Provst: Politikerskabt bureaukrati truer med at kvæle folkekirkens demokrati
Christiansborg og Holmens Kirke ligger et stenkast fra hinanden. Men en massiv mængde politikerskabt bureaukrati har skabt en demokrati-skadelig afstand mellem Folketinget og folkekirken. Det er sidste udkald, hvis ikke de menighedsråd, der vælges 17. september, skal gå til, skriver provst ved Holmens Kirke, Birgitte Kvist Poulsen.
Birgitte Kvist Poulsen
Provst, Holmens KirkeFolkekirken er landets største og mest demokratiske organisation. Lokalt lever interessen for demokratiet, og afstanden til indflydelse er kort, men selvom viljen er der, stiller relativt få mennesker op til menighedsrådvalget.
Det er ærgerligt, for næste valg er 17. september, og landets menighedsråd giver umiddelbart adgang til en grundliggende demokratidannelse, som generelt set er en kæmpe gevinst for samfundet.
I menighedsrådene er man fra begyndelsen aktivt involveret i løft af lovgivning og demokratiske processer. Samtidig har man indflydelse på den lokale kirkes visioner og kurssætning – i alt fra grøn, bæredygtig kirke over opmærksomhed på målgrupper til indholdet i kirkernes mange sociale tilbud.
Meget godt kan gøres af få, og vigtige indsatser løftes af engagerede ildsjæle. Landets menighedsråd påtager sig et stort ansvar som offentlig myndighed, men opgaverne er eksploderet i takt med de seneste årtiers dokumenterede og voldsomme stigning i administrative og bureaukratiske tiltag.
De mange benspænd trækker alvorlige veksler på kræfterne og udhuler det overskud, der skal løfte den lokale offentlige myndigheds ansvar, men også livet i kirkerne.
Birgitte Kvist Poulsen
Provst, Holmens Kirke
Fra nye formålsplaner til ændringer i økonomiloven, som på centrale områder stadig kræver ministeriets sagsbehandling og derfor trækker ud. Konsekvensen er ekstremt lange svarfrister, som udmatter og spænder ben for rettidige forandringer.
Udvidede arbejdsretlige regler som eksempelvis årlige medarbejdermøder, krav om lokal arbejdsmiljøorganisation, personalesager og det seneste krav om tidsregistrering er andre eksempler på krav og regler, hvis intentioner er båret af gode hensigter, men understøttelsen mangler.
Voldsom stigning i de bureaukratiske benspænd
Fra politisk hold nævnes afbureaukratisering med jævne mellemrum, men adskillige rapporter – senest fra tænketanken Justitia i 2024 – viser, at dels befinder lovgivningsprocessen sig på et stærkt bekymrende niveau, dels er det statslige bureaukrati gået over gevind.
Tal fra den såkaldte Dybvad-rapport viste sidste år, at antallet af medarbejdere i statens styrelser og departementer er vokset med henholdsvis 41 og 32 procent i perioden 2016-2022. Til sammenligning er antallet af administrative medarbejdere i kommunerne kun vokset med 2,4 procent i samme periode ifølge Kommunernes Landsforening.
Kravene kommer oppefra, men realiseringen kvæler det nære, fordi der hverken følger ressourcer eller tidssvarende systemværktøjer, skabeloner og andet med, som kunne lette lovopfyldelsen.
Nye lovforslag sendes i høring med forkasteligt korte svarfrister på ekstremt uheldige tidspunkter. Forslagene vedtages og træder i kraft nærmest ’over night’, og resultatet bliver en forjaget implementering, som man i øvrigt alt for tit må indstille sig på som værende ’i proces’, da vigtige detaljer kun sjældent er på plads.
Man kan simpelthen ikke følge med, og det hjælper ikke, at meningen med diverse lovændringer og forordninger ikke fremstår tydeligt.
Den kirkelige dagligdag udfolder sig i et tæt samarbejde mellem valgte, præster og medarbejdere, og det skyldes i høj grad en fælles passion for den betydning, som kirken vitterligt har for størstedelen af landets befolkning.
Lokalt er afstanden mellem det engagerede hjerte, de mange frivillige og den lokale kirkes liv derfor hverken på størrelse med Stillehavet eller Storebælt.
Valgte, præster og frivillige såvel som de mange mennesker, der ofte eller lejlighedsvis bruger kirken, kommer jo, fordi det giver mening – også selvom det for nogle opleves som en pligt at deltage i dåb, bryllup og begravelse. På kryds og tværs af alder, økonomi, civilstatus, uddannelsesniveau og meget andet, der ellers deler os ind i kasser, mødes mennesker i troen på det gode liv.
