Kommentar af 
Christian Egander Skov

Egander Skov: Irmas lukning illustrerer de politiske splittelser i samfundet

Irmabutikkernes lukning medførte en heftig debat, mens lukningen af Aldi blev mødt med ligegyldig tavshed. Det viser, hvad vi allerede vidste – at den offentlige samtale tilgodeser en ujævnt geografisk distribueret højere middelklasse, skriver Christian Egander Skov.

Hvorfor reagerer Irma-kunder med sorg og forurettelse, men Aldi-kunder reagerer med glæde over muligheden for et køtilbud i anledningen af lukningen, spørger Christian Egander Skov.
Hvorfor reagerer Irma-kunder med sorg og forurettelse, men Aldi-kunder reagerer med glæde over muligheden for et køtilbud i anledningen af lukningen, spørger Christian Egander Skov.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Christian Egander Skov
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det er, som om det hele lukker for tiden, men mest højlydt naturligvis Irma. Først de syv kors for mig: Jeg har aldrig handlet i Irma.  

Jeg voksede op i Århus. Uden Irma. En kort periode åbnede en slags afdeling vistnok i Magasin. Men den forsvandt så pludseligt, som den var kommet. I Århus har de jo Salling Super, men der har jeg nu heller aldrig handlet meget. Det er for dyrt, og jeg ved ikke, hvad alle de fine ting kan bruges til.  

Det er nok sådanne forhold, der gør debatten om Irma ekstra interessant. Det er, som om der er lagt et tværsnit hen over folkelegemet, og debatten viser alle de steder, hvor det væsker og værker. Det handler om forvandlinger og afstande.  

Egentlig er sagen jo interessant nok i sig selv. Koncernen Coop lægger op til en større strukturændring i foretagendet. Først var det Fakta, der blev til en kæde med det håbløse tankstationsnavn 365Discount. Nu forsvinder Irma så. Det samme gør i øvrigt Kvickly og Super Brugsen.  

Det drejer sig i alle tilfælde om indarbejdede navne med en høj grad af genkendelighed.  

I stedet skal det hele hedde Coop. Hvorfor? Ja, egentlig ikke af anden grund end at det er koncernens navn. Og da beslutningen er truffet af folk i koncernens ledelse, så har man nok tænkt, at det var et både normalt og godt navn.  

Om ikke andet må man gå ud fra, at folk dér faktisk er i stand til at udtale navnet korrekt, altså ko-op – ligesom i kooperativ, et ord der igen blot er en dyr måde at sige andelsbevægelse på.

Problemet er bare, at de fleste af Coops kunder ikke er ansat i Coop (og strengt taget er det nok meget godt). Derfor tror de, at Coop er et engelsk og udtales Kuup. Det betyder i øvrigt hønsehus. Men så ved man da, hvor Irma-pigen henter æggene. 

Navnet Coop har også det problem, at de færreste nok ved, hvad koorperativ og koorperation betyder. Hvis de ved det, tror de måske, det har noget med Arbejdernes Ligkistemagasin og Star-øl at gøre.

Sammenligningen med Aldi antyder, hvad vi i forvejen vidste, nemlig at den offentlige samtales dagsordener har det med at bonne ud til fordel for en ujævnt geografisk distribueret højere middelklasse og dens prioriteter. 

Christian Egander Skov

Man skal i det hele taget holde tungen lige i munden her. Den udtalemæssige forskel mellem koorperatisme og korporatisme forsvinder ved den mindste anstrøg af mundtlig dovenskab – og så står man pludselig der og lobhudler integralkatolicismens vision om en kleriko-fascistisk stænderstat, alt imens man tror, at man blot lykønsker den lokale brugsuddeler. 

Men sådan en koncernledelse ved jo nok, hvad den gør, ellers var den næppe en ledelse. Ude i detailhandlens frontlinjer og skyttegrave virker mange til at være mindre overbeviste.

Irmas afgående direktør placerer ansvaret hos Coops ledelse, en tidligere direktør peger på, at man godt kan redde kæden, hvis man vil.  

I Odder har chefen for landets største Kvickly givet udtryk for en nonchalant afvisende holdning til koncernledelsens visioner: “Navnet ‘Kvickly Odder’ er vores brand, og jeg kan ikke se nogen grund til at ændre det.”  

På en måde afspejler historien om Coop en bredere fortælling. Brugsforeningerne gik ligesom andelsbevægelsen i det hele taget fra at være de smås oprør mod de store til selv at blive de store, der står meget langt fra de små.

