Filosofiprofessor svarer lektor: Vores demokrati har brug for kirken, ikke universitetselitens gode værdier

Det andet, jeg har at sige til ovenstående udsagn, er, at Tore Vincents Olsens kronik i sig selv er et eksempel på det præcis modsatte af samtale og interesse for hinanden. Faktisk mindes jeg ikke at have mødt en modstander, der i den grad ser ned på mine standpunkter og som følge heraf viser dem lige præcis ingen interesse overhovedet.

Alvorlig uvidenhed

Berøvet vilje og evne til at begribe mit ærinde må Vincents Olsen derfor konstruere mit standpunkt som en formørket version af den spanske inkvisition. Centralt står en påstand om, at jeg repræsenterer en nationalkonservativ, kulturkristen elite, der alene kender 'de gode værdier' og følgelig har ret og pligt til at indprente disse værdier i de rodløse stakler, der udgør bunden af det naturlige hierarki, denne konservatisme angiveligt antager eksisterer.

Jeg har vænnet mig til, at universitetskolleger, blændede af lyset fra den europæiske oplysning og faste i troen på fremskridt og afkristning, ikke altid forstår, hvad jeg skriver. Det er mere alvorligt, at en demokratiforsker fremstår helt uvidende om, hvilke roller det nationale, konservatismen, kulturkristendommen, monarkiet og eliterne spiller i vores samfund.

Berøvet vilje og evne til at begribe mit ærinde må Vincents Olsen konstruere mit standpunkt som en formørket version af den spanske inkvisition.

Bent Meier Sørensen
Professor, CBS

Vincents Olsen spørger, om kulturkristne "virkelig selv" tror på skabelsen, inkarnationen og opstandelsen, hvortil der kun er at sige: Nej, det gør de ikke. Det er netop, hvad der adskiller kulturkristne fra lidt mere aktive 'kirkekristne' som mig selv: Kulturkristne deler og agter kristendommens værdier, men regner ikke nødvendigvis sig selv som troende i trosbekendelsens forstand.

Som sådan har kulturkristne – hvis de en skønne dag skulle få brug for den – min fulde respekt og solidaritet, men det er også netop her, at dåbstallene bliver afgørende. For hvis de kulturkristne i højere og højere grad lader andre – de kirkekristne – om at holde folkekirken i live, kommer de værdier og den kulturarv, som de sætter højt, i fare.

Dette er en central pointe i min kronik om dåbstallene – og i øvrigt også i min seneste bog 'De grænseløse' (2025): Hvis den store gruppe af kulturkristne helt holder op med at døbe deres børn, vil den folkekirke, de i reglen ikke ønsker forsvinder, alligevel gå under.

Demokrati har brug for religion

At motivere alle disse danskere til at blive aktive troende overlader jeg, modsat hvad Vincents Olsen hævder, til højere magter og disses kirke på jorden. Til gengæld opfordrer jeg dem naturligvis til at fortsætte med at være medlemmer af folkekirken og via dåben melde deres børn ind.

Det gør jeg, fordi vores demokratiske samfund har brug for de institutioner, vi har overtaget fra vores rige fortid: kirke, krone, modersmål og fædreland.

Lige dér ligger min konservatisme begravet. Den afviser, at en lille, fjern elite – for eksempel den, der måtte være fanget i Tore Vincents Olsens ekkokammer på Aarhus Universitet – skal prædike 'de gode værdier' for de uvidende masser, nemlig sekulariseret samtale med "en kritisk brod mod religionen og traditionen."

Det omvendte gælder. Imod overfladisk kritik og strategisk uvidenhed skal sættes tung tradition og alvorlig samtale: Vi har brug for kirken, for dens ritualer og traditioner, deri ligger dens bidrag til den lokale sammenhængskraft og til resonans med verden. Det er den tyske resonanstænker Hartmut Rosas konklusion: ”Demokrati har brug for religion.”

Vi har samtidig også brug for det, som angiveligt ligger Vincents Olsen på sinde: samtalen, inklusive kirkens samtale.

Vi har brug for kirken, for dens ritualer og traditioner, deri ligger dens bidrag til den lokale sammenhængskraft og til resonans med verden.

Bent Meier Sørensen
Professor, CBS

Kirken er den sidste institution i lokalområderne

Når jeg rejser land og rige rundt og holder foredrag om mine bøger, så sker det ofte i den kirke, der er den eneste og sidste institution i lokalområdet: Skolen er lukket, Brugsen er lukket, andelsmejeriet er lukket, håndboldklubben er lukket, spejdertroppen er lukket. Der er kun kirken tilbage.

Her står jeg og taler med ti eller halvtreds mennesker om, hvad der er vigtigt i vores samfund lige nu. Aldrig har jeg følt mig i tættere kontakt med demokratiet og med vores folk, end når jeg deltager i denne samtale.

De andre deltagere er ofte ældre medborgere og lokale intellektuelle, der minder én om, at netop vores land, Danmark, er velsignet med et niveau af oplysning og engagement, der med rette har gjort vores samfundsmodel til et verdenskendt ideal.

Mine foredrag bringer mig til fjerne, landlige egne af riget såsom Lolland, Sønderjylland, Nordjylland og så videre. Her bekymrer man sig om ungdommen, om krigstruslen, om dagen i morgen og om, hvorfor vi er holdt op med at invitere hinanden på middag.

Man interesserer sig for dåbstallene, for Kongens tro, og for hvornår Kristus mon kunne tænkes at komme igen. På disse egne – fjernt fra universiteternes symbolanalyserende overklasse og fremmed for dens hovne tillid til egen dømmekraft – ser man hinanden i øjnene og viser interesse for hinandens interesser.

At kirken har spillet en afgørende rolle for udviklingen af det danske demokrati, véd Tore Vincents Olsen egentlig godt.

I andre publikationer nævner han Luther, Grundtvig, lokale fællesskaber og åndelig vækkelse. Men det er kun honnørord for begivenheder og tanker, der for ham tilhører en mørk og overtroisk fortid. De tilhører den fattige epoke, før han selv kom til verden for at berige den med lidt halvkogt Hal Koch.

Vi har brug for hinanden

Imidlertid må følgende indsigt ligge bag enhver alvorlig diskussion af demokrati: Demokrati er vores civilisations skrøbeligste blomst.

Den kan ikke skabe forudsætningerne for sig selv, og den kan ikke understøtte sig selv. Både demokrati og samtale er afhængige af institutioner og traditioner, både sekulære og sakrale, af demokratiske og rodfæstede borgere, af lokale fællesskaber, af familier og af håndboldklubber.

I sin nye bog 'Jesus – den første socialist' (2025) viser professor Jørn Henrik Petersen direkte, at den tidlige arbejderbevægelse var meget konkret inspireret af kristendommen og Jesu lære – længere er afstanden ikke.

Samtidig gælder også her det lutherske frihedsbrev: Vi skal ikke underkaste os kloge professorer eller fjerne eliter i Rom eller andetsteds, men selv læse skrifterne og tale sammen; kun sådan finder vi ud af, hvad vi skal tro på, og hvad vi skal mene.

Denne indsigt har aldrig været mere relevant, end den er i dag, hvor vi er gået ind i Europas mørke tid. Det vil kræve alle vores ressourcer, økonomiske såvel som åndelige, at lede vores enestående civilisation og dens demokrati sikkert ud af dette mørke.