Ellemann-rokade er en åbenlys og forudsigelig retræte

Rokaden mellem Jakob Ellemann-Jensen og Troels Lund-Poulsen er en indrømmelse af, at det hele tiden har været en fejl at gøre Venstreformanden til forsvarsminister.

Så kort kan det siges.

At have eget ressortministerium samtidig med at skulle spille en ligeværdig rolle i en regeringsledelse med Mette Frederiksen (S) og Lars Løkke Rasmussen (V) og i tillæg gennemføre en genopbygning af Venstre var for meget for Ellemann. Nu kan han strømline sit virke noget mere.

Skiftet sker også i de lange skygger, våbensagen kaster. Fra Venstre lyder det, at de to ting ikke har andet med hinanden at gøre, end at våbensagen har afsløret et ministerium og nogle styrelser, hvor der slet ikke er styr på tingene. Og at det gjorde det endnu mere uholdbart, at Ellemann sad som forsvarsminister.

Hvad er Ellemanns rolle i våbensagen?

Men indtil våbensagen er fuldt afdækket, kan man heller ikke frigøre sig fra mistanken om, at Ellemann på et tidligt tidspunkt er bragt i sikkerhed for yderligere konsekvenser.

Først forsøgte Ellemann-Jensen at kaste al skyld og ansvar over på en styrelse, men få dage senere måtte han fyre sin departementschef, Morten Bæk, fordi det viste sig, at departementet havde spillet den drivende rolle i vildledningen af Folketinget.

Det rejste med det samme spørgsmålet om, hvad Ellemann selv har været orienteret om, og hvad han selv har sagt og gjort. Det er nemlig et krav fra forsvarsforligskredsen, at hans rolle også skulle undersøges i en kommende advokatundersøgelse.

Det er i sig selv en mistillidserklæring til Ellemann.

Her skal man huske på, at hvis SVM-regeringen var en mindretalsregering, var han formegentlig for længst afsat som minister. Hvilket havde gjort det helt uholdbart for Venstre at sidde i regering. Det ved vi selvsagt ikke noget om, men i det perspektiv beskytter regeringen også sig selv med at rykke Ellemann væk fra fronten i en af de helt store skandaler i nyere politisk historie.