Dansk konkurrenceevne bygger på adgangen til kvalificeret og uddannet arbejdskraft, første klasses infrastruktur, adgang til sundhed, børnepasning og ældreomsorg, som frigør arbejdskraften, og et socialt sikkerhedsnet, der har givet Danmark et af den industrialiserede verdens mest fleksible arbejdsmarkeder og samtidig griber lønmodtagerne, hvis eller når man ikke kan stå.

På den lidt højere klinge kan man endda sige, at sikkerhedsnettet er med til at mindske social uro. Med andre ord hviler dansk konkurrenceevne og virksomhedernes arbejdskraftinput til produktionen på alt det, vores velfærdssamfund leverer – hvilket kræver tilstrækkelig finansiering blandt andet via selskabsskatten.

Den stigende ulighed i indkomst og ekstreme ulighed i formuefordeling svækker den sociale kontrakt yderligere i Danmark – og sænkes skatten for kapitalejere yderligere, risikerer vi decideret at rive den sociale kontrakt over. De lobbyorganisationer, der arbejder for selskabsskattenedsættelse, skal tænke sig grundigt om, om det er dét, de ønsker.

Lavere skat bringer ikke Danmark i balance
Uligheden skyder i vejret i Danmark. Gini-koefficienten (det mest brugte mål for ulighed i indkomster), var i starten af 1990’erne 22 procent, og er i 2021 vokset til over 30 procent; i høj grad drevet af de politiske valg, der træffes på Christiansborg. Mere end 30 års Venstre-liberalisme og højresocialdemokratisk politik har forandret vores samfund markant; mellem by og land og mellem indkomstgrupper.

Forklaringen bag den stigende ulighed skal blandt andet findes i et fald i den progressive beskatning og i udviklingen i overførselsindkomster. Udviklingen i overførselsindkomsterne blev sat til at vokse langsommere end lønudviklingen, hvilket over årene har betydet, at eksempelvis dagpengene er flere tusinde kroner lavere, end de ville være. Udhulingen var et af SRSF-regeringens store svigt. Læg dertil, at lønstigninger til cheflagene er stukket helt af fra udviklingen på det øvrige arbejdsmarked.

Den rigeste ene procent af danskerne ejer cirka en fjerdedel af den samlede formue. De rigeste ti procent ejer knap 55 procent

Trine Pertou Mach (EL)
Skatteordfører

Men den voksende forskel i indkomster i vores samfund er kun en del af historien. Der er også markant forskel i danskernes formuer og dermed markant forskel i både adgang til velstand, forbrugsmuligheder og indflydelse. Formueuligheden har konsekvent været undervurderet, fordi unoterede aktier ikke er indgået i opgørelserne. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd kom i juli med en opgørelse over uligheden i formuer, som bygger på værdien af unoterede aktier i blandt andet familieejede virksomheder. 

Og hvis man stadig går rundt med den illusion, at Danmark ikke er et klassesamfund, er opgørelsen en brat opvågnen til virkeligheden: Den rigeste ene procent af danskerne ejer cirka en fjerdedel af den samlede formue. De rigeste ti procent ejer knap 55 procent.

Denne gruppe af samfundets absolutte top har afgørende beslutningsret, når kommercielle beslutninger – som vedrører hele samfundet – træffes, fordi de ejer virksomhederne. Hvilket igen leder os tilbage til selskabsskatten. Lavere selskabsskat er den forkerte vej at gå; det vil øge uligheden, og fællesskabet ender med regningen.