Debat

Pensionskasse: Klimatopmødet handler som mange andre ting om penge

DEBAT: En ambitiøs plan om at investere mere end 350 milliarder kroner af danskernes pensionsformuer i grøn omstilling giver genlyd hos investorerne. Målet er nu at få dem til at investere i klimaet, skriver Dewi Dylander, underdirektør i PKA, der deltager i COP25.

Langt de fleste lande anerkender nødvendigheden af at begrænse temperaturstigningerne til 1,5 grader, skriver underdirektøren i PKA.
Langt de fleste lande anerkender nødvendigheden af at begrænse temperaturstigningerne til 1,5 grader, skriver underdirektøren i PKA.Foto: Susana Vera/Reuters/Ritzau Scanpix
Birgitte Søe
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Dewi Dylander
Underdirektør i PKA med ansvar for ESG

Årets klimatopmøde i Madrid er af mange aktører blevet beskrevet som en trædesten frem mod næste års meget vigtige møde i Glasgow.

Det er på mange måder forståeligt. For det første er årets møde blevet behandlet en kende stedmoderligt, måske bedst eksemplificeret med den sene flytning fra Santiago til Madrid.

For det andet er det først næste år, at hvert enkelt land for alvor skal stå til ansvar for egne handlinger og forpligte sig til konkrete reduktionsmål. 

I PKA deltager vi i COP25 med det mål at få det danske investeringsinitiativ udbredt til resten af verden og overbevist nogle af verdens største investorer om, at de skal gå i vores fodspor.

Dewi Dylander
Underdirektør i PKA med ansvar for ESG

Men det ville være en fejl at undervurdere vigtigheden af mødet i Madrid og ikke udnytte det til at få nogle helt afgørende forudsætninger på plads for at få det store regnestykke til at gå op ved næste års COP26 i Glasgow.

Og som i så mange andre af livets mange facetter handler det om penge.

Udviklingslandene kan ikke klare det alene
Klimatopmøder er desværre konfliktfyldte, og netop finansieringen af den grønne omstilling er en af de tilbagevendende sten i skoen.

Langt de fleste lande anerkender nødvendigheden af at begrænse temperaturstigningerne til 1,5 grader.

Så når verdenssamfundet alligevel ikke har formået at tage de nødvendige skridt for at nå det mål, handler det blandt andet om, hvem der skal samle regningen op.

Det er svært at tro på, at staterne kan løfte opgaven alene. Slet ikke i verdens udviklingslande. Og for at være ærlig er det også urimeligt at forvente det af dem.

En rapport fra Den globale kommission for klimatilpasning fra september i år viste, at konsekvenserne af klimaforandringer netop rammer verdens fattigste lande allerhårdest, og det vil kræve investeringer på omkring 12 billioner kroner frem mod 2030 bare for at håndtere en række af de mest presserende konsekvenser af klimaforandringerne.

Det så vi et helt konkret eksempel på tidligere i år, da cyklonen Idai ramte Mozambique med store menneskelige og økonomiske omkostninger til følge. Cyklonen var med stor sandsynlighed et resultat af klimaforandringerne.

Derfor må pengene til klimatilpasning og grøn omstilling også komme fra andre steder end statskasserne. Her har de private pengetanke et stort ansvar.

Investorer skal gå i vores fodspor
I Danmark er vi kommet med et bud på, hvordan det grønne finansieringsbehov kan løses.

Ved FN's klimatopmøde i september præsenterede en samlet dansk pensionssektor og regeringen med statsminister Mette Frederiksen (S) i spidsen en ambitiøs plan om at investere mere end 350 milliarder kroner af danskernes pensionsformuer i grøn omstilling frem mod 2030.

Det var noget, der gav genlyd. Ikke bare i Danmark, men også på den internationale scene. Ved lanceringen af initiativet i New York deltog ledere fra nogen af verdens største private pengetanke som eksempelvis New York State Common Retirement Fund fra USA og PFZW fra Holland.

De to alene administrerer formuer for mere end 3 billioner kroner. Sidenhen har andre store internationale investorer også vist interesse for det danske initiativ.

Hvis vi kan få investorer af den størrelsesorden fra hele verden til at forpligte sig til at investere massivt i klimaet i de kommende år på linje med den danske pensionssektor, vil vi have taget et stort skridt i retning af at få sikret de penge, der er nødvendige for at komme i mål med Paris-aftalen.

I PKA deltager vi i COP25 med det mål at få det danske investeringsinitiativ udbredt til resten af verden og overbevist nogle af verdens største investorer om, at de skal gå i vores fodspor.

Vi ser frem til sammen med blandt andet klimaministeren at vise verden, hvordan vi investerer grønt på dansk.

Dokumentation

Temadebat: Hvad skal vi have ud af COP25?

Nu begynder COP25, som denne gang finder sted i Madrid. Årets COP er en trædesten frem mod 2020, som bliver et afgørende år, hvor mange lande skal indmelde nye nationale klimamål på COP26 i Glasgow.

Implementering af Paris-aftalen fra 2015 og spørgsmålet om klimafinansiering er blandt de vigtigste emner de kommende uger.

Men hvor ligger knasterne i forhandlingerne, som går i gang nu i Madrid? Og hvor er det mest afgørende, at der bliver gjort fremskridt, så COP25 bliver en succes? Det spørger vi om i denne temadebat.

Her er aktørerne:
  • Sebastian Mernild, professor i klimaforandringer
  • Dewi Dylander, underdirektør i PKA og tidligere dansk chefforhandler
  • Kristian Jensen, folketingsmedlem for Venstre
  • Mads Flarup Christensen, generalsekretær i Greenpeace
  • Kristian Ruby, generalsekretær i Eurelectric
  • Monika Skadborg og Nilly Taheri, FN-ungdomsdelegater
  • John Nordbo, klimarådgiver i Care
  • Rasmus Nordqvist, klimaordfører for Alternativet
  • Mattias Söderberg, klimarådgiver i Folkekirkens Nødhjælp
  • Thomas Damkjær Christensen, formand for Ida.

I Altingets temadebatter deltager en række aktører, som skriver debatindlæg om aktuelle emner.

Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes holdning, og indlæg i Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Dewi Naidu Dylander

Underdirektør, chef for bæredygtige investeringer, PKA, bestyrelsesmedlem, Concito, bestyrelsesformand Dansif, bestyrelsesmedlem, Finansforeningen
cand.jur. (Københavns Uni. 1994)

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

0:000:00