Medstifter af ngo: Jeg var lettet, da jeg havde sat mit kryds. Endelig var endnu en valgkamp i danske muslimers navn slut

Blækket på min stemmeseddel var knap nok nået at tørre, før jeg næsten dånede af lettelse. Endelig var endnu en valgkamp i danske muslimers navn slut.

Det siges, at valg vindes mellem valg. Og som 28-årig dansk statsborger, der kom til landet som 3-årig – flygtning fra Afghanistan – kan jeg kun nikke genkendende til udsagnet.

I al den tid, jeg kan huske, har alene mit navn – ikke mine akademiske eller arbejdsmæssige resultater – været en del af en politisk fortælling om problemer, der skulle løses.

Efter 25 år som medborger har jeg været vidne til en debatkultur, hvor etniske minoriteter igen og igen bliver gjort til skydeskive i dansk politik. Årets folketingsvalg var ingen undtagelse.

'Rejs hjem'

Da valgkampen blev skudt i gang, præsenterede Morten Messerschmidt (DF) sin genkendelige kampagne med en rørende klarhed i stemmen: Danmark har brug for en strammere udlændingepolitik, flere hjemsendelser og større tryghed. Rejs hjem. Rejs hjem. Rejs hjem.

Men hverken i sin retorik eller sin politik står Messerschmidt alene. Spørgsmålet er snarere, hvilket grundlag den fortælling hviler på.

I dag er stram udlændingepolitik ikke længere et særstandpunkt, men en konkurrencesport – uden en egentlig vinder. I praksis er politik i stigende grad blevet synonym med stram udlændingepolitik.

Komplekse samfundsproblemer reduceres til én identitetsmarkør. Ikke fordi den nødvendigvis forklarer noget, men fordi den er enkel og politisk effektiv.

Monica Ghafuri
Afghansk flygtning, medstifter af ngo'en Afghan Network and Resources

Da daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen i 1999 sagde, at Dansk Folkeparti "aldrig bliver stuerene," markerede han en grænse: Nogle synspunkter lå uden for det acceptable i dansk politik.

I dag er den grænse rykket markant.

Uacceptable tanker er blevet mainstream

Forslag om remigration, nettoudvandring og fratagelse af statsborgerskab, der engang var forbeholdt yderfløjene, er nu blevet en del af den politiske midte. Tanker, der for blot få år siden var uacceptable, er blevet mainstream.

Samtidig ser vi, hvordan kategorien "muslimsk" i stigende grad fungerer som en politisk forklaringskategori på kriminalitet, utryghed og social opløsning – også når sammenhængen er løs, forsimplet eller slet ikke dokumenteret.

Komplekse samfundsproblemer reduceres til én identitetsmarkør. Ikke fordi den nødvendigvis forklarer noget, men fordi den er enkel og politisk effektiv.

Selvfølgelig findes der integrationsproblemer: social kontrol, kriminalitet og værdimæssige konflikter, som skal tages alvorligt.