Cordua: Venstre vælger det største brushoved til gruppeformand
Venstre bryder med traditionen ved at vælge Thomas Danielsen som gruppeformand. Partiet har typisk overdraget posten til en politiker, som har tilpas overblik og som nyder en vis respekt blandt politiske modstandere, skriver Jarl Cordua.
Jarl Cordua
Radiovært, kommentatorDet bliver sværere og sværere for partiformand Jakob Ellemann-Jensen at opretholde forestillingen om, at hans udgave af Venstre er et vinderprojekt, når hans erfarne gruppeformand, Karsten Lauritzen, foretrækker livet udenfor Christiansborg fremfor at knokle realistisk fem til seks år for at få en ny borgerlig regering.
Lauritzen havde ellers ligesom en anden frafalden, Tommy Ahlers, en ikke-fjendtlig og solid forklaring på plads om årsagen til sin faneflugt.
Det ændrer dog ikke på, at det hos vælgere og iagttagere – alle gode forklaringer til trods – ses som endnu et bevidst fravalg af Ellemann og hans projekt.
Lauritzen var på mange måder alt det, som Ellemann ikke er og ikke er så god til. Han repræsenterede det nordjyske Venstre, der medlemsmæssigt altid har fyldt en pæn del i partiet, og hvor Ellemann af nogle ses som en fremmed fugl.
Her tæller især landbruget, fiskeriet og den selvstændighedskultur, som udgør en ikke ubetydelig del af partiets DNA. Selv har Lauritzen ikke større erfaringer med dette arbejdsliv, idet han siden sit 24. år var folketingspolitiker, men han repræsenterede og kendte denne for partiet vigtige vælgergruppe, der hele tiden ser med skepsis på Christiansborg og alt, hvad der foregår København.
Ellemann har omvendt i sin karriere hidtil repræsenteret hovedsageligt byvælgere i Aarhus og Odense, og han repræsenterer nok mere det traditionelle DI-erhvervsliv og lønmodtagerkulturen. Som en af de relativt få i toppen af dansk politik har han haft et rigtigt lønmodtagerjob i erhvervslivet.
Blandt Lauritzens mange andre kvaliteter var en fornemmelse for og indgroet kendskab til sit eget parti, som han er vokset op med og som formand for Venstres Ungdom i en periode for små 20 år siden.
Kontrasten var for stor, når vikaren – Karsten Lauritzen – overtog tøjlerne i formandens fravær. Her blev møderne ledet til alles tilfredshed, uden at nogen følte sig kørt over
Jarl Cordua
Hans netværk til andre tidligere ungdomspolitikere i de øvrige partier og ikke mindst i sit eget parti er stort. Ellemann skippede omvendt hele den del og brugte i stedet noget af sin ungdom i hæren med udsendelse til blandt andet Balkan.
I deres røgtning af gruppeformandshvervet viste sig også markante forskelle. Ellemann påtog sig opgaven, umiddelbart efter at han blev formand i 2019, og det blev ingen succes.
Hans føling med gruppens synspunkter var ikke den bedste, og han konkluderede tit forkert. Dertil optrådte han til nogens udtalte irritation lidt for kommandantagtigt. Hans manglende erfaring og politiske forståelse blev også for tydelig.
Kontrasten var for stor, når vikaren – Karsten Lauritzen – overtog tøjlerne i formandens fravær. Her blev møderne ledet til alles tilfredshed, uden at nogen følte sig kørt over, når der skulle findes en konklusion.
Med tiden indså Ellemann sin egen begrænsning og erkendte, at han selv, der var tidsmæssigt presset, og folketingsgruppen var bedre stillet med, at Lauritzen permanent ledte gruppemøderne.
Ellemanns manglende politiske erfaring gjorde ham tidligt afhængig af en række erfarne folk, som Christiansborg sidenhen har lært at kende som "L-banden" på grund af forbogstavet i personernes efternavne – Sophie Løhde, Troels Lund og Karsten Lauritzen.
