De fem bud på Kristendemokraternes genopstandelse

I KD's spejling ville den altså hedde 'hos os får du et blåt parti med respekt for de små lokalsamfund og frit valg i velfærdssektoren. Samtidigt får du mere ambitiøs klimapolitik, og du undgår at integrationen bliver skruet endnu en tand strammere.'

Det kræver en konstant tilstedeværelse i mediebilledet. Det er Facebook-opslag, debatindlæg og, at man ringer til oplinere på radioen i en uendelighed.

Og det leder til det næste.

2. Begær din næstes vælgere

Der er mange, der ikke bryder sig om, når politikere pointerer, hvorfor deres politik er bedre end konkurrentens i stedet for kun at fortælle om deres egen. Men politik er et nulsumsspil, og stemmerne kommer ikke ud af den blå luft. De skal tages fra andre.

Det er nu også svært at redegøre for, hvorfor en politiker ikke må tale om andres politik. Hvis for eksempel Alternativet er i en klimadebat med Nye Borgerlige, er de så ikke i deres gode ret til at sige, at deres klimapolitik er bedre end de andres? Andet ville i hvert fald være fjollet.

Giver de op på folketingskandidaturene, kan de lige så godt lægge partiet i graven

Morten Reimar

Vil KD have flere vælgere, er de nødt til at tage dem fra andre. De er nødt til at fortælle vælgerne, hvorfor de er et bedre parti end de andre.

Det er klart, at nogle – særligt borgerlige partier på Christiansborg – har fået store boost i målinger og valgresultater på, at konkurrenterne har set skidt ud på grund af mediesager og internt bøvl, der stod i skarp kontrast til harmoni og balance hos dem selv. Men det er åbenlyst ikke kommet KD til gode.

Der skal altså noget mere til end bare at forsøge at ligne et alternativ til kaos. Derfor må første opgave for den kommende formand være at tage et par store interviews med nøje udvalgte medier, hvor han eller hun angriber andre partiers flanker og forklarer, hvad de andre partier ikke gør godt nok, siden der er mere brug for KD i dag end nogensinde før.

For eksempel burde det være muligt at lave en forside på Jyllands-Posten, der hedder 'KDs nye formand: Vi borgerlige partier har glemt naturen', eller 'KDs nye formand: Børnenes trivsel er for vigtig til at overlade til socialisterne'. Bum.

3. Bliv på scenen

Med sin afgang som formand, sendte Marianne Karlsmose en bøn til sit parti: Drop folketingsvalgene. KD har været opstillet ved hvert eneste folketingsvalg siden stiftelsen i 1970, men har som bekendt ikke formået at komme op over de famøse to procent siden 2001.

Tværtimod har resultaterne ligget og rodet rundt nedenunder spærregrænsen med partiets ringeste resultat ved det seneste valg på en halv procent.

Derfor er det ikke underligt, hvis nogen tænker, det er spild af tid og kræfter, og at ressourcerne var bedre brugt andre steder. Karlsmose selv har foreslået, at KD mere entydigt skulle være et lokalt forankret parti, der koncentrerede sig om kommunal- og regionsrådsvalg.

Men det vil med al sandsynlighed betyde partiets død. Folketingsvalg er og bliver den absolut bedste platform for ethvert politisk parti. Langt de fleste vælgere følger først for alvor med i politik, når det ikke er til at komme udenom. Og det må man sige, det ikke er, når der er folketingsvalgkamp.

Selvfølgelig handler det om abort. Det gjorde det sgu da også sidst

Morten Reimar

Her er der politik i TV, i radioen, i fredagsunderholdningen og så videre. Og som opstillingsberettiget parti kommer man med i de samme partilederdebatter som alle de andre, større partier.

Man får sit eget interview med Kåre Quist på DR1 lige efter aftensmaden, og man får mulighed for at komme igennem alle de andre formater, medierne har strikket sammen, der alle hedder noget i stil med ’Mød Partierne’.

Det betyder altså, at et lille parti som KD bliver stopfordret ned i halsen på hele Danmarks befolkning, med så godt som ligeså meget taletid som de andre partier, om de vil det eller ej. Og det er der ikke noget parti, der er for fint til at sige ja tak til.

Ingen siger, KD skal sætte næsen op efter at blive valgt. Det er efterhånden ikke engang komisk at se på, det gør bare ondt. Men de har brug for platformen. KD skal naturligvis bruge næsten al deres energi på at arbejde benhårdt lokalt frem mod det kommende kommunal- og regionsrådsvalg. Men der burde være tid til at deltage i en to-tre partilederdebatter hvert fjerde år.

