen til, at omstilling hertil er et rentabelt alternativ til at udlede CO2.

Fiskeriet kan blive tvunget til at sænke produktionen markant eller lukke, fordi den grønne teknologi fortsat er omkostningstung.

Svend-Erik Andersen & Esben Sverdrup-Jensen

Trods interessante perspektiver er der desværre lang vej igen, før de danske fiskere kan fylde tanken med bæredygtige brændstoffer.

Derfor vil det være et massivt klimamæssigt selvmål at indføre en CO2-afgift, hvor den eneste mulighed for den enkelte fisker er at betale afgiften, da alternative grønne brændstoffer endnu langt fra er økonomisk bæredygtige. Det vil tvinge danske fiskere på stribe til at stoppe fiskeriet.

Ekspertgruppen anerkender selv i rapporten, at fiskeriet kan blive tvunget til at sænke produktionen markant eller lukke, fordi den grønne teknologi fortsat er omkostningstung.

CO2-afgift vil bremse grøn omstilling

Set fra broen på vores fartøjer vil en CO2-afgift medføre to ting:

Dels en opbremsning af fiskeriets grønne omstilling, for når man dræner et erhverv for kapital, så er der ikke penge til at investere i den innovation, der skal give os fremtidens grønne løsninger. Og så ender det med, at CO2-afgiften afvikler fiskerierhvervet i stedet for at fremme investeringer i grøn udvikling. Det er stik imod intentionen.

Samtidig vil det ikke betyde mindre fiskeri i havene, hvis dansk fiskeris produktion mindskes. Det vil blot føre til lækage, hvor der enten tankes brændstof i andre lande, eller hvor andre landes fiskere overtager både fangsten, arbejdspladserne og CO2-udledningen. Pålægges dansk fiskeri en CO2-afgift, så det mister sin rentabilitet, vil det med andre ord ikke betyde mindre CO2-udledning. Tværtimod.

Derfor vil en CO2-afgift på fiskeriet drukne fiskeriets stadigt grønnere ambitioner og handling sammen med 16.000 årsværk og et BNP-bidrag på 13,6 milliarder kroner. I dansk fiskeri er vi klar til at tage vores del af ansvaret for den grønne omstilling.

Derfor foreslår vi, at CO2-afgiften indrettes, så der stadig er danskfangede fisk i kølediskene, regionale fiskeriarbejdspladser på havnene og en reel grøn omstilling af fiskerierhvervet. Det ser vi frem til at drøfte med politikerne.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Svend-Erik Andersen

Formand, Danmarks Fiskeriforening
fiskeskipper (1982)

Esben Sverdrup-Jensen

Direktør, Fiskeriorganisationen Danmarks Pelagiske Producentorganisation, formand, Europæisk Sammenslutning for Fiskeproducenter
cand.scient.soc. (Roskilde Uni. 2007)