Bliv abonnent
Annonce
Debat

DN: Alle andre kan udtage nok landbrugsjord. Selvfølgelig kan Thisted også levere

Lad os lige minde om, hvorfor opgaven er så stor i Thisted Bredning, og 
der her er brug for markante reduktioner: Miljøtilstanden er mildest 
talt katastrofal, skriver Gorm Wæhrens og Thorkild Kjeldsen.
Lad os lige minde om, hvorfor opgaven er så stor i Thisted Bredning, og der her er brug for markante reduktioner: Miljøtilstanden er mildest talt katastrofal, skriver Gorm Wæhrens og Thorkild Kjeldsen.Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
19. september 2025 kl. 05.00

G

Repræsentanter for Danmarks Naturfredningsforening i Lokal Trepart Limfjorden

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Den grønne trepart er et kæmpe fremskridt for kvælstofindsatsen i Danmark. Den er et lys i mørket i forhold til de 70 timers video fra Vejle Fjord, hvor blot én fisk kom frem på skærmen.

Den er et løfte om ilt til de fjorde og kystvande, som de senere år har været ramt af de værste iltsvind i over 20 år.

Den er et håb for de kommende generationer, der gerne vil fange fisk på fjorden og nyde kyster uden slimet fedtemøg.

Og den er uden sammenligning historisk, når regeringen sammen med et bredt flertal i Folketinget har besluttet af afsætte 43 milliarder skattekroner til at omlægge landbrugsjord til natur.

Men samtidig er den også fuldstændig afhængig af, at de lokale treparter finder løsninger om udtagning af landbrugsjord og omlægning til natur, som lever op til de politisk fastsatte mål om at reducere udledningerne af kvælstof med de 13.780 tons, der ifølge myndighederne skal til for at nå god tilstand i det danske vandmiljø.

Læs også

En bunden opgave

Bag aftalen om den grønne trepart står regeringen bestående af Venstre, Socialdemokratiet og Moderaterne, Danmarks Naturfredningsforening og Landbrug & Fødevarer og med politisk opbakning fra et bredt flertal af Folketingets partier.

Derfor er vi noget forundrede over udmeldingen her i Altinget fra en repræsentant fra et af partierne bag aftalen – nemlig borgmester i Thisted, Niels Jørgen Pedersen (V). 

Han er samtidig repræsentant for sin kommune i Lokal Trepart Limfjorden.

Men han mener ikke, at man kan lave omlægningsplaner, der sikrer, at Thisted kommune lever op til målet om kvælstofreduktioner i vandopland Thisted Bredning, som er på 522,8 tons.

Det er en bunden opgave og ikke til diskussion, at vi skal finde arealer til fuld indfrielse af indsatsbehovet for alle vores kystfarvande.

Det kan man alle andre steder, og det kan man også i Thisted. Alt andet vil være at gøre grin med de kommuner og landmænd, som tager opgaven alvorligt og leverer det, de skal.

Lad os lige minde om, hvorfor opgaven er så stor i Thisted Bredning, og der her er brug for markante reduktioner: Miljøtilstanden er mildest talt katastrofal, og iltsvindet ramte i år Thisted Bredning allerede midt i juli.

Sidste år drev tusindvis af døde småfisk op på kysten i Thy, formentlig kvalt af kraftigt iltsvind, der skyldes den alt for store udledning af kvælstof og fosfor til farvandet.

95 procent af den menneskeskabte kvælstofudledning til Thisted Bredning kommer fra landbrugets marker. Det er her opgaven skal løses.

Bedste løsninger findes lokalt

Frem mod 2026 er der nu et vindue for, at landbrugerne kan indgå aftaler om udtagningen ved for eksempel omlægning til skov eller vådområdeprojekter.

Herefter vil der fra 2027 træde en ny målrettet kvælstofregulering i kraft, som skal sikre trepartens hovedmål om omlægning af de 400.000 hektar landbrugsjord til natur.

Derfor behøver trepartens lokale parter ikke spekulere i om noget er muligt, for det er allerede aftalt, at målet skal realiseres gennem arealfonden på de 43 milliarder skattekroner og en kommende ny kvælstofregulering.

Men for at sikre de bedst mulige løsninger, så er vi nødt til at sætte sammen lokalt.

Her nytter det ikke at stille spørgsmål ved de overordnede mål, som ligger fuldstændig fast. Det er besluttet af et bredt flertal i Folketinget, og det kan ingen løbe fra.

Artiklen var skrevet af

G

Gorm Wæhrens og Thorkild Kjeldsen

Repræsentanter for Danmarks Naturfredningsforening i Lokal Trepart Limfjorden

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026