Beredskabsenhed skal styrke kommunikation

23/5-06: I Fødevarestyrelsen er der pr. 1. marts 2006 etableret en særlig fødevareberedskabsenhed for at styrke håndteringen af krisesituationer på fødevareområdet, herunder Rapid Alert, lyder det i svaret.
Dokumentation
Spørger: Martin Henriksen (DF)

Spørgsmål S 4696: Er det ministerens opfattelse, at Danmark inden for rammerne af EU har mulighed for at indføre importforbud over for EU-landene og/eller enkelte virksomheder i andre EU-lande, og såfremt dette er muligt, hvor tit har et sådant forbud været på tale?

Svar fra ministeren: Jeg har forelagt spørgsmålet for Fødevarestyrelsen, der har oplyst følgende, hvortil jeg kan henholde mig:

"Samhandel inden for EU reguleres af samhandelsdirektivet, såvel under normale forhold som ved konstatering af en direkte eller indirekte sundhedsrisiko for forbrugerne.

Hvis fødevarekontrollen i Danmark eller oprindelseslandet konstaterer en sundhedsrisiko for forbrugerne i indførte fødevarer, alarmeres Kommissionen via Rapid Alert systemet. Kommissionen anmoder herefter myndighederne i oprindelseslandet om at agere over for oprindelsesvirksomheden.

Myndighederne i oprindelseslandet orienterer efterfølgende via Rapid Alert systemet om, hvilke undersøgelser og hvilke skridt der er taget på baggrund af det konkrete fund. Det kan for eksempel resultere i tilbagetrækning i oprindelses- og aftagerlande af de partier, der er omfattet af sundhedsrisikoen, såfremt der er mere tilbage på markedet. Det kan f.eks. også resultere i en omlægning eller tilretning af virksomhedens produktionsrutiner, eller i yderste fald et ophør med en bestemt produktion."

Spørgsmål 4698: Vil ministeren beskrive, hvilken effekt det har haft på fødevarekontrollen, at Fødevarestyrelsen har afsat ressourcer til bekæmpelse af fugleinfluenza, og hvilke skridt der er taget for at imødekomme eventuelle administrative og økonomiske problemer?

Svar fra ministeren: Jeg har forelagt spørgsmålet for Fødevarestyrelsen, der har oplyst følgende, hvortil jeg kan henholde mig:

"Fødevarestyrelsen har kunnet arbejde med at bekæmpe fugleinfluenza i Danmark ved midlertidigt at nedprioritere andre opgaver end fødevarekontrollen. Det har drejet sig om veterinære opgaver, der blev midlertidigt nedprioriteret.

Fødevarestyrelsen er ved aktstykke 136 af 4. maj 2006 blevet tilført 13,4 mio. kr. til dækning af merudgifter ved beredskab og overvågning af fugleinfluenza. De tilførte midler vil blive sat ind på de veterinære aktiviteter i Fødevarestyrelsen, som har været midlertidigt nedprioriteret under bekæmpelsen af fugleinfluenza. Aktstykket vil desuden styrke overvågningen af fugleinfluenza i Danmark."

Spørgsmål 4700: Hvilke konkrete skridt er taget for at forbedre kommunikationen internt i Fødevarestyrelsen og mellem Fødevarestyrelsen og selve ministeriet?

Svar fra ministeren: Jeg har forelagt spørgsmålet for Fødevarestyrelsen, der har oplyst følgende, hvortil jeg kan henholde mig:

"I Fødevarestyrelsen er der pr. 1. marts 2006 etableret en særlig fødevareberedskabsenhed for at styrke håndteringen af krisesituationer på fødevareområdet, herunder Rapid Alert for fødevarer og foder og håndtering af tilbagetrækning af sundhedsskadelige fødevarer. Enheden fungerer i disse situationer som kontaktpunkt for såvel Kommission, andre myndigheder, brancher og Fødevarestyrelsens fødevareregioner.

For at få en god koordination af sager og en tæt informationsudveksling koordinerer Fødevareberedskabsenheden arbejdet i hele Fødevarestyrelsen i forbindelse med udbrud af fødevarebårne sygdomme, tilbagetrækningssager og Rapid Alert.

Departementet bliver som udgangspunkt informeret ved alle tilbagetrækninger, hvor Fødevarestyrelsen udsender en pressemeddelelse."


0:000:00