Forsker: Den grønne trepart har skabt en historisk ramme for grøn omstilling

COVID-19 medførte en reel eksplosion af aftaler mellem arbejdsmarkedets parter og sikrede virksomheder og lønmodtageres økonomisk gennem pandemien.

Denne veludviklede tradition med parter, der kender hinanden ud og ind fra overenskomstsystemet, uddannelsessystemet, pensionssystemet og beskæftigelsessystemet har igennem årene udviklet høj grad af tillid.

Ligeså et mindset om at finde fælles løsninger, når diverse regeringer har skullet løse svære samfundsproblemer, der typisk ikke lægger op til "salomoniske" løsninger.

Fælles forståelse er guld værd

I en trepart indgår parterne byttehandler med de ressourcer, de har til rådighed, for at finde løsninger på svære problemer.

Set ude fra har netop aktørernes legitimitet og ekspertise været nøgle-ressourcer i den grønne trepart.  

Christian Lyhne
Lektor, FAOS

Tilbage i 1987 indgik parterne "Fælleserklæringen", hvor fagforeningerne gik med til lønmoderation imod at få reallønsstigninger og fuld beskæftigelse.

Arbejdsgiverne gik med til at indføre arbejdsmarkedspensioner og at oprette statistikudvalget, som den dag i dag samordner parternes forståelse af økonomien op til hver overenskomstforhandling.

At have fælles viden og forståelse af "de faktiske forhold" er guld værd – ikke mindst i den grønne omstilling.

Under COVID-19 handlede trepartsaftalerne lige så meget om at tilbyde legitimitet til lønkompensationsløsningen, så befolkningen kunne se, at repræsentanter fra de to store samfundsklasser stod sammen i en svær tid.

De kunne også tilbyde ekspertise til regeringen, så løsningerne passede til arbejdsmarkedet og dermed bedre blev implementeret.

Landdistrikterne er kommet i tale

Den grønne trepart involverede derimod parter, der hverken havde tillid til hinanden eller tradition for at finde fælles løsninger.

Treparten havde "nye" spillere i form af Landbrug & Fødevarer og Danmarks Naturfredningsforening, som i den grad har stået langt fra hinanden, når det kommer til både interesser og forståelser landbrugets rolle i miljø- og klimapolitik.

Omvendt var "gamle" spillere i form af Fødevareforbundet NNF, Dansk Metal, Dansk Industri og Kommunernes Landsforening også med.

Set ude fra har netop aktørernes legitimitet og ekspertise været nøgle-ressourcer i den grønne trepart.

Landbruget i Danmark er som bekendt presset økonomisk. Ideer om kvoter samt mere regulering har fået flere landmænd og folk i landdistrikter til tale imod den danske tilgang til grøn omstilling – eksempelvis repræsenteret i interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug og Inger Støjberg (DD).

I mange andre lande har modstanden været så stor, at man snakker om et decideret folkeligt "backlash" imod grøn omstilling. Omvendt har andre erhverv og vælgergrupper byerne haft svært ved at forstå, hvorfor landbruget skulle fritages. 

Det muliges kunst

Dette krydspres mellem frygten for "backlash" versus kravet om landbrugets bidrag til grøn omstilling har været en drivende kraft i at bruge treparts-modellen.

Havde regeringen tromlet en lov igennem, ville denne lov have været sårbar overfor skiftende flertal på Christiansborg

Christian Lyhne
Lektor, FAOS

Hvis man kunne binde modstridende interesseorganisationer ind i en større byttehandel, stiger legitimiteten ved grøn omstilling. Udfordringen har dog været at få de nye aktører til at se denne byttehandelslogik, og stå ved den.

Her har inddragelsen af rutinerede kræfter i Fødevareforbundet NNF, Dansk Metal, Dansk Industri og Kommunernes Landsforening uden tvivl hjulpet.

Disse aktører ved, at man ikke træder gratis ud en trepartsforhandling, for man skal jo snart ses med modparten igen i anden sammenhæng. Disse parter ved også, at en trepartsaftale kun er begyndelsen på at løse svære problemer.

Det lange seje træk med at sikre mere pension til lønmodtagerne startede med en hensigtserklæring i 1987. Det er over flere overenskomstaftaler indtil videre endt med 12 procent i arbejdsmarkedspension til langt de fleste private lønmodtagere og et verdensberømmet pensionssystem.

Er trepartsmodellen så velegnet til grøn omstilling?

Kritikerne mener, at aftalen ikke går vidt nok, og at selvreguleringen af landbruget ikke virker. Trepartsaftaler er ofte "det muliges kunst" for netop at sikre bred opbakning.

Havde regeringen tromlet en lov igennem, ville denne lov have været sårbar overfor skiftende flertal på Christiansborg – det er den politiske aftale fra den 18. november ikke.

Derudover kan den grønne trepart gradvis udvikles, som arbejdsmarkedspensionerne blev det siden 1987. Med indførslen af CO2-afgift på husdyr, har man lagt dette instrument ind på politikernes bord med landbrugets accept.

I den henseende har den grønne trepart formået, hvad ingen andre regeringer i verden har kunnet.