Anima: Derfor bør alle partier udnævne en dyrevelfærdsordfører

Det kan alle partier begynde at levere på allerede nu ved at prioritere dyrevelfærdsordførerskabet.

Derfor har Anima i et brev sendt til samtlige partier opfordret til netop dét. Foreløbigt er det kun Alternativet og Liberal Alliance, som har fordelt ordførerskaber.

Alternativet fortsætter med det ambitiøse dyrerettighedsordfører, som Signe Wenneberg skal bestride, og i Liberal Alliance indtager Helena Artmann Andresen den for partiet nye post som dyrevelfærdsordfører. 

En udvikling i vores syn på dyr

Adskillige partier havde ikke en dyrevelfærdsordfører i den seneste valgperiode. I stedet blev dyrevelfærdsområdet varetaget af en landbrugs- eller fødevareordfører.

De kan selvfølgelig sagtens varetage dyrevelfærdsområdet, men dyrevelfærdsordførerskabet cementerer, at dyrevelfærd er et selvstændigt etisk og politisk imperativ.

Ved at udnævne en dyrevelfærdsordfører anerkender partierne deres ansvar for at varetage hensynet til dyrene, og de placerer opgaven hos en person, som dels får mandat til at prioritere området, og dels skal kunne stå til regnskab for partiets politik over for pressen, dyreværnsorganisationer og engagerede borgere.

“Det handler om noget, ikke om nogen” er blevet en velkendt vending i dansk politik. Men når det kommer til dyrevelfærdsområdet, skal sætningen vendes om.

Her handler det nemlig om nogen, ikke om noget. Dyr anerkendes i stigende grad som moralske subjekter med en egenværdi, der rækker ud over deres nytteværdi for mennesker.

Et “svinevalg” skal følges op med “svinehandling.”

Mathias Elrød Madsen
Kampagneleder for Anima

Det ser vi eksempelvis i formålsparagraffen til dyrevelfærdsloven, som slår fast, at loven skal “fremme respekt for dyr som levende og sansende væsener,” eller når den ene toppolitiker efter den anden giver udtryk for, at dyremishandling er en alvorlig forbrydelse.

Danskernes og politikernes engagement i dyrevelfærd den seneste tid er ikke et udtryk for en forbigående trend.

Det afspejler en dybere udvikling i vores syn på dyr og vores fælles forståelse af det moralske hensyn, vi skylder dem.

I lyset af den udvikling vil det forekomme utidssvarende, hvis ikke alle partier i kølvandet på valget udnævner en dyrevelfærdsordfører med et stærkt mandat til at tale dyrenes sag.

Ordførerskabet er en institutionel anerkendelse af, at dyrene har krav på en fast forsvarer ved det politiske bord – både på de interne gruppemøder og i forhandlingslokalerne.

Skærp straffen for dyremishandling

Når det så er sagt, kan dyrene selvfølgelig være ligeglade med antallet af dyrevelfærdsordførere, hvis ikke de gode intentioner følges op af handling.

For nu at begynde med det mest åbenlyse skal et “svinevalg” følges op med “svinehandling.” Grisene skal have tilstrækkeligt plads og rodemateriale til, at de ikke bliver så stressede og frustrerede, at de bider i hinandens haler.

Årtiers ekstrem avl skal rulles tilbage, og ingen søer skal ligge fikseret bag tremmer. Men lad os ikke glemme alle de andre dyr.

Før valget blev udskrevet, var Folketinget i færd med enstemmigt at vedtage et lovforslag om en række vigtige skærpelser af straffen for dyremishandling. Det skal selvfølgelig genfremsættes hurtigst muligt.

Der skal også samles op på arbejdet med at forbyde ægindustriens rutinemæssige aflivning af nyudklækkede hanekyllinger. En praksis, som otte partier vil have forbudt.

Ord er ikke nok, der skal handling til. Men mens vi venter på en ny regering, kan alle partier passende vælge at udnævne en dyrevelfærdsordfører.