Konservative bakker op om regeringens klimatilgang: ”Ellers bliver det alt for dyrt”

KLIMAMÅL: Indhugget i statskassen vil være unødigt stort, og arbejdspladser vil strømme til udlandet, hvis vi allerede nu lægger os fast på en lige vej mod klimamålet i 2030. Sådan lyder det fra Konservatives formand, som også er ”overrasket” over prisen på reduktioner i transporten.  

Farer Danmark for hurtigt frem i den grønne omstilling, risikerer det at blive unødigt dyrt.

Der skal investeres intenst i grøn forskning og teknologi, men fastlægger vi allerede nu en lige vej mod den tårnhøje ambition om at reducere drivhusgasserne med 70 procent i 2030, vil arbejdspladser strømme til udlandet.

Sådan lyder det fra Konservatives formand, Søren Pape Poulsen.

”Hvis vi lægger os fast på en lineær fremskrivning, så koster det arbejdspladser i Danmark og bliver alt for dyrt. Så vi skal finde en bue, men hvordan buen skal være, det må vi forhandle om,” siger Søren Pape Poulsen.

Dermed bakker Konservative op om regeringens advarsel til støttepartierne om at komme med forslag, som er ”unødigt dyre”.

Og statsminister Mette Frederiksen (S) har for nylig slået fast, at det er nødvendigt at arbejde ud fra en forventning om, at ”teknologien er med til at finde svarene for os.”

Derfor er det da også alt for tidligt at vurdere, om regeringens klimahandling stemmer overens med målet, mener Søren Pape Poulsen.

”Vi må vente at se, hvad regeringen lægger frem, når der inden længe skal forhandles om landbrugets og transportens udledninger, og hvad forskningen senere byder ind med,” siger han.

Men hvis det afhænger af, hvad de lægger frem vedrørende transport og landbrug, har du så en grænse for, hvad de skal levere?

"Det vil jeg ikke lægge mig fast på inden forhandlingerne. Men der er fire millioner tons at hente ved at udtage lavbundsjorde. Hvorfor ikke sætte flere penge af til det, og lade det ske nu?"

Regeringen sigter efter en ny bilbeskatning, der skal give 500.000 elbiler i 2030. Elbilkommissionen foreslår en model for 750.000. Den tidligere regering foreslog, at en million bør være målet. Mener du stadig det?

”Vi vil jo gerne vil holde ambitionerne høje. Men det kommer simpelthen an på, hvad det her koster. Hvis jeg skal vælge, hvad jeg skal investere i, så vil jeg helst investere i danske arbejdspladser. Og der er ikke én dansk arbejdsplads i at putte rigtig mange penge i elbiler. Derfor skal vi finde en balance. Lad os være ambitiøse, men lad os også minde hinanden om, at danskere, der kører i bil, betaler rigeligt med afgifter i forvejen.

Så elbilkommissionen har faktisk rykket på din position, fordi den giver blik for, at det kan blive en bekostelig affære?
"Ja, det har betydet noget for mig. For så vil jeg hellere bruge nogle milliarder på at udtage lavbundsjorde. Og jeg er overrasket over, at der ikke er større reduktioner i det. Så skal vi måske i stedet kigge på den tunge transport, men det må vi tage til forhandlingerne."

Så Konservative kommer ikke til at gå sammen med regeringens støttepartier om at lægge pres på for at få hævet ambitionerne om antallet af elbiler?

"Det er for tidligt at sige. Det kommer simpelthen an på omkostningerne. Jeg er noget tilbageholdende med at garantere for meget. Jeg bliver nødt til at se det i en sammenhæng. Jeg frygter, at nogle af støttepartierne har en holdning om, at det skal være meget dyrere at køre bil. Og det kan være svært at forene med vores grundholdning til, at danskerne i forvejen betaler meget gennem afgifter."

Konservative bakker op om en grøn skattereform, men hvad skal niveauet ligge på?

”Vi er nødt til først at se et udspil fra regeringen. Men vi har jo ikke nødvendigvis den holdning, at det skal være en ensartet CO2-afgift. Vi er nødt til at tage nogle særlige hensyn til danske arbejdspladser. Vi vil ikke have flere skatter, men det kan godt være, vi skal have andre skatter. Vi har intet problem med princippet om, at forureneren betaler. Vi er dog bekymrede over udsigterne til en ensartet CO2-afgift.”

”Og hvis man belaster erhvervslivet, så skal der kompenseres et andet sted. Selskabsskattelettelser kan være én måde at gøre det på.”

”Men det er klart, at det kan jo ikke bare være alle generelt, man kompenserer. Her skal der også findes en passende balance.”

Forrige artikel Rapport: Højere afkast i landbruget og mere økologi skal bidrage til verdensmål Rapport: Højere afkast i landbruget og mere økologi skal bidrage til verdensmål Næste artikel Grønt overblik: Det skal du holde øje med i denne uge Grønt overblik: Det skal du holde øje med i denne uge