Danmarks Sportsfiskerforbund: Der er brug for, at vi lægger kursen radikalt om i fiskeriet

Regeringen skal fastholde CO2-afgift

Mit ønske til fiskeripolitikken er, at vi denne gang gør det rigtige og det tilstrækkelige. At vi tænker langsigtet og bredt. Med langsigtet mener jeg Brundtlands udsagn om ikke at begrænse kommende generationer, og med bredt mener jeg, at vi tager højde for både miljøet, økonomien og samfundets behov.

Skal vi udnytte havets ressourcer, skal det ske på en måde, som ikke forarmer det yderligere.

Helt konkret kræver det, at regeringen fastholder den allerede aftalte CO2-afgift på fiskeriet, som er en afgørende drivkraft for omstillingen fra det miljø- og klimaskadelige bundtrawlfiskeri til mere skånsomme fangstmetoder som tejner, liner og stationære garn.

Mener vi det alvorligt med at skabe lokal økonomi ud af de fiskeressourcer, vi har, så skal vi indtænke hele økonomien fra et sundt hav.

Torben Kaas
Formand, Danmarks Sportsfiskerforbund

Samtidig må der findes en løsning, så den uholdbart lange udfasningstid for muslingeskrab i vores fjorde og indre farvande på otte år kan speedes op – eksempelvis i form af øget støtte til disse fiskere til omlægning til andre former for fiskeri.

Får muslingeskraberne lov til at fortsætte, er Regeringens fine kort over et trawlfrit Bælthav inklusive fjorde lige til at rive over. Det mener lokale borgere og kommuner i øvrigt også ved flere af de påvirkede fjorde.

Dertil skal vi have de forurenende havbrug, som i dag næsten alle fungerer med forældede miljøtilladelser, på land, hvor vi kan håndtere spildevandet fra dem.

Samlet set har havbrugene ikke en stor næringsstoftilførsel til havmiljøet, men lokalt påvirker havbrugene vores kystvandområder med fosfor, kvælstof og miljøfremmede stoffer – typisk i kystnære områder og ved fjorde, hvor havmiljøet i forvejen er hårdt presset af landbrugets udledninger.

Teknologien til at avle fiskene i bassiner på land findes allerede, og med fiskeriaftalen bør der lægges en klar retning for en moderne akvakultur, der modsat i dag renser spildevandet og begrænser miljøpåvirkningen af kystvandene.

Lokal økonomi ud af fiskeressourcer

Bæredygtig økonomi er økonomi for hele samfundet og ikke kun for fiskerierhvervet. Vi har altid været gode til at tænke erhvervenes økonomi ind i politikken for vores natur.

Men vi gør det kortsigtet og på en måde, som ikke godt nok forbereder erhvervene til fremtiden. Det er ikke bæredygtigt at ødelægge det hav, man lever af.

Men det er det, erhvervsfiskerne opnår ved at vægre sig ved at stille om til skånsomme metoder.

Ikke kun erhvervsfiskerne kommer til at lide under deres pres på havet. Man skal indregne økonomien for de fiskerihavne, som ikke længere har en fiskerflåde, fordi fiskene er væk, og man skal indregne den økonomi, der knytter sig til kystturisme og lystfiskeri. 

Lystfiskerne alene bidrager med en omsætning i samfundet, som er mere end halvdelen af omsætningen i det samlede erhvervsfiskeri, men på baggrund af en minimal brøkdel af de samlede fangster.

Mener vi det alvorligt med at skabe lokal økonomi ud af de fiskeressourcer, vi har, så skal vi indtænke hele økonomien fra et sundt hav. Læg erhvervsfiskeriet om til de metoder, erhvervsfiskere langs kysterne benytter.

Det er skånsomt og giver arbejdspladser til langt flere ude i lokalsamfundene, end de få industrifartøjer gør. Og så skal vi have et forbud mod erhvervsmæssig fangst af de fiskearter, som langt de fleste lystfiskere ønsker at fange.

Laks, havørred, gedde, aborre og sandart har minimal betydning i erhvervsfiskeriet, men lystfiskerne bruger formuer på at fange dem.

Derfor ved vi også, at en havørred fanget på stang giver langt større samfundsværdi, end den samme ørred fanget af en erhvervsfisker.

En befolkning, som har havet i hjertet

Vi har som samfund og befolkning havet i vores DNA.

Er der ingenting at fange, mister vi først lysten til at fiske og dernæst følelsen af, at den blå natur er relevant for os.

Torben Kaas
Formand, Danmarks Sportsfiskerforbund

Endnu i hvert fald. 500.000 danskere svinger hvert år fiskestangen og får gode oplevelser ud af det, samtidig med at vi styrker tilknytningen til vores vandnatur.

Er der ingenting at fange, mister vi først lysten til at fiske og dernæst følelsen af, at den blå natur er relevant for os. Det samme gælder i de små kystsamfund, hvor de mindre fiskerbåde ikke længere lægger til.

Med dem har vi mistet den lokale kultur omkring havnene og muligheden for at købe skånsomt høstede fangster hen over kajkanten.

Om en generation kan ingen huske den kultur og det liv, fiskerihavnene står for, og som er en del af, hvad Danmark er.

Med den rigtige fiskeripolitik kan vi stadig se os selv som en befolkning, som har havet i hjertet og et ønske om at passe på det. Men om en generation er det for sent.