Folkekirken understøtter det politiske engagement i befolkningen, men det er ved at være sidste udkald, hvis ikke engagementet skal kvæles af politikerskabt bureaukrati.
Birgitte Kvist Poulsen
Provst, Holmens Kirke
Mening og sammenhængskraft
Folkekirken er den bredest funderede demokratiske organisation i landet med det højeste antal medlemmer og frivilligt engagerede. Heraf vælger nogle aktivt at spille med i de demokratiske processer.
Folkekirkens tilstedeværelse over hele landet er derfor som et ’kit’, der samtidig yder et uvurderlig lokalt bidrag til samfundet. Det gælder ikke mindst på de social-etiske områder. Og fordi det lokale plan er uløseligt bundet til lovgivningen, er folkekirken lige præcis også forbundet med de visioner, et samfund bevæger sig i retning af.
Set i det lys understøtter folkekirken det politiske engagement i befolkningen, men det er ved at være sidste udkald, hvis engagementet ikke skal kvæles af politikerskabt bureaukrati. De mange benspænd trækker alvorlige veksler på kræfterne og udhuler det overskud, der skal løfte den lokale offentlige myndigheds ansvar, men også livet i kirkerne.
De meningsskabende bidrag drukner, og den demokratiudvikling, man kunne være medspiller i, levnes ingen eller kun ringe plads, fordi lovgivningen tynges af lag på lag, og stadigt mere skal gøres for de samme ressourcer.
Som offentlig myndighed er folkekirken en del af forvaltningen. De enkelte kirkers ansvar og den tillid, det lokale demokrati nyder fra politisk hold, er der al mulig grund til at glæde sig over og være stolt af. Bredt funderet i en kultur og et demokrati folder folkekirkelige fællesskaber sig ud. De er båret af en stolt tradition for den kritiske meningsudveksling, som i vores land akkurat bygger på en kort afstand mellem menigmand, embedsværk og politikere.
Det politiske bureaukrati øger imidlertid afstanden og er ved at slå engagementet ihjel. I folkekirken mødes mennesker af alle slags omkring mødebordet, hvor synspunkter brydes, i kirkerummet til ugentlige gudstjenester, til bryllupper, dåb og begravelser, og i sjælesorgen, hvor man måske nok mødes for egen men ikke mindst for livets skyld.
Der er således mere i spil i kirkerne end offentlig forvaltning og administration.
Sidste udkald
Folkekirkens plads i Grundloven peger for så vidt på dette ”mere”, da den er et udtryk for en grundlæggende anerkendelse af, at der findes andre legitime syn på mennesket end de, der ligger implicit i Christiansborgs lovgivning og regulering.
Det er mit håb, at afstanden mellem Christiansborg og det lokale demokrati bliver mindre. Det er mit håb, at den gode samtale genoptages.
Birgitte Kvist Poulsen
Provst, Holmens Kirke
Gennem århundreder har det kristne livs- og menneskesyn været meddannende – helt konkret i den aktive understøttelse af lokaldemokratiet. Det må vi ikke give køb på ved at overbebyrde det med bureaukrati.
I med- og modklang til samfundet folder kirken sig ud. Den når mennesker med en anden stemme og med andre ord end eksempelvis ”klient”, ”patient” og ”borger”. Kirken vil fortsat gerne bidrage, for den er stolt over at bære med, taknemmelig for ansvaret og glæder sig over tilliden. Men det er mit håb, at afstanden mellem Christiansborg og det lokale demokrati bliver mindre. Det er mit håb, at den gode samtale genoptages.
De lokale kirker vil gerne løse opgaverne og forventer ikke, at andre skal gøre det, men derimod at blive taget alvorligt som medspiller. Kirkerne har masser at byde på – ikke kun som en lokalafdeling af de offentlige myndigheder, men netop som medspiller i den stadige udvikling af samfundet og demokratiet.
Kirken har altid bidraget til det fælles, samfundsopbyggende liv, og skal den blive ved med det, kræver det politisk vilje til en afbureaukratisering, som for alvor understøtter folkekirken.
Den grundliggende demokratidannelse i landets menighedsråd er en gevinst for samfundet. Bredt set nyder kirken respekt og anerkendelse, men det er ved at være sidste udkald, hvis ikke de mange gode kræfter, der vælges til menighedsrådene 17. september, skal gå til i tungere og tungere bureaukrati.