Peter Hummelgaard gør klogest i at lytte til eksperter

Den engelske filosof Hobbes mente, at civilisationen var det eneste, der holdt os fra at rive hovederne af hinanden i naturstadiet. Dette menneskesyn har været flittigt gengivet især i amerikanske katastrofefilm, hvor man ikke bare skal sørge for at have nok baked beans til en atomvinter, men også en loaded pumpgun for at holde naboerne i ave, når verden går under.

Rousseau blev født halvandet århundrede senere end Hobbes og argumenterede i 1700-tallets oplysningstid for det modsatte menneskesyn: At vi var født gode, og hvis man blot lod børn udvikle sig laissez-faire, ville den fri vilje udmønte sig i både fornuft og barmhjertighed.

Rundt regnet står Hobbes altså for regler og konsekvens, mens Rousseau har blind tillid til menneskets godhed, herunder evnen til resocialisering. "Hvalpemennesket" som den nulevende hollandske historiker, Rutger Bregman kalder os.

I sin bog 'Det Gode Menneske' fører Bregman statistisk bevis for, at Rousseau har mest ret. På verdensplan og historisk har menneskeheden overlevet, fordi vi er gode ved hinanden og forstår at elske og samarbejde på tværs af skel og især gennem kriser. Vi overlever bedst, når vi er venlige og tilpasningsdygtige, argumenterer Bregman.

Spradebasser har altid eksisteret, men hvis fællesskabet i jæger/samler-samfundet blev enige om, at nogen var lidt for langt fremme i skoene og dermed truede helheden med deres provokerende adfærd, blev denne stærke gorillaperson – typisk en han – ordnet. Jeg mener som i ordnet. Pulp Fiction-style.

Vores evne til selvjustits er en forudsætning for et fredeligt, sikkert samfund

Paula Larrain

På den måde vandt fællesskabet over uhensigtsmæssig adfærd. Ikke ved afretning, men ved direkte eliminering.

Vi er siden kommet lidt videre udviklingsmæssigt og har i stedet lært at tilpasse gorillatypen fra barnsben via opdragelse og dannelse. Den dannelse giver vi så videre fra generation til generation.

Svenskeren Hans Rosling forsøgte også før sin død at forklare os, hvordan verden (og herunder mennesket) faktisk er meget bedre, end vi bliver bildt ind gennem mediebilledet – det være sig gennem katastrofefilm eller nyhedsudbud.

Begge medieformer er vinklet negativt med fokus på hullerne i osten, fordi de giver mest spænding og derfor sælger bedre end hverdagsdramaet, hvor mennesker mestendels hjælper hinanden på en stille og rolig facon. 

At mennesker er fredelige, kærlige og hjælpsomme, er der ikke mange biografbilletter i. Og forestil dig lige, hvordan nyhedsmedierne ville klare sig, hvis de skulle sende 24 timer i døgnet om, hvad der i virkeligheden sker mest i samfundet med folk, der går på arbejde og betaler deres regninger.

En lillebitte brøkdel af befolkningen begår kriminalitet – og af disse vil langt de fleste være modtagelige for at blive resocialiseret, når skaden er sket. Selv spradebasser er der håb for.

Det er ikke nyt. Bestemt ikke. Jeg er vokset op i Danmark i 1970'erne og 1980'erne, og her var det gængs visdom.

Det er grunden til, at vi kan have tidligere straffede ansat i børnehaver og generelt tror på, at man kan komme igen som menneske, medmindre man er klinisk, morderisk psykopat, som er en forsvindende lille neurologisk fejl i et menneskehav bestående af milliarder. 

Langt det meste kriminalitet kan føres tilbage til opvæksten, familietraditionerne, herunder manglende dannelse af, hvad der er rigtigt og forkert.

Justitsminister Peter Hummelgaard er cand.jur. fra Københavns Universitet, hvor han var tilmeldt fra 2004-2012. Jeg er ret sikker på, at han i den tid – og måske allerede på Tårnby Gymnasium – stiftede bekendtskab med Hobbes og Rousseau, der er en del af retsfilosofien.

Trods hans afslappede forhold til parkeringsreglerne i København, må han formodes at være et dannet menneske. Hans far har tilmed arbejdet i lufthavnen.

Derfor sendte jeg ham også en kærlig tanke, da han som nyudnævnt justitsminister var sendt i byen for at affeje eksperternes viden, der (ud over at være baseret på Oplysningstidens ideer om mennesket) har et kæmpemæssigt datamateriale bag sig.

Du må ikke gøre skade på andre, og hvis du gør, må vi som samfund heller ikke gøre skade på dig

Paula Larrain

Hårdere straffe virker ikke præventivt. Punktum. For som den ægte ekspert på området Linda Kjær Minke siger det til Berlingske i forbindelse med statsministerens løfte om hårdere straffe:

"Statsministerens antagelse er, at en voldsperson overvejer strafferammen, inden vedkommende begår kriminalitet. Med den logik ville USA have tæt på nul drab, fordi de jo har dødsstraf. Men den logik er naturligvis forfejlet."

Sådan taler eksperter ud fra logisk tænkning, mens politik handler mere om magt og følelser. Populistiske politikere har alle dage udnyttet menneskers naturlige følelser af empati og hævn til at opnå hurtige resultater og genvalg.

Den grimme følelse af hævn er naturlig for os alle sammen, men den er gennem tiderne blevet stadig mere undertrykt, fordi den i sidste ende er mere ødelæggende end helende. Det er her, menneskelig visdom kommer ind.

Vi er gennem generationer blevet dannet til at forstå, at vi ikke bare kan eliminere os ud af de skader, som vi forvolder eller bliver forvoldt. Vores evne til selvjustits er en forudsætning for et fredeligt, sikkert samfund.

Der er kun én sikker og bevist vej til at gøre verden bedre, og det er ved at holde stædigt fast i, hvad der er rigtigt og forkert: Du må ikke gøre skade på andre, og hvis du gør, må vi som samfund heller ikke gøre skade på dig, men sammen finde ud af, hvordan skadelidte og skadeforvoldende kommer videre i samme land.

Det er ikke en følelse, der ligger godt i maven, at vi ikke får skaden godtgjort eller får vores kære tilbage ved at straffe en udåd eller den kriminelle. Vi kan højst opnå, at samme skade, vi selv har lidt, ikke overgår andre i fremtiden.

Set i det lys gør vi alle klogest i at lytte til eksperterne i kriminalitetsbekæmpelse. Ligesom vi i sidste også er nødt til at tilgive justitsministeren for hans ulovlige parkeringer.

Måske kan denne bløde tilgang tilmed få ham til at forstå, at vi er mange, der har svært ved at få arbejde og familieliv til at hænge sammen i et samfund, der er ideologisk indrettet imod biler.

Måske var det her, Socialdemokratiet trængte til en kærlig, borgerlig udvikling i stedet for kun at efterabe Dansk Folkepartis følelsesladede logik.