De hurtigste til EU-lovgivning

Af Stine Pilegaard Jespersen
Underdirektør i Dansk Erhverv
og Lone Saaby
Direktør for generel erhvervspolitik i Landbrug & Fødevarer

Er vi virkelig EU’s duksedrenge, spørger Susanne Hegelund og Peter Mose i en kommentar i Altinget den 3. november 2014. Det korte svar er: Ja, i hvert fald når det gælder hastigheden. Mens Folketinget i gennemsnit bruger 3,7 måneder på et indføre et stykke EU-lovgivning i Danmark, så bruger EU-landene i gennemsnit mere end det dobbelte.

Der er ikke noget galt i at gøre tingene hurtigt. Problemet er, hvis det også sker hovedløst og hårdt. Det er ofte tilfældet, når det gælder de regler, som rammer danske virksomheder og landbruget. Og som derfor også er de regler, som Landbrug & Fødevarer og Dansk Erhverv ønsker at sætte fokus på.

Lang liste af eksempler
Susanne Hegelund og Peter Mose nævner selv gødningsreglerne, som er et godt eksempel på dansk overimplementering. EU fastlagde for nogle år siden den mængde gødning, som korn vil have bedst af. Men i Danmark må landmændene kun bruge 82 procent af den mængde, og derfor er proteinindholdet i det danske korn nu faldet til det laveste niveau nogensinde, så bryggerier og ølproducenter må hente deres råvarer i udlandet.

Der er ikke noget galt i at gøre tingene hurtigt. Problemet er, hvis det også sker hovedløst og hårdt. Det er ofte tilfældet, når det gælder de regler, som rammer danske virksomheder og landbruget.

Stine Pilegaard Jespersen og Lone Saaby
Hhv. underdirektør i Dansk Erhverv og direktør for generel erhvervspolitik i Landbrug & Fødevarer

Et andet eksempel: Ifølge EU skal alle forhandlere kunne fortælle, om der er kemiske risikostoffer i deres produkter. Dog er der en bagatelgrænse, så kravet bortfalder, hvis risikostoffet udgør mindre end 0,1 procent af hele produktets vægt. I Danmark har vi imidlertid strammet kravet, så de 0,1 procent gælder for hver enkelt del, som produktet - for eksempel en cykel - består af. Det betyder, at cykelhandleren skal have styr på andelen af risikostoffer i både ringeklokken, pedalerne, bremserne og alle de andre cykeldele, mens hans kollegaer i ethvert andet EU-land kan nøjes med at spørge den ene leverandør, der har solgt ham cyklen.

Og listen kan fortsætte med eksempler om alt fra økologisk honningproduktion til regler om cookies og støj, der er overimplementeret. Til gengæld kan vi ikke finde mange eksempler på det omvendte, og vi har derfor svært ved at genkende det billede, som Hegelund og Mose forsøger at male op – nemlig at dansk erhvervsliv på grund af underimplementering af EU-regler slipper billigere end virksomheder i andre EU-lande.

Ikke et enten-eller
Vi er heller ikke enige med de to forfattere i, at valget for danskerne står mellem et land med relativt pæn miljø-, forbruger- og arbejdstagerbeskyttelse - eller et land, der ruller kravene tilbage.

Vi tror ikke, at det er et enten-eller. Det går ikke ud over miljøet, hvis vi følger EU’s regler om økologisk honningproduktion eller begynder at differentiere gødningskravene. Det går ikke ud over forbrugerne, hvis cookie-reglerne lempes. Og det går ikke ud over arbejdstagerne, hvis reglerne for støj er målbare som i resten af EU og ikke også skal defineres ud fra, hvorvidt vi bryder os om lyden eller ej.

Men det går til gengæld ud over os alle og hæmmer væksten, hvis vi bliver ved med at spænde ben for os selv ved at indføre strengere regler i Danmark end i vores nabolande. Derfor ser vi det som et positivt tiltag, at man i regeringen har fået øjnene op for konsekvenserne af overimplementering og oprettet en instans til at kigge på netop det. Det er ikke uløselige problemer, Danmark har skabt med sin hang til særregler. Løsningen er faktisk ligefor.