Frederik Lange
RedaktionsassistentDanmarks sygeplejersker får ny fagforeningschef.
Den tidligere chef for Politisk Sekretariat i Dansk Sygeplejeråd Lars Pram vender tilbage og bliver nu fagforeningens nye direktør.
Dermed forlader han sin nuværende stilling som direktør for Forbrugerrådet Tænk. En stilling, han har besiddet siden 2013.
I en pressemeddelelse understreger han sygeplejerskernes betydning for Danmark.
"Sundhedsvæsnet er en meget vigtig del af velfærdssamfundet, og sygeplejerskerne spiller en nøglerolle i sundhedsvæsnet. Jeg glæder mig til at være med til at skabe gode resultater for sygeplejerskerne sammen med foreningens medarbejdere og politisk valgte," siger Lars Pram.
I sit nye job kommer Lars Pram til at kæmpe for bedre løn- og ansættelsesforhold for Dansk Sygeplejeråds 76.000 medlemmer.
Pram er 47 år og uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet.
Det er endnu ikke fastlagt, hvornår han tiltræder sin nye stilling.