Danske ministre har større fravær end deres EU-kolleger

Når EU’s medlemslande samles i Rådet for Den Europæiske Union, er Danmark mindre tilbøjelig til at deltage med en minister end de fleste andre EU-lande. Faktisk ligger Danmark kun nummer 20 ud af 28 medlemslande, når det handler om, hvor ofte en minister tropper op til møderne. Det viser en gennemgang af alle ministerrådsmøder siden folketingsvalget i 2015, som Tænketanken EUROPA har gennemført. Samlet set har Danmark sendt en minister syv ud af ti gange i perioden, men tendensen er i nedadgående retning.
 
Dansk ministerdeltagelse varierer meget på tværs af de ti formationer, som Rådet samles i. Mest påfaldende set ift. de øvrige lande synes det danske ministerfravær på GAC- og ECOFIN-møderne, hvor den danske ministerdeltagelse ligger hhv. 26 og 10 procentpoint under EU-gennemsnittet. Danske ministre er til gengæld flittige i beskæftigelsesmøderne, EPSCO, hvor vi har 100 pct. ministerfremmøde. Også RIA-møderne er velbesøgte, især i perioden 2015-2016, hvor danskerne skulle tage stilling til retsforbeholdet, og hvor flygtningekrisen var på sit højeste. Det tyder på, at ministrene prioriterer møderne højere, når de omhandler noget, der er højt på regeringens politiske dagsorden.
 
Det er ikke nødvendigvis et problem, når Danmark repræsenteres af en embedsmand frem for en minister på rådsmøderne. Men den danske deltagelse er påfaldende lav ift. EU-snittet og en række lande, vi traditionelt sammenligner os med. Det kan blive et demokratisk problem, hvis det politiske arbejde i for høj grad varetages af embedsmænd, og det kan koste dansk indflydelse i EU, når ministrene ikke deltager.


Dette indhold er leveret automatisk via RSS uden ansvar for Altinget