Connie Hedegaard: Von der Leyens nye Kommission skal på jagt efter pengene til grønne investeringer

Opgaven er at sikre gode rammer for, at vi i EU kan forene vores grønne ambitioner med gode vilkår for de europæiske virksomheder, som skal stramme sig ekstra an over for den voksende konkurrence fra udlandet.

Der er blandt andet fordi de europæiske industrivirksomheder ikke alene er udsat for unfair konkurrence, når eksempelvis Kina gør flittigt brug af statsstøtte, men typisk betaler europæerne også en betydeligt højere pris for energi end deres konkurrenter i eksempelvis USA og Kina.

Hvad er henholdsvis de private investorers og statens rolle?
Inger Støjberg (DD) siger, at vi kun skal producere energi til danskerne selv.

Connie Hedegaard
Formand, OECD’s Round Table for Sustainable Development, fhv. EU-Kommissær

Det koster dyrt at være afhængig af importeret fossil energi, hvor prisen ydermere fluktuerer uforudsigeligt ikke mindst i tider som nu med geostrategisk uro. 

Der er derfor stor og voksende forståelse for, at det i den grad er i Europas egen interesse at få udbygget vores vedvarende energiforsyning ASAP, og at vi også skal have vores samfund elektrificeret, ligesom vi omgående må holde op med at vedtage erklæringer om nødvendigheden af at få etableret de tværgående energiforbindelser – de såkaldte interconnectors – uden rent faktisk at få dem bygget.

Vi har ambitiøse mål for havvindsudbygning, for brintpartnerskaber, for ladeinfrastruktur med videre. Der er nu skabt bred konsensus om, hvor vi skal hen. Det er ikke trivielt, men nu er det på høje tid at komme videre – at få det gjort.

Heldigvis har mange gode kræfter – blandt andet Mario Draghi og Enrico Letta med hver deres rapporter – givet grundige og indsigtsfulde bud på, hvordan EU kan accelerere handling og vel at mærke gøre det med både den sociale balance, konkurrenceevnen og den folkelige opbakning til den grønne omstilling i behold.

Men, men, men… det store spørgsmål, der nu gennemsyrer alle diskussioner, er: Hvor skal pengene komme fra? 

Vi har diskussionen nationalt, hvor armlægningen om, hvem der skal tage hvilken del af risikoen ved at investere i det såkaldte brintrør er illustrativt.

Hvad er henholdsvis de private investorers og statens rolle? Inger Støjberg (DD) siger, at vi kun skal producere energi til danskerne selv.

Godt, at nordmændene ikke har samme indstilling, så ville det pludselig blive meget koldt i Europa. Og Klimaministeren fik heller ikke rigtig svar på, om princippet også skulle gælde for eksempelvis svineproduktion, hvilket unægtelig ville gøre trepartsforhandlingerne både lettere og vældig meget billigere.

Men Støjberg er ikke alene om at søge den letteste vej ud af et reelt svært politisk spørgsmål.

Adskillige borgerlige kommentatorer har for tiden travlt med at harcelere over pensionskasser, der har investeret i grøn omstilling og vedvarende energi, hvilket på det seneste har givet lavere afkast end gennemsnittet.

Det skulle de lade være med, må man forstå.

Men i betragtning af at de samme kommentatorer normalt vil slå syv kors for sig ved udsigten til, at staten går ind og støtter mere, må man spørge: Hvem er det så egentlig man forestiller sig skal investere langsigtet i den grønne omstilling og den innovation og forøget konkurrenceevne, der skal komme med den?

Er det egentlig ikke en naturlig opgave for dem, der forvalter vores fremtidige pensioner, at bidrage til tålelige livsvilkår for fremtidens pensionister?

Også i EU vil debatten om finansieringen af de enorme investeringer tage fart i de kommende måneder. De tværgående energiforbindelser finansierer ikke sig selv.

Stadig flere erkender, at vejen til et mere effektivt energisystem og dermed billigere energipriser i Europa går over en europæiseret energipolitik, hvor energipolitik altså ikke stopper ved de nationale grænser.

At holde ufravigeligt fast i ideologiske dogmer, når både sikkerhedssituationen ændrer sig, er temmelig uborgerligt.

Connie Hedegaard
Formand, OECD’s Round Table for Sustainable Development, fhv. EU-Kommissær

Men hvem skal så betale? Og hvem skal tage hvor meget af risikoen?

Hvordan får vi udbygget den europæiske energi- og transportinfrastruktur så hurtigt som også vores sikkerhedspolitiske interesser tilsiger – uden at energipriserne for både virksomheder og husholdninger stiger uholdbart?

Kan det gøres uden, at staterne spæder til, hvad de jo i parentes bemærket normalt gør, når vi taler sikkerhed? Skal EU-budgettet være større? Kan der laves fælles fonde eller vedtages egne finansieringskilder for EU? 

At finde svar, som 27 medlemsstater kan samles om, bliver uhyre krævende.

Det kunne derfor være klædeligt, hvis de kritiske kommentatorer ville være behjælpelig med andet end løftede pegefingre om, hvad man ikke skal gøre.

At holde ufravigeligt fast i ideologiske dogmer, når både sikkerheds- og konkurrencesituationen og dermed virkeligheden ændrer sig, bringer næppe Europa i front.

Det er vel egentlig temmelig uborgerligt.