Giver de op på folketingskandidaturene, kan de lige så godt lægge partiet i graven. Eller som minimum omdøbe det til 'Ringkøbing-Skjern-Listen'.

4. Svar for satan!

Det kan efterhånden ikke komme som en overraskelse for KD's kandidater, at de i løbet af ethvert interviews første fire minutter bliver spurgt, om de er for eller imod abort. Alligevel var de så sent som i dette års valgkamp alt, alt for vaklende. De havde simpelthen ikke et svar, der kunne rummes af en enkelt sætning.

Og det er åndssvagt, når de nu ved, det spørgsmål kommer. Det er ikke godt nok at forfalde til en af to taktikker. Enten begiver de sig ud i et alt for langt svar, der lyder som et debatindlæg i Kristeligt Dagblad læst op i halvt tempo, eller også skyder de på spørgeren og brokker sig over, det altid skal handle om abort.

Den rigtige formand er muligvis det vigtigste af alt for et parti

Morten Reimar

Selvfølgelig handler det om abort. Det gjorde det sgu da også sidst.

Partiet er nødt til en gang for alle at finde ud af, om de er for eller imod fri abort. Og om de vil nedbringe antallet af aborter eller ej. Og svaret må ikke fylde mere, end der er en finger til hvert ord. På én hånd.

Det samme gælder deres holdning til homovielser, fertilitetsbehandling til lesbiske og så videre. Og uanset hvad de ender med at blive enige om at mene, så skal det afklares hurtigst muligt. For lige nu ser taktikken ud til at være, de forsøger at snakke om alt muligt andet.

Som vælger er det nemt at gennemskue. Og jo mere de forsøger at tale om alle de pæne og populære holdninger, de har, jo mere fryder man sig over journalisternes borende spørgsmål.

Så sæt jer sammen i et menighedshus et sted og bliv enige om en klippefast holdning foruden ét klart svar til de otte oftest stillede spørgsmål. Gå så ud og tag tæskene, for det vil der være, uanset hvad I bliver enige om, og kom videre.

5. Find en frelser

Efter Karlsmoses afgang, er formandsposten fordelt ligeligt mellem de to næstformænd, indtil partiet finder en ny leder til oktober næste år. Dét landsmøde kan blive skæbnesvangert for partiet, som bør tænke sig enormt grundigt om, inden de udnævner en ny formand. Det kan blive den sidste.

Isabella Arendt var en politisk superstjerne. Hun kom ud af det blå, støvede partiets image af, udfordrede vælgernes indtryk af Kristendemokraterne og var tæt-tæt på at sikre et comeback til folketinget i 2019. Hun valgte dog at skifte til Konservative i foråret. Angiveligt grundet manglende opbakning internt.

Den rigtige formand er muligvis det vigtigste af alt for et parti. Bare tag to partier, der kom buldrende ind ved de seneste valg: Moderaterne og Danmarksdemokraterne, båret frem af deres frontfigurer, henholdsvis Lars Løkke og Inger Støjberg. Deres personlige karisma og gennemslagskraft var uden tvivl vigtigere for partiernes gode valg end samtlige øvrige kandidater til sammen, plus politikken.

Det er således ikke nok, at en ny formand er populær i baglandet, spiser ostemadder til vælgermøder og husker lokalformændenes børnebørns navne. Nej, en lokalformand skal kunne sælge biletter – også til dem, der ikke plejer at stemme på partiet, for dem er der åbenlyst ikke nok af.

Et bud kunne være Kristian Andersen, det ekstremt populære byrådsmedlem i Ringkøbing-Skjern, der i 2019 fik næsten 11.000 personlige stemmer, men altså ikke stillede op i 2022.

Nej, modsat Arendt er der nok ikke mange, der vil få et radikalt forandret indtryk af Kristendemokraterne ved mødet med den 55-årige tidligere forstander på en Luthersk Missionsk efterskole i Tarm. Men 11.000 stemmer kommer ikke af sig selv.

Partiet har brug for at vælge en leder, der udover at kunne tage styring med partiet også er i stand til at tegne partiet udadtil. De kan vælge en ny Arendt-figur, der fornyer og udvider, eller de kan vælge en Andersen, der taler til målgruppen bedre end nogen anden.

Uanset hvad kræver det, at resten af partiet bakker den næste formand op, så denne ikke skrider til et andet parti, bedst som det begynder at ligne noget. Igen.