Kommentar af 
Jarl Cordua

Jarl Cordua: Taktik og forsvar for skattestop tvang Venstre ud af grøn aftale

KOMMENTAR: Det er svært at forklare Venstres exit fra forhandlingerne om en grøn omstilling af vejtransporten. Det var ellers en oplagt mulighed for at profilere partiet som medansvarlige i den grønne omstilling.

Aftalen om en grøn skattereform var nem for Venstre at tilslutte sig. Anderledes så det ud med aftalen om grøn omstilling af vejtransporten.
Aftalen om en grøn skattereform var nem for Venstre at tilslutte sig. Anderledes så det ud med aftalen om grøn omstilling af vejtransporten.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Jarl Cordua

Samfundsfaglig-matematisk student fra Bornholms Amtsgymnasium i Rønne 1988

Cand.polit. fra Københavns Universitet 1998

Bor nu i Hellerup ved København (Bosat 1993-2008 på Islands Brygge)

Arbejder nu som freelancejournalist, klummeskribent, boganmelder, foredragsholder, konsulent, kommentator og radiovært.

jarlcordua.dk

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Ved udgangen af corona-året 2020 tegner det til at blive en næsten fuldendt triumf for den socialdemokratiske mindretalsregering. Stort set alle forhandlinger er gået mere eller mindre glat igennem enten ved hjælp af brede flertal eller med regeringens parlamentariske flertal. 

Tidligere tiders bøvl med De Radikale har regeringen ikke mærket meget til, og selv de revolutionære i Enhedslisten har aldrig været så nemme at danse med som i dette år med corona.

Skyldes de opnåede resultater, herunder finanslovsaftalen, så regeringens ekstraordinære evner, eller hvad er forklaringen?

Den enkle forklaring er, at regeringen har krævet meget lidt af partierne for at gå med i aftalerne. Det er ikke nogen kunst at få opbakning, hvis man som regering giver de indrømmelser, som venstrefløjen og De Radikale på forhånd stillede for at gå med på en aftale.

Fakta
Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på podcasten Cordua & Steno, som Berlingske udgiver. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Kun på ét krav er der nogen diskussion om, hvorvidt det er blevet indfriet, eller rettere vil blive indfriet med tiden, og det er De Radikales krav om arbejdsudbudsreformer, som kan neutralisere virkningen af Arne-reformen med videre, der har givet et minus på 11.000 i arbejdskraftsudbuddet. Her har regeringen lovet De Radikale at levere på såkaldte andengenerationsreformer, uden det dog på nuværende tidspunkt står klart, hvad det konkret indebærer.

At det rummer en fremtidig konflikt med Enhedslisten, der mener, at et sådan krav er et brud med aftalepapiret, som regeringen skrev med støttepartierne lige efter valget sidste år, understreger blot, at et fremtidigt drama er i vente.

Jakob Ellemann-Jensen mødte den indgåede finanslovsaftale med så rosende ord, at det helt kom til at overskygge de lidt mere knubbede bemærkninger om finansieringen, som V-formanden var langt mere kritisk overfor.

Jarl Cordua

Man kan også se det sådan, at regeringen og den ganske nye leder i Radikale blev enige om, at det nok var bedst for alle partier at udskyde slagsmålet til næste år.

I det hele taget udskyder regeringen og de politiske partier mange beslutninger. Det ser man ikke mindst med aftalen om den grønne skattereform, som nok i virkeligheden er en aftale om en ramme om en grøn skattereform.

Aftalens indhold begynder med at give erhvervslivet skattelettelser på seks milliarder kroner over de første fem år for så langsomt at rulle en stigning i energiafgifter for erhvervslivet ud fra 2025. I mellemtiden kan erhvervslivet oven i få fradrag for udgifter til forskning og udvikling. Det hele finansieres af EU-midler, som statskassen oprindelig har været med til at betale for i overmål.

Det er så aftalt, at der med tiden kommer en endnu ikke specificeret CO2-afgift, som et udvalg af vise folk skal kigge på, hvordan skal udformes.

Under alle omstændigheder kommer denne aftale her og nu og de næste par år ikke til at gøre ondt på en eneste virksomhed. Tværtimod er der skattelettelser for 1,2 milliarder kroner allerede fra næste år.

Det gjorde det selvsagt nemt for både Venstre og Konservative at gå med i en aftale med de radikale, SF og regeringen, og det er sigende, at erhvervslivets organisationer også bakker op. Det forklarer så måske også, at Enhedslisten ikke kunne se sig selv i samme aftale.

Sværere er det at forklare de borgerliges exit fra forhandlingerne om det, der endte som "aftalen om en grøn omstilling af vejtransporten", der indledte den seneste uges kaskade af politiske aftaler.

Længe var både Venstre og Konservative med i forhandlingsrummet, hvor man var i alliance med De Radikale og havde produceret et fælles krav om én million elbiler inden 2030, der bredt politisk er valgt som målsætning for en 70 procents reduktion af Danmarks CO2-udledning.

