Debat

Fhv. forskningsdirektør: Minknedlukning kan fremme grønt landbrug

DEBAT: Det foder, der skulle være brugt til mink, kan i stedet ende med at give danskerne grøn strøm. Minkfarmene kan omdannes til nye produktionsanlæg for insekter og svampe, og dyrefoderet kan anvendes til henholdsvis højværdiprodukter og biogas, skriver Lene Lange.

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Lene Lange 
Ph.d. & dr.scient., selvstændig, fhv. direktør i Novozymes, forskningsdirektør for AAU og professor og forskningsleder ved KU, AAU og DTU

Nedlukning af minkproduktion i Danmark er ulykkeligt for mange og potentielt farligt for flere. Centralt står det store tab af arbejdspladser - specielt i Nordjylland. Tiden er inde til nytænkning.

Hvordan kan denne meget ulykkelige og potentielt farlige situation åbne for nye initiativer, der både kan skabe mange lokale jobs og samtidig fremme den grønne udvikling af dansk landbrug?

Her er et bud
Det dyrefoder, der indtil nu har været brugt til at fodre millioner af mink, er nu til rådighed for andre anvendelser. Overordnet kan denne råvare deles i to: den del, som med ny biologisk/enzymatisk processering har potentiale til at blive opgraderet til mere højværdiprodukter som højkvalitetsproteiner og fedt til foder, materialer og olier; og den del, som kan indgå som basis for biogasproduktion.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Dette store nye input af råvarer til produktion af mere biogas i Nordjylland kan bruges som springbræt til at få afprøvet de nye teknologier, hvor biogas bruges som udgangsmateriale til produktion af mere højværdiprodukter. Biogas kan med kendt teknologi splittes i CO2 og metan, CH4. Metan kan ved hjælp af Power-to-X-teknologier omdannes til biobaseret brændstof til tung trafik, jetfuel og bunkeroil til tankskibe. Et biprodukt fra denne proces er nafta, som igen kan opgraderes til biobaseret plastik. En alternativ opgradering af metan er UniBio's teknologi, hvor metan omdannes via en U-loop-reaktor til proteinrigt foder (”bacterial single cell protein”), og som allerede er industrielt opskaleret og EU-godkendt som foder.

Det, der gør disse forslag så stærke og relevante og presserende at støtte op om, er ikke kun, at vi har en ny råvare og kan skabe ny værdi, fra hvad der før blev brugt som minkfoder, men at vi allerede i Danmark har den ekspertise og erfaring, der skal til for at realisere et sådant nyt grøn initiativ for Nordjylland.

Statsministeren bad Nordjylland om at vise samfundssind. Nu bør vi fra national side give støtte til en særlig satsning i grøn teknologiudvikling til værdiskabelse fra de råvarer, der før blev brugt til at fodre mink. 

Lene Lange

Der er mange lokale kræfter: Aalborg Universitet og Aalborg havn, begge med stærk biobaseret udviklingsstrategi, Erhvervshus Nord, lokale biogasproduktionsanlæg og, i forhold til arbejdsstyrken, 3F's organisation og mange grønne initiativer. Men det er ikke tilstrækkeligt.

Vi skal have opbakning til at kunne mobilisere teknologiinput fra andre universiteter (AAU, DTU, SDU, AU og KU til enzymatisk opgradering, Power-to-X-teknologier, foder, materialeteknologi og så videre), rådgivning fra Seges og input fra erhvervslivet, for eksempel fra Daka og moderselskabet Saria's mange relevante teknologier og fra Novozymes enzymatiske processering til skånsom opgradering, der udnytter biomassens kompleksitet fuldt og helt.  

Ny anvendelse af farmene
Ud over opgradering af hvad der tidligere var minkfoder, kunne der også være en ny grøn anvendelse af minkfarmene: de kunne omdannes til nye produktionsanlæg for insekter og svampe. Insekter spiser nogle komponenter af affaldsbiomasse; svampe omsætter andre. Både insektprotein og svampe leverer til mad og foder. Der kunne skabes synergi ved at samtænke disse to nye typer af lokalt protein.

Statsministeren bad Nordjylland om at vise samfundssind. Nu bør vi fra national side give støtte til en særlig satsning i grøn teknologiudvikling til værdiskabelse fra de råvarer, der før blev brugt til at fodre mink. 

Konkret kunne det blive en ny fokuseret grøn satsning i nye partnerskaber fra Innovationsfonden, EUDP, GUDP og MUDP. Emne og retning er helt i tråd med regeringens nye grønne forskningsstrategi.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00