Etisk Råd om ny abortlov: To advarselslamper blinker

Den første ændring vedrører en revision af betingelserne for at kunne få tilladelse til abort, når ugegrænsen for den fri abort er overskredet.

Her rykkes den såkaldte fostermedicinske indikation op som nummer ét på den liste af betingelser, som kan give tilladelse til abort efter ugegrænsens udløb.

Samtidig moderniseres formuleringen af betingelsen, så den siger, at der kan gives tilladelse til abort, hvis "der på grund af en genetisk tilstand, sygdom eller misdannelse hos fosteret er en væsentlig risiko for, at barnet vil få alvorlig sygdom".

Det mest interessante er dog den ledsagende forklaring på, hvad der skal forstås ved 'væsentlig risiko'.

Her forklares det, at der "ved væsentlig risiko forstås, at fosterdiagnostiske undersøgelser skal vise, at der er en øget sandsynlighed for, at barnet vil lide af en alvorlig lidelse eller sygdom, som ligger uden for det normale", sådan så "sandsynligheden for, at barnet vil få en alvorlig sygdom eller lidelse, skal være højere end den, der gælder generelt".

En væsentlig risiko defineres altså som en sandsynlighed, der er større, end den, der gælder generelt.

Hvad enten der er tale om en sandsynlighed, der er 0,5 procent større end den, der gælder generelt, eller en, der er 50 procent større, vil der altså være tale om en væsentlig risiko.

Både fra et dagligsprogsperspektiv og fra et etisk perspektiv er det uheldigt at sætte 'væsentlig risiko' lig med 'øget sandsynlighed'

Leif Vestergaard Pedersen og Ida Donkin
Hhv. formand og næstformand, Det Etiske Råd

Der skal selvfølgelig være tale om en øget sandsynlighed for en alvorlig sygdom, men så længe sandsynligheden er øget, skal det altså betragtes som en væsentlig risiko.

Det er helt forståeligt, at det kan være svært at afgøre, hvor meget, en sandsynlighed for en bestemt sygdom skal være øget, for at der er tale om en væsentlig risiko.

I de senere års praksis er der set eksempler på, at selv ganske små procentvise øgninger er blevet anset som "væsentlige".

Men både fra et dagligsprogsperspektiv og fra et etisk perspektiv er det uheldigt at sætte 'væsentlig risiko' lig med 'øget sandsynlighed'.

Fra et dagligsprogsperspektiv betyder 'øget sandsynlighed' og 'væsentlig risiko' ganske enkelt ikke det samme, og når de sættes lig hinanden, er det derfor med til at gøre loven unødvendigt uigennemskuelig.

Og fra et etisk perspektiv er ophævelsen af ideen om en 'væsentlig risiko' samtidig så stor en ændring, at det kræver en mere udførlig begrundelse end den meget generelle (tenderende til det ikke-eksisterende), som findes i lovforslaget.

Levedygtighedskriteriet sættes ud af spil

Behovet for en eksplicit etisk begrundelse understreges i endnu højere grad af den anden ændring i lovforslaget.

Denne ændring vedrører betingelserne for at kunne få tilladelse til abort, når det ikke kun er ugegrænsen for den fri abort, som er overskredet, men også grænsen for, hvornår barnet vurderes at være levedygtigt (omkring uge 22-24).

I den eksisterende lovgivning er det kun i de særlige tilfælde, hvor en fostermedicinske indikation 'med afgørende vægt' taler for det, at der kan gives tilladelse til abort i en sådan situation.

I det nye lovforslag er denne ide dog droppet, så der ikke kræves andet, end at den fostermedicinske indikation er opfyldt.

For den fostermedicinske indikation synes levedygtighedskriteriet altså i praksis at være sat ud af kraft, for så vidt der ikke er forskel på de krav, der stilles til at få tilladelse til abort, når grænsen for den fri abort er overskredet, og når grænsen til levedygtighed er overskredet.

Hvis man ser de to ændringer under et, virker de til at svække det såkaldt gradualistiske princip, som har spillet en central rolle i dansk abortpraksis.

Det bør begrundes tydeligere, hvilke overvejelser, der ligger bag en så grundlæggende ændring af betingelserne for abort

Leif Vestergaard Pedersen og Ida Donkin
Hhv. formand og næstformand, Det Etiske Råd

Ifølge dette princip bør der i forbindelse med abort stilles større og større krav til såvel sandsynlighed som alvorlighed i takt med, at fosteret udvikler sig.

