Professor: Skal EU sætte sig på gassen?

Af Bent Ole Gram Mortensen
Professor, Juridisk Institut, Syddansk Universitet

Naturgas står højt på dagsordenen i EU for tiden. Det kan ikke undre, for EU bliver mere og mere afhængig af naturgasimport.

Til trods for en øget produktion af vedvarende energi ventes der ikke noget større fald i naturgasforbruget. Til gengæld falder naturgasproduktionen, blandt andet fordi EU’s største naturgasfelt i Groningen i Holland har reduceret produktionen på grund af jordskælvsfare. Det vil kunne mærkes, blandt andet i det tyske Ruhrdistrikt.

På den positive side er det vedholdende naturgasforbrug udtryk for, at naturgas er en måde at reducere forbruget af mere forurenende typer af fossile brændsler (olie og kul), mens vi venter på, at VE-teknologierne engang i fremtiden forhåbentlig kan levere varen til en stadig større og energihungrende verdensbefolkning.

Kommissionens interesse
EU-Kommissionen er naturligvis interesseret i naturgassen, da denne udgør en stor del af energiforbruget i EU.

EU-Kommissionen har i mere end 20 år forsøgt at skabe et indre naturgasmarked. Blandt andet har EU lavet lovgivning af forskellig art, der regulerer transmissionsledninger i og mellem medlemsstaterne. Så sent som i oktober 2017 kom der en forordning om gasforsyningssikkerheden.

I november 2017 har Kommissionen imidlertid foreslået en ændring, således at EU’s gasmarkedsdirektiv også fremadrettet skal omfatte de rørledninger, der fører naturgas ind til EU fra andre lande, for eksempel Rusland. Det har ellers været overladt til de enkelte medlemsstater at regulere ilandføring af den slags forbindelser.

Det har givet de enkelte EU-medlemsstater mulighed for selv at have afgørende indflydelse på sammensætningen af den nationale energiforsyning.

Nord Stream 2
Men et konkret projekt – Nord Stream 2 – spøger i kulissen. Projektet består i en fordobling af kapaciteten på den naturgastransitforbindelse, der allerede går gennem Østersøen mellem Rusland og Tyskland.

Kommissionen har længe og forgæves forsøgt at få indflydelse på udvidelsen af den forbindelse. Men EU’s lovgivning har simpelthen ikke omfattet den slags transitforbindelser ind i og ud af EU.

Projektet er blevet en politisk varm kartoffel, også i Danmark, da transmissionsforbindelsen skal gå gennem dansk farvand og kræver dansk myndighedsgodkendelse.

Her er den danske regering under pres fra andre stater, både de, der ønsker forbindelsen etableret, for eksempel Tyskland, og de, der er imod, for eksempel USA. Den danske regering håber vel mest af alt på, at Kommissionen vil overtage det politiske ansvar for at godkende eller afvise forbindelsen.

Nu prøver Kommissionen så at få indflydelse ved at få ændret gasmarkedsdirektivet til også at omfatte den slags projekter.

Balancen forrykkes
Det kan synes som en teknikalitet med ændring af naturgasdirektivet, men det rykker i virkeligheden på forholdet mellem medlemsstaterne og EU.

Med den seneste traktat har EU forskellige kompetencer i forhold til det indre energimarked, netsammenkobling, forsyningssikkerhed med videre (TEUF artikel 194).

På den anden side fastslås også en ret for de enkelte medlemsstater til at ”fastsætte betingelserne for udnyttelsen af dens energiressourcer, dens valg mellem forskellige energikilder og den generelle sammensætning af dens energiforsyning.”

Den balance bliver forrykket, hvis Kommissionen i kraft af en ændring af naturgasdirektivet kan få indflydelse på og eventuelt helt kan stoppe de enkelte medlemsstaters mulighed for at godkende den slags transmissionsforbindelser? Blandt andet findes der en veto-bestemmelse i naturgasdirektivet, hvis der fra national side gives dispensation fra nogle af markedsbestemmelserne.

Fra klarhed til uklarhed
Den eksisterende jura på området er egentlig rimelig klar.

Havretskonventionen fastslår retten til at etablere rør- og kabelforbindelser uden for kyststaternes territorialfarvand. EU’s markedsbestemmelser gælder ikke transmissionsforbindelser ud af og ind i EU, men først når gassen er landet i EU.

Ændrer vi på det, kan man spørge sig selv, om det egentlig er i strid med de begrænsede kompetencer, kyststaterne efter Havretskonventionen har uden for territorialfarvandet. Desuden er der jo mindst to lande direkte koblet på en international transmissionsforbindelse.

I Nord Stream 2’s tilfælde er det Rusland og Tyskland. Hvad hvis Rusland også insisterede på, at russisk ret skulle gælde for hele ledningen? Kommissionens svar er, at så må der laves en international aftale om det projekt – med Kommissionens mellemkomst.

Vil vi virkelig det?
Den danske og andre medlemsstaters regeringer må spørge sig selv, om man fremadrettet vil give EU mere indflydelse på de enkelte medlemsstaters forsyningssikkerhed, blot for at blandt andet Danmark kan slippe for selv at skulle tage stilling i en enkelt politisk betændt sag.

En sag, hvor Danmark i praksis formodentlig kun kan vælge mellem at få transmissionsledningerne nord eller syd om Bornholm og måske bidrage lidt til et øget konfliktniveau i Østersøen.

Lykkes det EU-Kommissionen at få ændret naturgastransmissionsdirektivet, vil det påvirke alle tilsvarende gastransmissionsledninger, og man kan vel forvente, at tilsvarende ændringer vil komme for eltransmissionsforbindelser.

Danmark har selv interesse i at være velforbunden med omverdenen på både el- og gasområdet. Vil vi overlade det til EU-Kommissionen for fremtiden at forhandle om Danmarks muligheder for at blive sammenkoblet med lande uden for EU, at give EU-Kommissionen en de facto vetoret? Det er konsekvensen af den foreslåede ændring af naturgasdirektivet.