Netop disse tre udgør den nye generation, som der er blevet rigeligt plads til efter Lars Løkke Rasmussens, Inger Støjbergs og Kristian Jensens afgang, og de er centrale i det daglige arbejde, den lagte forhandlingsstrategi og ikke mindst i forhandlinger.
Alle har på hver deres måde – sammen med Ellemann – været Venstres ansigt udadtil efter Løkkes afgang. Efter et års tumult har dette hold fået stabiliseret Venstre på et niveau, hvor man på gode dage i meningsmålingerne ligger lidt under niveauet før det store skisma i januar 2021 med Løkkes og Støjbergs exit på cirka 16 procent.
Det er dog stadig hele syv procentpoint under valgresultatet fra maj 2019. I november fik Venstre et tåleligt kommunalvalg, der viste, at det gamle bondeparti på landsplan stadig var i stand til at trække over 21 procent af stemmerne.
I mellemtiden har rigsretsdommen mod Støjberg bekræftet, at Ellemann traf det rigtige valg, da han anbefalede gruppen at stemme for, at man indledte en rigsretssag mod partiets tidligere næstformand. Ellemann har på denne baggrund ikke siddet sikrere på noget tidspunkt, siden han blev valgt som formand i efteråret 2019.
Timingen af Lauritzens afgang er derfor på en baggrund af rimelig ro og stabilitet i partiet den mindst ringe, når det nu ikke kan være anderledes.
Ydermere kan man afblæse alle forestillinger om, at Ellemann kan blive udfordret af en intern modkandidat, når den eneste oplagte, Lauritzen, nu ikke længere er en mulighed. Ellemann har så at sige friere hænder end nogensinde før.
Ellemann har under halvandet år til at køre et hold af kandidater i stilling, som har tilstrækkelig folkelig og bred appel til, at mankoen op til de 160.000 stemmer bliver lukket. Det ligner en umulig opgave
Jarl Cordua
Alligevel står Ellemann med en stor udfordring. Han kan ikke regne med, at de vælgere, som stemte på partiet ved kommunalvalget, igen stemmer på partiet ved næste folketingsvalg.
Han er udfordret af, at stort set alle partiets stemmeslugere minus ham selv og Preben Bang Henriksen enten er fortid i partiet eller ikke er på stemmesedlen ved næste valg.
Det er 160.000 personlige stemmer, der skal finde en ny venstremand – eller et helt andet alternativ – næste gang. En del af disse stemmer er formentlig loyale venstrestemmer, men det er konventionel visdom, at kendte kandidater – særligt dem, der har vist, at de kan gøre en forskel på Christiansborg – tiltrækker vælgere, som måske ellers ikke ville stemme på Venstre.
Ellemann har under halvandet år til at køre et hold af kandidater i stilling, som har tilstrækkelig folkelig og bred appel til, at mankoen op til de 160.000 stemmer bliver lukket. Det ligner en umulig opgave.
Bred appel er formentlig også hovedforklaringen på, at Venstres gruppebestyrelse nok noget overraskende for offentligheden valgte den 38-årige Thomas Danielsen, der er valgt i Vestjylland, til partiets nye gruppeformand som afløser for Lauritzen.
Danielsen røgter på nuværende tidspunkt det lidt mindre ordførerskab inden for jagt og søfart, og så har han ikke mindst markeret sig som partiets "minkordfører", hvor han tidligt fik konkluderet, at minksagen måtte ende med en rigsretssag (og dom).
Men set i lyset af sin for Venstre ikke ubetydelige valgkreds i Vestjylland og som langvarig støjbergstøtte, der stemte imod rigsretssagen, repræsenterer Danielsen mange vælgere, som Ellemann enten har mistet eller er ved at miste.
