Dyrlæger: Hvorfor uddanne os, når EU vil have robotter?

Ny EU-lovgivning tvinger dyrlæger at følge lægemidlers produktbeskrivelser. Det erstatter faglige vurderinger med robotarbejde og vil føre til at danske dyr bliver fejlbehandlet, skriver medlemmer af Dyrlægeforenings hovedbestyrelse.

Placeholder image
For produktionsdyr vil den nye EU-lovgivning betyde, at danske dyrlæger tvinges til at udskrive mere antibiotika end nødvendigt. Årtiers kamp for at nedbringe forbruget vil gå tabt, skriver Den Danske Dyrlægeforenings hovedbestyrelse. Foto: Henning Bagger/BAG/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I dag reducerer EU en af de vigtigste funktioner i dyrlægers erhverv til et rent robotarbejde.

En ny EU-forordning underkender ganske enkelt den nødvendige individuelle vurdering, som er en vigtig forudsætning for enhver diagnose og behandling.

Forfatterne bag debatindlægget

Medlemmer af Den Danske Dyrlægeforenings hovedbestyrelse:

  • Hanne Knude Palshof, formand, Den Danske Dyrlægeforening
  • Helle Slot, formand, faggruppe kvæg
  • Ginnie Holmes Hørning, formand, faggruppe heste
  • Christine Fossing, formand, faggruppe familiedyr
  • John Haugegaard, formand, faggruppe svin

I Den Danske Dyrlægeforening vurderer vi, at EU-forordningen er til fare for dyrs helbred og vil betyde en øget risiko for både under- og overbehandling og dermed øget resistensudvikling. 

One size fits none

Fokus på fysiologi, farmakologi og sygdomslære hos dyr. I fem og et halvt år. På et universitet.

Det er hvad det kræver at blive uddannet til at kunne agere professionelt indenfor disse tre komplicerede fagområder og have faglighed til at kunne ordinere en passende mængde lægemiddel i et passende tidsrum.

Det er ikke uden grund, at det tager årevis at lære at diagnosticere sygdomme og ordinere medicin for at bekæmpe de samme sygdomme. Kroppe er komplekse, sygdomsbilleder er komplekse – og one-size fits all løsninger er sjældent det optimale svar på noget som helst.

Men det er netop hvad den nye EU-forordningen fra i dag pålægger alle dyrlæger at gøre: Beskrivelser i lægemidlers godkendelse skal følges helt eksakt. Uden hensyn til sund fornuft, erfaring og evidens om forhold, der taler for at ændre både dosis og behandlingslængde.

Tvinges til at fejlbehandle

For produktionsdyr vil den nye lovgivning blandt andet betyde, at danske dyrlæger tvinges til at udskrive mere antibiotika end nødvendigt. Årtiers kamp for at nedbringe forbruget vil gå tabt og risikoen for resistensudvikling vil øges. Altså det modsatte resultat end hensigten.

I sidste ende er der også tale om, at menneskers sundhed tilsidesættes, når dyrlæger tvinges til at bruge mere medicin end nødvendigt.

Den Danske Dyrlægeforenings hovedbestyrelse

For familiedyr vil de nye regler betyde at nyere forskning tilsidesættes. Eksempelvis viser forskning, at behandling for urinvejsinfektion skal afsluttes, når de kliniske symptomer ophører. Ekspertanbefalinger i antibiotikavejledninger vil heller ikke længere kunne følges.

For heste vil EU-forordningen betyde, at produkter, som i dag anvendes i højere dosering end produktbeskrivelsen dikterer, ikke længere vil kunne gives i den mængde, som er nødvendig for at opnå effekt. Det gælder eksempelvis ved infektioner i led eller meget smertefulde tilstande, hvor medicin skal gives hyppigere for at kunne lindre tilstrækkeligt – for eksempel når heste lider af kolik.

En total tilsidesættelse fagligheden

Mange veterinære lægemidler er markedsført efter en godkendelse som ligger 20-40 år tilbage i tiden. Det betyder, at ny viden og erfaring ikke nødvendigvis afspejles i beskrivelserne. Det er nemlig både dyrt og tungt for virksomhederne at opdatere og få godkendt disse.

Med afsæt i nyere viden om sygdomme og behandling har dyrlæger heldigvis, indtil nu, haft mulighed for fagligt at vurdere hvert enkelt dyr i forhold til at finde den optimal dosering. Det er entydigt en total tilsidesættelse af dyrlægers faglighed, når vi ikke længere kan fortsætte med det indenfor lovens rammer.

Den nye EU-forordning reducerer med andre ord en af de vigtigste faglige funktioner i dyrlægers virke til rent robotarbejde. Det er en underkendelse af den nødvendige faglige vurdering, som bør følge enhver diagnose og behandling.

Det vil udenfor enhver tvivl medfører risiko for både under- og overbehandling og dermed for dyrenes sundhed og velfærd. I sidste ende er der også tale om, at menneskers sundhed tilsidesættes, når dyrlæger tvinges til at bruge mere medicin end nødvendigt. Det kan aldrig have været hensigten med regelændringerne.

Ikke en mulighed at tilpasse loven

I Den Danske Dyrlægeforening har vi rettet henvendelse til både fødevare- og sundhedsministeren, og vi oplever, at vores bekymringer møder forståelse. Men vi oplever også, at de danske ministerier tilsyneladende ingen reel mulighed har for at rette det åbenlyst forkerte.  

Det er jo biologi vi arbejder med, ikke søm og skruer.

Den Danske Dyrlægeforenings hovedbestyrelse

Løsningen kan synes enkel, nemlig at opdatere alle produktbeskrivelserne for eksisterende og kommende produkter. Men I mange tilfælde er det slet ikke realistisk at ændre godkendelser og tilpasse dem til alle situationer.

Den proces tager adskillige år og kan betyde, at lægemiddelvirksomhederne i stedet vælger at tage produkter af markedet.

Det vil være en katastrofe, da antallet af godkendte veterinære lægemidler i forvejen er blevet stærkt begrænset over det seneste årti.

En pragmatisk tilgang kan i stedet være at give lægemiddelvirksomhederne en passende tidsfrist til at få tilpasset godkendelserne til det nye regelsæt og først derefter indføre krav om, at beskrivelserne skal følges strikt.

Men selv med en tilpasning er det efter vores overbevisning ikke muligt at tage højde for alle situationer. Resultatet vil være flere fejlbehandlinger, da det ikke er fagligt forsvarligt blot at følge produktbeskrivelserne uden nogen former for selvstændig tankevirksomhed.

Det er jo biologi vi arbejder med, ikke søm og skruer.

Omtalte personer

Hanne Knude Palshof

Formand, Den Danske Dyrlægeforening
Dyrlæge (1993)

John Haugegaard

Specialdyrlæge, Svinesundhedsmanagement, Formand, Faggruppe Svin, Den Danske Dyrlægeforening
Cand. Med. Vet., Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole

Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser