Danskerne vil godt betale mere til EU – hvis udvalgte områder prioriteres

Halvdelen af danskerne er villige til at betale fra 100 til mere end 1.000 kroner ekstra om året til EU’s budget, hvis EU til gengæld styrker indsatsen på de områder, som de adspurgte finder vigtigst. Det gælder især håndtering af flygtninge og migranter, intern og ekstern sikkerhed, miljø og grøn omstilling samt bekæmpelse af skattely. Det viser en ny repræsentativ meningsmåling foretaget af YouGov for Tænketanken EUROPA.

I dag betaler hver dansker omkring 1.000 kroner om året til EU-budgettet. Med Storbritanniens farvel til EU er der lagt op til meget hårde forhandlinger om størrelsen af og prioriteringen i EU’s fremtidige budget. Regeringen har sammen med en række mindre lande som Holland og Sverige lagt op til, at et mindre EU må føre til et mindre budget. Det er en position, som bakkes op af et flertal i Folketinget.

Danskernes ønsker til, hvad EU skal prioritere, flugter i høj grad med holdningerne på tværs af EU, og Kommissionens forslag til EU-budgettet er et klart skridt i dansk retning. EU’s budget afspejler i højere fra befolkningernes – herunder den danskes – ønsker. Det er en vigtig pointe, som dog risikerer at drukne i det slagsmål, som kan udvikle sig, hvis danske politikere alene fokuserer på, at udgifterne ikke må vokse.


Dette indhold er leveret automatisk via RSS uden ansvar for Altinget