Dertil kommer også det forhold, at en vestjyde i bytte for en nordjyde på gruppeformandsposten alt andet gør det sværere for kritikere at påstå, som Inger Støjberg har for vane, at hendes gamle parti er overtaget af politisk korrekte, kulturradikale københavnere, der helt har glemt det udkantsramte Jylland, alt imens de går og hygger sig i de fine saloner.
I dén kontekst giver valget af Danielsen mening. Man skal også bemærke, at Ellemann ikke er alene om at træffe denne beslutning. Der sidder en betydelig jysk repræsentation i gruppebestyrelsen, så Ellemann har ikke kunnet præsentere dem for en hvilken som helst kandidat.
Et andet argument handler om anciennitet. Danielsen stod simpelthen for tur. Det ville se for mærkeligt ud, hvis man sprang ham over med hans ti år i Folketinget og i stedet valgte en af de nyere folketingsmedlemmer med kun to års erfaring.
På denne måde gør man klar til et generationsskifte i partiet, der kan komme efter Danielsen, på et tidspunkt, hvor Venstre eventuelt kommer i regering.
Danielsen har imidlertid en lang forhistorie og et selvskabt image som politisk brushoved med hurtige og indimellem vel friske meldinger, som han efterfølgende har måttet trække i land.
Valget af Danielsen er derfor et brud med traditionen i Venstre, hvor gruppeformandsposten typisk er blevet overdraget til en person med tilpas erfaring og overblik, men som også er udstyret med dignitas og som derfor nyder en vis ære og respekt – ikke kun i sit eget parti, men også blandt politiske modstandere.
Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på podcasten Cordua & Steno, som Berlingske udgiver. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget.
Guldstandarden i Venstre vil nok være enten de senere folketingsformænd, Christian Mejdahl eller salig Ivar Hansen. Danielsen er alt andet end det og kommer næppe til at nærme sig samme ophøjethed, selvom man nu godt kan finde venstrefolk i gruppen, som faktisk fremhæver den nye gruppeformands evner udi i at tyde det politiske spil.
Det er ellers ikke det indtryk, som man har fået, henset til, at Danielsen sammen med andre venstrefolk fik presset partiet til at stemme for et borgerforslag om nedsættelse af en rigsret mod statsminister Mette Frederiksen i minksagen, allerede før at granskningskommissionen havde afhørt ét eneste vidne.
Det skete også imod anbefalingen fra forgængeren, Karsten Lauritzen, som dog blev overhørt. Man kan rolig fastslå, at der fortsat er behov for ledelse af Venstres folketingsgruppe, så man igen ikke kaster sig ud i fremtidige lige så hovedløse beslutninger. Her må Danielsens forhistorie således være et meget dårligt varsel.
Blandt de mange "mindeværdige" og mærkværdige udtalelser fra Venstres gruppeformand vakte især angrebet for godt et år siden på den daværende Instrukskommissions formand, Peter Mørk Thomsen, opsigt. Her såede Danielsen tvivl om dommerens uafhængighed. Det skete i et opslag på Danielsens facebookside:
"Og jo, rød blok har politisk valgt at nedsætte en kommission med næstformanden i Flygtningenævnet som bestemmende formand. Men i Danmark kan politiske modstandere heldigvis ikke dømme hinanden – heller ikke via politisk bestemte kommissioner".
Det er noget af et særsyn, at en folketingspolitiker – endda med hele ti års erfaring som lovgiver i baggagen – og endda fra et af de fire gamle partier angriber en embedsmand for at være politisk modstander, blot fordi han passer det job i Flygtningenævnet, som han er udpeget til.
Peter Mørk Thomsen fortalte søndag i sidste uge i Politiken om de kedelige konsekvenser, som han og hans familien har måtte leve med som følge af, at han påtog sig opgaven om Instrukskommissionens formand. Han kaldte i Politiken budskabet fra Danielsens opslag for "virkeligt bekymrende":
"Hvis man begynder at gå efter personen, så har man simpelthen ikke nok indsigt i, hvad det er, der driver en dommer. Og man har i hvert fald slet ikke indsigt i, hvordan domstolene fungerer, hvis man siger, at dommere agerer politisk. Det er virkelig bekymrende, når det kommer fra et medlem af Folketinget".
