Debat

Danske vegetarer: Vi bør hægte os på den plantebaserede udvikling, før det er for sent

DEBAT: Flere af verdens største virksomheder tror på, at fremtidens fødevarer er plantebaserede. Der er muligheder for et erhvervseventyr for både dansk landbrug og industri, men det er snart ved at være sidste udkald, skriver Rune-Christoffer Dragsdahl.

Danmark snorksover, mens udenlandske virksomheder og investorer satser på, at plantebaseret mad for fremtiden vil erstatte kød fra dyr, mener Rune-Christoffer Dragsdahl. 
 
Danmark snorksover, mens udenlandske virksomheder og investorer satser på, at plantebaseret mad for fremtiden vil erstatte kød fra dyr, mener Rune-Christoffer Dragsdahl.   Foto: Colourbox
Kristian Tolbøll
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Rune-Christoffer Dragsdahl 
Generalsekretær, Dansk Vegetarisk Forening

I 2013 begyndte Bill Gates, et af verdens rigeste mennesker, at støtte forskning i udvikling af alternativer til kød fra dyr. Han begrundede initiativet med, at den voldsomme stigning i det globale kødforbrug ikke er bæredygtig, og at kødforbruget er et problem for både miljø, sundhed og dyr. På hans hjemmeside blev der offentliggjort vegetariske opskrifter på køderstatninger.

Senere investerede IT-milliardæren i firmaet Beyond Meat, som har udviklet Beyond Burger – bøffer, der bløder og smager ligesom kød. Allerede her i 2017 er bøfferne begyndt at gå deres sejrsgang over hele USA, og i 2018 kommer burgeren til Storbritannien. Et af verdens største kødfirmaer, Tyson Foods, har endda købt en del af Beyond Meat.

Store investeringer i plantebaseret mad
Beyond Meat har en konkurrent – Impossible Foods. Også dette firmas burger, Impossible Burger, bløder og smager ligesom kød. Fødevareminister Esben Lunde Larsen besøgte firmaet, da han i september var i USA sammen med nogle af sine embedsmænd, og han skrev på Twitter, at burgeren ’smager godt’.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Impossible Burgers vision er, at alt kød i 2035 kommer fra planter. Og der er giganter, som tilsyneladende tror på den vision: For to år siden bød Google 300 millioner dollars for den lille start-up – men blev afvist, fordi firmaet selv mente, at de er meget mere værd. Siden da har Google utvivlsomt fortrudt, at de ikke bød et langt større beløb.

I mellemtiden deltager Google i udviklingen på anden vis ved i sine kantiner at forsøge aktivt at fremme plantebaserede kostvalg blandt medarbejderne.

De største spillere – Landbrug & Fødevarer, Dansk Industri og det politiske flertal på Christiansborg – snorksover desværre.

Rune-Christoffer Dragsdahl
Generalsekretær, Dansk Vegetarisk Forening

En anden kendt milliardær, Richard Branson, som ejer flyselskabet Virgin Atlantic, har for nylig – sammen med Bill Gates og Cargill, som er en af USA's største fødevarevirksomheder – investeret 17 millioner dollars i Memphis Meats, som producerer kød uden dyr. I den forbindelse udtalte Branson, at han tror på, at verden om cirka 30 år er holdt op med at producere kød fra dyr, og at alt kød vil være lavet af enten stamceller eller planter.

Følger naturvidenskabelige fakta
Virksomhederne og investorerne er ikke fantaster, de lytter blot til naturvidenskabelige fakta. Hele 15.000 forskere skrev for nylig under på et manifest, hvor de appellerede til alle verdens politikere om tiltag for at sikre en bæredygtig fremtid for hele verden, og en af de ting, de skrev under på, var nødvendigheden af en omlægning til plantebaseret kost.

Cirka samtidig udgav tyske forskere en ny beregning, som viser, at verden kun kan brødfødes bæredygtigt, hvis forbruget af animalske fødevarer reduceres kraftigt.

