Personfikseringen er ikke udtryk for en overfladisk politisk kultur

Det er, når man ser en politiker og tænker: ”Det er jo ligesom mig!”, at man for alvor bliver revet med. En politiker kan virkelig få vind i sejlene, når hun lykkes med at iscenesætte sig selv som ’en kvinde af folket’ – tænk bare på Inger Støjberg.

Når nu man siger, at den politiske hukommelse er kort, er det meget sigende, hvor stærkt vi husker store personligheder.

Vi husker Greta Thunberg som person, meget mere end indholdet i hendes taler, uanset hvor indsigtsfuldt det måtte være. Vi husker de følelser, hun vækker i os, og hvad hun står for.

Og hvis vi går længere tilbage, husker de fleste så meget mere end sætningen ”I have a dream” fra Martin Luther Kings legendariske tale i august 1963? Næppe. Men han har virket som et samlende og mobiliserende ikon for et utal af bevægelser lige siden.

Både den lille og den store historie bliver drevet fremad af mennesker, der overskrider det givne

Silas Marker

Måske vi bedre kan forstå betydningen af personer i politik, hvis vi konsulterer den politiske filosofi. Ifølge G.W.F. Hegel er et individ altid søn af sin tid og kan derfor ikke stå uden for denne, som Hegel skriver i sine Forelæsninger over historiens filosofi.

Vi er alle formet af vores historie, kultur og sprog. På den måde er vi alle udtryk for det, Hegel berømt kalder verdensånden, der driver historien fremad.

Men ånden virker i historien gennem de store mennesker – heltene. Hegel beskrev selv, hvordan han ”så verdensånden til hest,” da han i 1806 så den sejrende Napoleon ride gennem Jena.

Helten går foran, handler og tager chancer. Helten viser vejen, selvom det ikke nødvendigvis er i overensstemmelse med sædeligheden – de gældende normer, skikke og regler – på heltens levetid.

Da vi er børn af vores tid og derfor kun har sædeligheden at bedømme hinanden ud fra, kan vi kun afgøre på bagkant, når historien skal skrives, om den person, der trodser sædeligheden, i virkeligheden var en helt eller en tyran. Eller bare et fjols.

For igen at tage fat i Thunberg: Der var intet i den gængse fornuft tilbage i 2018, der tilsagde, at det ville gøre nogen forskel, at hun som ene person satte sig med et skilt foran det svenske parlament og skolestrejkede for klimaet. Hun blev da også latterliggjort som et fjols.

Resten er (verdens)historie. En heltinde – som vi her på bagkant vel roligt kan kalde hende – satte ild til en global klimabevægelse, der lige siden har præget valgkampe, talt i FN-forsamlinger og skabt en større bevidsthed om klimakrisen.

Thunberg var datter af sin tid og sædelighed. Men hun endte med at overskride tiden og drive historien fremad.

Både den lille og den store historie bliver drevet fremad af mennesker, der overskrider det givne. Og hvad er mennesket, hvis ikke denne radikale frihed til at overskride det, der er givet?

På den ene side handler politik om de store strukturer, konjunkturer og tendenser. Men fordi politik også handler om mennesker, burde det ikke overraske, at mennesker fylder i politikken.

Man kan med rette kritisere, at politikeres personligheder fylder så meget i mediebilledet

Silas Marker

Og når personer åbenlyst spiller en afgørende rolle i musik, i kultur og i vores privatliv – hvorfor skulle det så være anderledes i politik?

Et modargument kunne være, at politik burde handle om det fælles bedste, og at den politiske sfære derfor burde være præget af en informeret rationalitet, hvor det bedste argument vinder – ikke den bedste person.

Men ’det fælles bedste’ er kun noget af fortællingen om politik. Som Hannah Arendt skriver, er det politiske liv den sfære, hvor mennesket kan realisere sin frihed som menneske.

Helten, kunne man tilføje, er den, der går forrest og realiserer friheden ved at vise vejen og skabe det nye. I denne bevægelse har vi – for at kunne blive et ’vi’, der skaber forandring – brug for nogen, vi kan identificere os med og samles om.

Man kan med rette kritisere, at politikeres personligheder fylder så meget i mediebilledet. Men at personer fylder meget i politik, er grundlæggende hverken udtryk for, at politik er blevet forfladiget, populistisk eller degenereret. Personfikseringen siger snarere noget om politikkens væsen – og det er kommet for at blive.