Landsdommerens og andres kritik (herunder min egen) har dog ikke gjort noget større indtryk på Venstres gruppebestyrelse, der enstemmigt indstillede Danielsen som ny gruppeformand, eller folketingsgruppen, der valgte ham efterfølgende.
Kun fremtiden vil vise, hvor mange gange Danielsen må ind i brændenælderne for at hente de bolde, som han har fået skudt over mål
Jarl Cordua
Danielsen bekendte dog forinden, da Politiken forholdt ham Mørk Thomsens udtalelser, at hans udtalelser åbenlyst var en meget, meget stor fejl, som er meget beklagelig.
Det kom også til en uforbeholden undskyldning til Mørk Thomsen med et års forsinkelse. Måske anede Danielsen, at det ville være en god idé at få gjort rent bord i denne sag, inden han satte sig i sin nye formandsstol.
Den kritik, der kan være internt af Danielsen, nøjes med at bemærke, at der har været "enkelte skæverter", men der er i det hele taget en stemning af, at valget af den nye gruppeformand ikke får den store betydning for hverken magtfordelingen eller Venstres politiske kurs.
De mest optimistiske håber på, at Danielsen, som endog skulle være vellidt i gruppen, ved at komme under ansvarets åg vil finde vejen til at lægge bånd på sig selv og udvise den disciplin, som han fremover vil skulle kræve af alle sine gruppefæller.
Det er kun få dage siden, at Danielsen blev taget i skole af sin egen politiske ordfører, Sophie Løhde, der efter endnu en frisk melding fra Danielsen om det uafvendelige i nedsættelsen af en rigsret mod statsministeren fik fastslået, at Venstre endnu ikke vil konkludere på Granskningskommissions rapport, før den foreligger til sommer.
Det bliver også Danielsens opgave at slå ned på kommentarer i stil med hans egen fra valgkampen i 2015, hvor han på Twitter kommenterede daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt i lidet flatterende sammenhæng med påstået brug af rynkemidlet Botox.
Også ved den lejlighed blev det til en "selvhenter" fra den nyslåede gruppeformand. Kun fremtiden vil vise, hvor mange gange Danielsen må ind i brændenælderne for at hente de bolde, som han har fået skudt over mål. Statistikken viser dog, at offentligheden allerede kan se frem til det.
Heldigvis har Danielsen selv øje for, at han nok får brug for en støttepædagog i form af Sophie Løhde, der for kun få dage siden tilretteviste ham i sagen med Granskningskommissionen:
"Jeg har selvfølgelig udtalt meget igennem mine ti år her i Folketinget, men det er jo kun dejligt, at vi har en dygtig politisk ordfører, som kan hjælpe mig, hvis jeg kommer til at sige noget, der ikke helt er i tråd med linjen".
Ældre iagttagere ihukommer nok, hvordan Ritt Bjerregaard i sin tid korrigerede en anden af tidens politiske brushoveder, nemlig Svend Auken, med ordene: "Det, Svend mener, det er".
Måske vil formuleringen nu få en renæssance i Venstre, når den politiske ordfører skal ud og korrigere gruppeformandens udtalelser, der igen har ramt skævt.
Ud fra en magtpolitisk kalkyle udgør Danielsen absolut ingen trussel mod Ellemann, men er snarere et slags gidsel. Formanden kan skille sig af med ham hurtigt med gruppens velsignelse, hvis den vestjyske politiker ikke lægger stilen om og holder igen med de friske meldinger, der kan forstyrre hans daglige opgaver med at lede gruppemøderne og meddele pressen, hvad gruppen har vedtaget.