For i takt med at det gør det, er den gradualistiske grundide, at hensynet til dets interesser gradvist får større og større vægt.

Fordi det gradualistiske princip har været så centralt for dansk praksis, finder Det Etiske Råd, at det bør begrundes tydeligere, hvilke overvejelser, der ligger bag en så grundlæggende ændring af betingelserne for abort.

Er det for at gøre loven nemmere at administrere? Er det fordi den fostermedicinske indikation er helt særlig? Og hvis det sidste er tilfældet, hvad er det så, der gør den så særlig?

Er det, at aborten primært foretages af hensyn til fosteret? Og hvis det er begrundelsen, hvor sikker er man i så fald på, at det er tilfældet?

Forsterundersøgelser er i rivende udvikling

Formålet her er som sagt ikke at besvare disse spørgsmål, men at gøre opmærksom på, at de fremhævede ændringer er så grundlæggende, at de bør ledsages af en begrundelse, der svarer på den slags spørgsmål.

Samtidig kan det til sidst også være værd at bemærke, at ændringerne peger på den tætte sammenhæng mellem abort og fosterundersøgelser.

For abort på fostermedicinsk indikation kan kun finde sted, hvis der er foretaget fosterundersøgelser, som har konkluderet, at der er en øget sandsynlighed for alvorlig sygdom.

Som Det Etiske Råd har beskrevet i dets seneste udtalelse om fosterundersøgelser og etik er mulighederne for fosterundersøgelser inde i en voldsom udvikling, så det hele tiden bliver muligt at undersøge for flere og flere især genetiske tilstande, som kan give grund til at tro, at der er en øget sandsynlighed for, at barnet vil få en bestemt sygdom.

Når lovforslaget basalt set synes at sætte ideerne om 'væsentlig risiko' og 'afgørende vægt' ud af kraft for den fostermedicinske indikation, er der kun ideen om 'alvorlighed' tilbage til at begrænse muligheden for fosterundersøgelser og for abort på fostermedicinsk indikation.

Faglighed er ikke tilstrækkeligt

I lovforslaget er der nogle fornuftige overvejelser om, hvordan man kan forsøge at vurdere alvorligheden af en sygdom ved at se på faktorer så som antallet af påkrævede operationer, de enkelte operationers omfang og sandsynligheden for, at operationerne er vellykkede.

Udover disse kvantitative forhold, som forudsætter en faglig vurdering, anerkendes det i lovforslaget dog også, at der er et grundlæggende kvalitativt spørgsmål om, hvor alvorlig barnets lidelser må forventes at blive, hvis det bliver født.

Fordi det i bund og grund er et etisk spørgsmål, vil det aldrig være udtømt af faglige vurderinger alene. Det kræver i stedet en etisk stillingtagen, som går ud over det rent sundhedsfaglige

Leif Vestergaard Pedersen og Ida Donkin
Hhv. formand og næstformand, Det Etiske Råd

Som Det Etiske Råd ser det, er dette ikke et spørgsmål, som bestemte fagligheder eller personer har særlige forudsætninger for at tage stilling til.

Det er vigtigt, at de personer, der forholder sig til spørgsmålet, har de bedste faglige vurderinger til rådighed.

Men fordi det i bund og grund er et etisk spørgsmål, vil det aldrig være udtømt af faglige vurderinger alene.

Det kræver i stedet en etisk stillingtagen, som går ud over det rent sundhedsfaglige.

Det er blandt andet af den grund, at Det Etiske Råd i sin seneste udtalelse om Fosterundersøgelser og etik anbefalede, at vurderingen af, hvornår bestemte sygdomme og tilstande er alvorlige nok, til at de bør indgå i det offentlige forsterdiagnostiske program, som tilbydes til alle gravide i Danmark, bør foretages i en bredere kreds end en rent faglig, sådan som det i mange år har været tilfældet i forbindelse med abort.

Og selvom det ikke er noget, rådet har diskuteret, er det vores personlige holdning, at den foreslåede ændring af abortlovgivningen blot er med til at gøre diskussionen om en sådan regulering af det fosterdiagnostiske program endnu mere relevant.