Bliv abonnent
Annonce

Konkrete mål skal gøre danskerne sundere

Foto: ft.dk
6. maj 2008 kl. 08.24

Vi har alt for travlt med at fortælle, at det er nogle andres ansvar, uden vi giver dem mulighed for at kunne løfte det ansvar. Der er alt for lidt tiltro. Herinde handler det om love, og det tror man kan gøre det. Men det er ikke nok. Det handler om at få mennesker til at spille sammen. Derfor sætter vi mål i stedet.

Karl Bornhøft
Sundhedsordfører, SF
"I mange år har jeg været utrolig træt af, at der aldrig skete noget på Christiansborg omkring sundhedsfremme og forebyggelse. Indsatsen var aldrig prioriteret, der fulgte aldrig penge med. Så derfor har jeg sagt, at det skulle der gøres noget ved, når jeg kom på Christiansborg," siger Karl Bornhøft.

Med et afsæt i det lokale ved SF's sundhedsordfører, hvad han taler om. Han sad ti år som formand for det gamle Nordjyllands sundhedsudvalg, og oplevede, hvor langt væk alle ordene fra Christiansborg var.

Slut med ord
Oplægget, mener han, gør op med den førte sundhedspolitik. Der er opsat konkrete mål, som skal nås. Baggrunden for oplægget er det store lokale arbejde, som han allerede har lavet i Nordjylland, hvor resultaterne blev nået. Eksempelvis lykkedes det for Nordjyllands Amt at bremse fedmeepidemien og få færre danskere til at ryge. De erfaringer kan bruges i resten af landet.

"Jeg er træt af, at det altid handler om forsøg og projekter. Vi lagde opgaverne ind i den daglige drift, og det gør, at de ikke kan syltes eller forsvinde i budgetforhandlingerne."

Generelt set mener han, at der er alt for lidt respekt for, hvad der kan opnås lokalt.

Fem milliarder skal bruges
SF vil sætte fem mia. kr. af over de næste 10 år. Det vil sige 500 mio. kr. årligt. De skal bruges til forebyggelse, som blandt andet skal forøge danskernes levetid, så den kommer på højde med de andre nordiske lande.

Men pengene er finansieret. Det er en vigtig pointe at få med, for SF vil gerne tages alvorligt. Det vigtige er, at sundhed også skal gøres til et fællesansvar.

"Man har alt for meget fokus på, at det er den enkeltes valg. Vi gør op med det ensidige fokus på den enkeltes valg og livsstil. Det er en samfundsopgave at sørge for, at det sunde valg bliver lettere."

Det kan for eksempel være ved at sørge for at momsen på frugt og grønt sættes ned. Danskerne ved jo allerede, at de skal spise seks stykker om dagen, men nu skal valget gøres lettere.

Kommunerne kan sagtens
SF vil gå ud og stille krav til kommunerne. De skal vide, at de er forpligtet til at gøre noget. Men der skal samtidig følge penge med, og det mener Karl Bornhøft er anderledes end den måde, man i dag fører sundhedspolitikken.

"Vi kan lave rammerne, opstille målene og sørge for økonomien. Også må de ude lokalt finde ud af, hvordan det skal gøres. Den lokale indsats er groft undervurderet. Men det er klart, at de ikke kan gøre så meget, hvis der ikke er nogen, som prioriterer dem, og det er det vi vil."

Kommunerne skal kunne søge hjælp ved en uafhængig nationalenhed. De skal kunne hjælpe kommunerne med viden og erfaringer. De skal også måle udviklingen og holde styr på, hvad der sættes i gang. Hvis det viser sig, at der ikke sker noget, så skal nye initiativer sættes i gang.

"Sundhedsstyrelsen magter ganske simpelt ikke den her opgave. De er spillet af banen. Derfor skal vi have nogle som er uafhængige og engageret."

Han mener, det er ærgerligt, at Sundhedsstyrelsen ikke kan bruges som en aktiv partner. Det vil betyde, at tingene kommer til at gå langsommere. Men alligevel tror han på, at målene er realistisk.

Målet skal nås
"Vi har alt for travlt med at fortælle, at det er nogle andres ansvar, uden vi giver dem mulighed for at kunne løfte det ansvar. Der er alt for lidt tiltro. Herinde handler det om love, og det, tror man, kan gøre det. Men det er ikke nok. Det handler om at få mennesker til at spille sammen. Derfor sætter vi mål i stedet."

Han tror fuldt og fast på, at målene kan nås og ville gerne sætte sig i front for at nå dem. Til gengæld har han ikke meget ros til sundhedsministerens indsats.

"Jeg skal ikke stille spørgsmålstegn ved, om ministeren vil noget på det her område, men jeg synes, det er trist, når han starter med at efterlyse evidens. Vi har altså rigeligt viden til at gå i gang."

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael Thomsen
Copyright © Altinget, 2026