3F: Danske arbejdere fanget i Brexit skal hjælpes i nyt job før andre europæere

DEBAT: Radikale Venstre vil gerne have EU-borgere, der forlader Storbritannien grundet Brexit, til Danmark for at arbejde. Men det er vigtigst at hjælpe de danskere, som vender hjem, skriver næstformanden og forbundssekretæren i 3F. 

Af Tina Christensen og Søren Heisel
Næstformand, 3F, og forbundssekretær, 3F

To millioner EU-borgere arbejder i dag i Storbritannien. Mange af dem ved ikke, om de kan eller må fortsætte med at arbejde i Storbritannien efter Brexit.

Nogle søger hjem til deres moderlande, for eksempel Polen. Andre bliver i Storbritannien, og nogle søger nye græsgange i det øvrige Europa.

Radikale Venstre mener, at Danmark skal arbejde målrettet på at få fat i de EU-borgere, der søger nye udfordringer uden for Storbritannien.

Partiets beskæftigelsesordfører Samira Nawa foreslog tirsdag i Berlingske, at Danmark nu retter blikket mod Storbritannien.

"Ikke mindst i lyset af Brexit må der være noget arbejdskraft, der allerede har truffet beslutning om, at de vil til et andet land og arbejde," sagde hun til avisen.

Brexit er ikke en gavebod for firmaer
Samira Nawa henviser til regeringens forståelsespapir, hvor der omkring mangel på arbejdskraft og rekruttering af udenlandsk arbejdskraft står, at Danmark skal etablere jobcentre i EU-lande med arbejdskraftoverskud.

Nu må tiden så være kommet til at oprette jobcentre i Storbritannien, forstås det.

Hun får ikke overraskende opbakning af Dansk Arbejdsgiverforening, DA, og Venstre til sit forslag om at gå på strandhugst på det britiske arbejdsmarked.

Men Brexit er slet ikke en gavebod for de danske virksomheder og det danske arbejdsmarked. Tværtimod.

Tusindvis af danskere risikerer arbejdsløshed
Storbritanniens udtræden af EU vil få væsentlig negativ betydning for Danmark. Helt konkret viser forskellige undersøgelser, at mellem 50.000 og 70.000 danske arbejdspladser er knyttet op på den danske eksport til Storbritannien.

Det gælder hovedsageligt arbejdspladser i landbruget, fiskeriet og industrien, og disse arbejdspladser er i direkte fare for at forsvinde på grund af Brexit.

De tusindvis af danskere, der risikerer arbejdsløshed som følge af Brexit, får hverken nyt arbejde eller opkvalificering, ved at vi importerer britisk arbejdskraft.

De får tværtimod sværere ved at komme tilbage i job, fordi der er en overhængende risiko for, at billige udlændinge besætter pladserne.

Denne udfordring skal danske politikere tage seriøst.

Og vi mener, at De Radikale i højere grad burde bekymre sig om den danske arbejdskraft i stedet for at gå på fisketur i Storbritannien.

Danskere fanget i Brexit skal have omstillingsfond
I 3F foreslår vi, at der oprettes en dansk Brexit-omstillingsfond, der skal opkvalificere de lønmodtagere, der kan blive påvirket af Brexit, så de kan få nye job.

Fonden skal finansiere sporskifteaktiviteter, hvor den ledige gennem uddannelse/efteruddannelse kan finde ansættelse i nye brancher og jobfunktioner.

Helt konkret foreslår vi, at fonden og ordningen etableres som en garantiordning, hvor den visiterede ledige får tilbudt op til 60 kursusdage.

Fonden etableres som en poseopfyldningssordning, hvor blandt andet de 3F'ere, der bliver ledige som følge af Brexit, er forpligtede til først at forbruge af deres allerede etablerede uddannelsesordninger og rettigheder.

Samtidig skal der oprettes en hotline med dedikerede vejledere, som kender til de typiske brancher og jobfunktioner, der er ramt af Brexit.

Vi vurderer, at det vil være nødvendigt at afsætte i omegnen af 50 millioner kroner til fonden.

Danske lønmodtagere skal ikke betale for Brexit
Herhjemme har vi i dag godt 100.000 ledige, heraf 12.000 3F'ere. Vi mangler samtidig omkring 10.000 praktikpladser til de unge. Hertil kommer de lønmodtagere, som mister jobbet som følge af Brexit.

Så lad os da kigge mod de tusindvis af ledige på det danske arbejdsmarked, som virksomhederne kan benytte sig af, hvis de mangler folk.

Og lad os investere i dem gennem videreuddannelse og opkvalificering i stedet for at lade helt almindelige danske lønmodtagere betale for briternes exit fra EU.

De Radikale burde holde fokus på den danske arbejdskraft og bekæmpelsen af den danske ledighed i stedet for at rende erhvervsorganisationernes ærinde i forsøget på at hente billig udenlandsk arbejdskraft til Danmark.

Det ville klæde et parti, der altid har altid været kendt for en social-liberal profil med hjertet bankende for det sociale.

Forrige artikel Alkohol & Samfund: S skal stå fast ved salgsforbud af alkohol til mindreårige Alkohol & Samfund: S skal stå fast ved salgsforbud af alkohol til mindreårige Næste artikel Økologisk Landsforening: Økologi skabes i bredt samarbejde Økologisk Landsforening: Økologi skabes i bredt samarbejde
Landbrug & Fødevarer nedsætter et klimaråd

Landbrug & Fødevarer nedsætter et klimaråd

KLIMANEUTRAL: Klimaprofessor Katherine Richardson bliver formand for et nyt klima advisory board, der skal hjælpe landbruget med at indfri visionen om klimaneutrale fødevarer i 2050. "Et af de store problemer indtil nu har været, at man taler ud fra business as usual," siger hun.