Men torsdag i sidste uge gjorde regeringen boet op og meddelte Venstres forhandlere, at man fortsatte forhandlingerne uden dem. Konservative havde forinden stået meget hårdt på, at de ikke ville gå med i en aftale, der indførte kilometerbaserede afgifter for erhvervslivets lastbiler. Venstre mente i øvrigt også, at det var i strid med deres opfattelse af et skattestop, mens De Radikale ikke kunne se en vej til en grøn omstilling for sektoren uden en afgift. Heller ikke efter en efterfølgende kompensation, som ifølge regeringen ville udhule erhvervets tilskyndelse til grøn omstilling.

Læs også

På dette punkt måtte de tre alliancepartnere skilles ad. For Venstre blev det imidlertid finansieringen af det fælles mål om at nå 775.000 elbiler inden 2030, der blev vejen ud af forhandlingerne. Frem til 2025 var der enighed om at finde pengene fra det midlertidige råderum, som kommer fra EU-midler. Uenigheden handlede om, hvor finansieringen skulle hentes til ordningen fra 2025-2030, og her var Venstre faste i kødet på, at pengene skulle tages fra råderummet, der ellers ville gå til velfærdsforbedringer.

Dermed så Venstre en taktisk mulighed for at stikke en kile ind imellem regeringen og dens socialistiske støttepartier og især Enhedslisten. Så langt ville regeringen ikke binde sig og med de resultater, der var forhandlet hjem på bordet, hvor VKR havde fået pillet høje afgifter på især dyre elbiler ud af regeringens oplæg, så mente De Radikale i modsætning til Sofie Carsten Nielsens borgerlige alliancepartnere, at tiden nu var inde til at sige stop.

Regeringen havde også formået med diverse beregninger at overbevise De Radikale om, at finansieringen via råderummet efter 2025, som Venstre stod stejlt på, ikke ville give særligt mange flere elbiler på vejene. Venstres forhandlere var også uklare på, hvor mange penge de i givet fald ville ofre på sagen.

For Venstre blev det tilsyneladende afgørende, at Ellemann & Co. uden at være part i transportaftalen kan sige, at man har forsvaret skattestoppet, og dertil hævde, at man var parat til at være mere ambitiøs med hensyn til at finansiere elbiler og dermed den grønne omstilling end regeringen, der hellere vil bruge råderummet på velfærd.

For de øvrige partier og især De Radikale står man omvendt noget uforstående over for, at Venstre ikke i stedet bed til bolle og tog medansvar for transportaftalen.

Blandt iagttagere og hos De Radikale er det en udbredt vurdering, at det for de dele af Venstre, der har grønne ambitioner – og her tænkes på de centrale forhandlere, Tommy Ahlers og Jakob Ellemann-Jensen –  var en oplagt mulighed for partiet for at profilere sig som medansvarlige og investere langsigtet politisk kapital i en aftale om den grønne omstilling, der måske ikke batter så meget i CO2-regnskabet, men forventes at påvirke vælgernes vurdering af partiernes grønne ambitioner.

Tilbage udestår for regeringen stadig en bred politisk aftale om en politireform, der ventes at betyde flere politifolk og længere åbningstider på nærpolitistationer end oprindeligt foreslået af regeringen. Venstre gør knuder, fordi regeringen har villet finansiere aftalen ved at hæve diverse gebyrer for borgerne med videre, som Venstre dog blankt afviser med henvisning til skattestoppet.

Desuden kan regeringen også glæde sig over, at de facto oppositionsleder Jakob Ellemann-Jensen mødte den indgåede finanslovsaftale med så rosende ord, at det helt kom til at overskygge de lidt mere knubbede bemærkninger om finansieringen, som V-formanden var langt mere kritisk overfor.

I nyhedsdækningen blev det udlagt som nærmest historisk, at en oppositionsleder ikke gav den fuld gas med at rakke en finanslovsaftale ned, hvilket også vakte en del undren blandt iagttagere.

I V-lejren forklarer man de milde vinde med, at Ellemann naturligvis var meget begejstret for de elementer omkring penge til mere naturpark, oprensning af forurenede grunde, boligjobordningen, bredbåndspuljen med videre og ikke så nogen grund til at distancere sig fra disse forslag, som, han mener, også er hentet fra Venstres eget politiske idékatalog.

Det var åbenbart medierne, som bed mest mærke i dette, fremfor at fokusere på Ellemanns kritik af, at årets finanslov er blottet for initiativer, der skaber vækst fremadrettet. Måske denne del, der kunne give vælgere en idé om, at Ellemann står for en benhamrende hård opposition, skulle være fremført lidt skarpere foran de rullende kameraer?

Tilbage efterlades åbenbart flere med et indtryk af en Venstre-formand, hvis profil og meldinger står noget uskarpt og flikflakkende i mediebilledet – og dermed sikkert også hos mange vælgere. Et par rigtig dårlige målinger til Venstre de seneste uger er måske en advarsel til Ellemann og hans kommunikationsfolk om, at man har et problem her.

-----

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på podcasten Cordua & Steno, som Berlingske udgiver. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jarl Cordua

Radiovært, kommentator
cand.polit. (Københavns Uni. 1998)

0:000:00