Eksportrestriktioner i EU under første bølge af covid-19
Da Europa i marts 2020 blev epicenter for coronakrisen forbød eller begrænsede mindst 16 af EU's medlemslande eksporten af kritiske varer, dvs. værnemidler, medicinsk udstyr og lægemidler, til både andre medlemslande og tredjelande. Symbolsk var det et voldsomt anslag mod det indre marked og dets ånd. Reelt blev eksportrestriktionerne ikke den katastrofe for det indre marked, man frygtede.
Tre tendenser udspillede sig. For det første skabte Frankrig og Tysklands eksportrestriktioner tilsyneladende gang i en kædereaktion af nye eksportrestriktioner i andre medlemslande. For det andet blev antallet af varer omfattet af restriktioner udvidet fra først at handle om masker og andre værnemidler, til at inkludere respiratorer og medicinsk udstyr og til endelig også at omfatte lægemidler uden relation til coronavirusset. For det tredje affødte eksportrestriktionerne nye behov for kontrol, der igen var med til at begrænse det indre markeds virke – eksempelvis grænsebevogtning.
Europa-Kommissionen reagerede med en række initiativer. Sideløbende med jævnlige appeller om at fjerne nationale eksportrestriktioner begrænsede EU selv eksporten af værnemidler ved at sætte krav om en eksportlicens. Det tog brodden af nye nationale eksportrestriktioner. For det tredje har Kommissionen iværksat en række tiltag, der sikrer opbygning af fælles lagre og kapacitet til at håndtere sundhedspandemier, bl.a. skal Danmark huse et fælles lager. For det fjerde har Kommissionen indledt fælles indkøbsprocedurer, der sikrer værnemidler, medicinsk udstyr og lægemidler til EU-landene. Sidst sørger Kommissionen for at tegne forhåndsaftaler med covid-19-influenzaproducenter, så vaccinekapløbet EU-landene imellem mindskes uden behov for nationale eksportrestriktioner. Derved forventes det, at EU står bedre rustet i tilfælde af en ny pandemi.