Tidligere på året købte franske Danone det amerikanske firma WhiteWave Foods, som ejer en række af de mest udbredte plantebaserede alternativer til mælk: Silk, So Delicious, Vega og Alpro. Det sker som led i en direkte erkendelse af, at markedet for mælkeprodukter har dystre fremtidsudsigter, mens det plantebaserede marked vokser kraftigt.

Allerede i Danones seneste kvartalsrapport fremhæves købets positive betydning for firmaets bundlinje. Og det amerikanske fødevare- og landbrugsministerium, USDA, har i en nylig rapport beskrevet, hvordan salget af mælkeprodukter fra dyr styrtdykker, mens salget af plantebaserede fødevarer stiger, og de anbefaler direkte opkøb af firmaer, som producerer plantebaserede alternativer til mælk.

Unilever, en af verdens største fødevarevirksomheder, både omfavner og promoverer den plantebaserede fremtid som en vigtig del af deres strategi – herunder ikke mindst som et spørgsmål om, at en bæredygtig verden med stabil fødevareforsyning er afgørende for deres fremtidige indtjening.

Den anden helt tunge spiller på fødevaremarkedet, Nestlé, har også set skriften på væggen. I anledning af International Veganerdag holdt Nestlé Norden en vegetarisk uge for deres ansatte, og de opfordrede samtidig alle andre danske arbejdspladser til at gøre det samme.

Stor interesse fra danske virksomheder
Der er danske virksomheder, som i årevis har arbejdet med økologiske, plantebaserede fødevarer – for eksempel Naturli’ og Urtekram. Og der er nye start-ups, små og store, som eksempelvis Fairdig, Plant Jammer og Simple Feast. Og i den økologiske del af fødevaresektoren, for eksempel hos Aarstiderne og Økologisk Landsforening, er man opmærksomme på udviklingen og støtter den.

Vi oplever i Dansk Vegetarisk Forening desuden en stor interesse fra den danske detailhandel, som er ved at få øjnene op for udviklingen og efterspørger flere plantebaserede produkter, de kan sætte på hylderne.

Men lige nu er markedet i høj grad præget af udenlandske produkter eller produkter med udenlandske ingredienser. Det betyder, at Danmark går glip af vækst og arbejdspladser. For et landbrugsland som Danmark har et enormt potentiale for at blive en tung spiller på både det danske og internationale marked for plantebaserede fødevarer.

Passivitet kan få alvorlige konsekvenser
De største spillere – Landbrug & Fødevarer, Dansk Industri og det politiske flertal på Christiansborg – snorksover desværre.

Nogle forsøger at benægte og lukke sig inde i et ekkokammer, hvor de bekræfter sig selv i, at fortalerne for det plantebaserede tager fejl, og at Danmark sagtens kan fortsætte med fortrinsvis at producere animalske fødevarer og foder til dyr. Men det vil få alvorlige konsekvenser for dansk landbrug, den danske fødevareindustri og danske arbejdspladser.

Økologi-omstillingen i de offentlige køkkener har gavnet Danmarks omlægning til mere økologisk landbrug. Omstillingen til det plantebaserede kan med fordel startes samme sted, for 43 procent af danskerne ønsker at spise mindre kød, og 44 procent ønsker plantebaserede valgmuligheder i det offentlige.

Giv borgerne muligheden for at vælge det grønne – det kan skabe grundlaget for et plantebaseret erhvervseventyr i Danmark.

.....

Rune-Christoffer Dragsdahl er uddannet kandidat i Antropologi fra Københavns Universitet i 2012. Han er ph.d.-stipendiat ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet. Han er generalsekretær for Dansk Vegetarisk Forening. Dansk Vegetarisk Forening har eksisteret siden 1896 og arbejder for at udbrede vegetarisk levevis af hensyn til både dyr, mennesker og miljø.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rune-Christoffer Dragsdahl

Generalsekretær, Dansk Vegetarisk Forening, næstforperson, International Vegetarian Union
cand.scient.anth. (Københavns Uni. 2012, speciale i mad og landbrug)

0:000:00