Debat

Fødevareerhvervets klimaansvar

DEBAT: Fødevareerhvervet skal ikke gå fri i klimadebatten, men man skal huske perspektiverne for at få en meningsfuld debat. Det mener Bent Claudi Lassen, der er kandidat til Europa-Parlamentet for Venstre.
Bent Claudi Lassen (V) mener, at Danmark skal satse på den effektive og klimavenlige fødevareproduktion.
Bent Claudi Lassen (V) mener, at Danmark skal satse på den effektive og klimavenlige fødevareproduktion.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Bent Claudi Lassen
Kandidat til Europa-Parlamentet (V)

I sit indlæg her på Altinget d. 16. marts peger Pernille Malberg Dyg meget rigtigt på, at fødevareproduktionen - og især vores kødforbrug - er en medvirkende faktor i den globale opvarmning. Derfor er det også klart, at fødevareerhvervet må bidrage aktivt til løsningen af dette problem.

Hvad har fødevareerhvervet i Danmark så gjort?
Fra 1995-2005 har erhvervet samlet set reduceret udledningen af drivhusgasser med 16 % - samtidig med at produktionen er steget. Det har fødevaresektoren bl.a. gjort gennem øget fokus på fodring og gødningshåndtering samtidig med ændrede dyrkningsmetoder i jordbruget. Erhvervet arbejder i øjeblikket på at reducere udledningen yderligere og identificere de bedste virkemidler. Her er fortsat fokus på fodring, gødningshåndtering og dyrkningssystemer - og ikke mindst på produktionen af biomasse til bioenergi.

Det danske fødevareerhverv er storeksportør af kød og mælkeprodukter, som er produceret klimavenligt. Når man sammenligner udledningen af metan fra mælkeproduktionen blandt EU-landene, ligger Danmark fjerdebedst. For svinekød er klimabelastningen på kun 3,4 kg CO2-ækvivalenter for 1 kg dansk kød. Det er sammen med Holland og England det bedste niveau i Europa.

Klimabelastningen for en dansk svinekotelet er ca. 360 g CO2-ækvivalenter, når alle udledningerne medregnes i en livscyklusvurdering. Det svarer til, at man kører 1 km i en personbil. Omvendt betyder en ferierejse for 1 person til Thailand, at der udledes 2 ton CO2.

Bent Claudi Lassen
Kandidat til Europa-Parlamentet (V)

Udledningen er faldet
Selvfølgelig er det relevant at se kritisk på fødevareerhvervet, men jeg mener også, der er grund til at sætte tingene lidt i perspektiv. Fødevareerhvervets udledning af drivhusgasser er - endog med stigende produktion - faldet støt siden 1990, mens energisektorens og transportsektorens udledninger stadig stiger. Fødevareerhvervet står i dag for ca. 18 % af de danske drivhusgasudledninger. Til gengæld producerer erhvervet mad til 15 mio. mennesker - langt flere end vi selv er i Danmark.

Klimabelastningen for en dansk svinekotelet er ca. 360 g CO2-ækvivalenter, når alle udledningerne medregnes i en livscyklusvurdering. Det svarer til, at man kører 1 km i en personbil. Omvendt betyder en ferierejse for 1 person til Thailand, at der udledes 2 ton CO2.

Disse eksempler betyder ikke, at fødevareerhvervet går fri i klimadebatten. De understreger blot, at der nødvendigvis være et perspektiv i debatten, for at den kan føres meningsfyldt. Samtidig kan det ikke understreges nok, at klima-restriktioner på fødevareerhvervet må og skal ses i en global optik.

Sats på den danske metode
Vi ved, at der spises mere kød i takt med, at velstanden i et samfund stiger. Det sker i de nye østlande i EU, og det sker i Kina og øvrige fjernøstlige lande med stigende velstand og velfærd.

Der er derfor udsigt til en markant stigning af kødforbruget på verdensplan, og så meget desto mere er det nødvendigt, at dette kød produceres så klimavenligt som muligt. For klimaets skyld har vi derfor en interesse i, at den danske kødproduktion bevarer sin konkurrencekraft.

Det er derfor urealistisk at ville gøre os alle sammen til vegetarer. Løsningen er i stedet at satse stærkt på den effektive og klimavenlige produktion, som vi er så gode til i Danmark - og samtidig arbejde på at hæve kravene til de lande, som benytter sig af ineffektive produktionsmetoder.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Bent Claudi Lassen

Fhv. formand, Videncenter for Fødevareudvikling, fhv. vicepræsident i Landbrugsraadet (1989-2008)
cand.agro. (Den kongelige Veterinær- og Landbohøjskole 1972)

0:000:00