Bliv abonnent
Annonce
Debat

Alternativet: Regeringens afgiftslettelser er et plaster på et åbent benbrud

Alternativet ønsker stadig lavere moms på økologiske varer og grønt. Det hjælper både privatøkonomien og klimaet. Men det er ikke nok i sig selv, skriver Franciska Rosenkilde.
Alternativet ønsker stadig lavere moms på økologiske varer og grønt. Det hjælper både privatøkonomien og klimaet. Men det er ikke nok i sig selv, skriver Franciska Rosenkilde.Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
27. august 2025 kl. 02.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Billigere kaffe, chokolade og slik løser ikke problemet med høje madpriser.

Madpriserne er steget til et niveau, hvor regeringen nu sætter en kortlægning i gang for at finde årsagerne og vil starte med at sætte afgifterne ned på chokolade, slik og kaffe.

Den letter afgiften på enkelte varer – noget, den tidligere har afvist, når vi i Alternativet har foreslået for eksempel lavere moms på frugt og grønt.

Spørgsmålet er bare: Hvordan løser vi problemet med stigende fødevarepriser. Ikke kun i dag, men også i fremtiden?

Læs også

Et spørgsmål om national sikkerhed

Alternativet ønsker stadig lavere moms på økologiske varer og grønt. Det hjælper både privatøkonomien og klimaet. Men det er ikke nok i sig selv.

For vi er på vej ud over kanten af, hvad planeten kan klare. Vi har brug for at tænke mere grundlæggende omkring vores fødevaresikkerhed.

At sænke afgifterne på kort sigt kan måske lette presset i supermarkedet på den korte bane, men det løser ikke de grundlæggende udfordringer for madpriserne.

En voksende middelklasse globalt, klimaforandringer, marker, der bruges til at producere foder til husdyr i stedet for mad direkte til mennesker – og en dansk overafhængighed af import af frugt og grønt.

Det er ikke bare et spørgsmål om pris – det er et spørgsmål om national sikkerhed, at vi har en stabil og god fødevareforsyning i Danmark.

Vi er i en ny normal i en tid med klimaforandringer, hvor ekstreme vejrfænomener ikke længere er undtagelsen, men reglen.

Franciska Rosenkilde
Politisk leder, Alternativet

Og vi kan ikke blive ved med at lappe på symptomerne, hvis vi vil have god og nærende mad, der også er til at betale.

Hullerne i den danske fødevareforsyning er til at få øje på. I Danmark importerer vi tre fjerdedele af de grøntsager, vi køber og spiser, og ni ud af ti stykker frugt.

Størstedelen af vores landbrugsjord bruges i dag til at dyrke foder til husdyr. Kun knap ti procent går til at producere mad direkte til mennesker.

Det gør os ekstra sårbare, når klimaet ændrer sig, og importen svigter.

Når en hedebølge i Sydeuropa kombineres med en truende tørke herhjemme, bliver vores fødevareforsyning presset til bristepunktet. Samtidig viser krigen i Ukraine, hvor sårbar vores globale fødevareforsyning er, når verdens kornkammer kommer under angreb fra en russisk aggressor.

Læs også

En national fødevarestrategi

Vi er i en ny normal i en tid med klimaforandringer, hvor ekstreme vejrfænomener ikke længere er undtagelsen, men reglen. Og hvor en stor geopolitisk ustabilitet skyller ind over det globale fødevaremarked. Og det betyder også, at vi skal gentænke vores fødevareforsyning.

Derfor skal vi have en national fødevarestrategi. En strategi, der sikrer resilient jorddyrkning, styrker natur og biodiversitet og gør os mindre afhængige af import.

En strategi, der ikke bare lapper på madpriserne i dag, men giver os god og nærende mad til at betale i fremtiden. Regeringens afgiftslettelser er ikke mere end et plaster på et åbent benbrud.

Lokalt producerede, nærende fødevarer er fundamentet for, at vi kan passe godt på hinanden – også i en fremtid med flere kriser, hvad enten de handler om klima, sikkerhed eller global uro.

Det er den vej, vi skal gå, hvis vi både vil sikre lavere madpriser og et stærkere Danmark.

Og det skal vi tage fat på her og nu.

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026