Det var nærhed. Det er afstand.  

Selvom Irma – ligesom Fakta – var en lidt fremmed fugl i Coops rede, så skriver afviklingen sig ind i en større fortælling om en andelsbevægelse, der sejrede sig ihjel og blev fjern. 

Afstanden gælder også den mellem klasser. Det er blevet mere end tydeligt i den efterfølgende debat om lukningen. Ja, måske kan vi i første omgang hæfte os ved, at der har været en debat.

Da Aldi for kort tid siden lukkede, blev det mødt med tavs ligegyldighed. At konstatere, hvad vi taler om, og hvad vi ikke taler om, er i sig selv interessant.

Sammenligningen med Aldi antyder jo, hvad vi i forvejen vidste, nemlig at den offentlige samtales dagsordener har det med at bonne ud til fordel for en ujævnt geografisk distribueret højere middelklasse og dens prioriteter. 

Irma har ikke at gøre med den kreative klasse. Den er en klassisk opadstræbende middelklasses domæne. 

Christian Egander Skov

Hele spørgsmålet om Irma skriver sig altså ind i de to sammenstød, som præger vores tids politik.

For det første mellem hovedstaden og resten – eller mere pointeret mellem vækstområder og udkant. Her bliver forargelsen, at vi overhovedet taler så meget om Irma. Ikke mindst i en tid, hvor den lokale købmand ude i landsbyerne mange steder er truet på livet. Og for det andet mellem den pænere del af middelklassen og så resten af befolkningen – med større intensitet jo længere man kommer væk fra denne middelklasse.

Forleden kunne JydskeVestkysten berette om Preben, der havde parkeret sin bil helt oppe på fortovet, så han kunne få fat i alle de gode sager fra Aldi i Bramming. Normalt var det jo ulovligt, men nu var det altså nødret. Forinden havde han plyndret de lokale Aldi-butikker i Holsted, Brørup og Guldager – hvor end det nu er. 

Samtidig slog de gode borgere i Gentofte ring om deres Irma og sang protestsange fra en vildere ungdom. De købte sikkert ikke noget. Det er nok derfor, Irma lukker. 

Hvorfor reagerer Irma-kunder med sorg og forurettelse, men Aldi-kunder reagerer med glæde over muligheden for et køtilbud i anledningen af lukningen?  

Der er sikkert mange ting på spil, men anklagen mod Irma-kunderne ligger ligefor i vores tids politiske og kulturelle klima. Det handler om, at de er forvænte og privilegerede. Anklagen mod Preben skal vi nok heller ikke grave dybt efter. Det har noget at gøre med værdighed. 

Læs også

Irma er i denne frontkrig blevet gjort til et eksklusivt domæne for den forkætrede kreative klasse i København.  

Det er nok forkert, selvom det da er rigtigt nok, at Irma ligger i København.

Her ligger måske et sidste interessant aspekt af debatten. Irma har ikke at gøre med den kreative klasse. Den er en klassisk opadstræbende middelklasses domæne. Derfor var genistregen, at Irma kombinerende relativt eksklusive og statusgivende forbrugsvarer med supermarkedsformatet.  

Irma tilbød altså et let aflæseligt og i den forstand demokratisk rum, der gav mulighed for uden de store omkostninger at udleve sin honnette ambition gennem forbruget. Som alle andre supermarkeder tilhørte Irma industrisamfundet og afspejlede dets klassestruktur og pludseligt opståede muligheder. 

Det står i modsætning til den mangfoldighed af special- og nichebutikker, der i dag – i den verden, som er den kreative klasses – giver status. Her er uaflæseligheden pointen.  

Det er – og skal kun være – for de få, ja endog de færreste.  

I den forstand var Irma Skjerns Magasin. Nu er vi på vej tilbage til Damernes Magasin, om end ledvogteren ikke længere er det utilslørede snobberi, men derimod bemestringen af de lag af fortællinger, som indhyller de statusgivende forbrugsgoder og med en næsten uigennemtrængelig esoterik dølger, at der overhovedet er tale om forbrug. 

Forbrug er der dog tale om. Men det meste handler vi nu alligevel i Netto. Hykleriet bemestrer vi alle, uanset klasse og geografi. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christian Egander Skov

Historiker, konsulent ved Tænketanken Prospekt, redaktør for Årsskriftet Critique
ph.d. (Aarhus Uni. 2013), cand.mag., historie & religionsvidenskab (Aarhus Uni. 2010)

0:000:00