Fiskerirådgiver: Trawl er let at gøre til syndebuk, men forbud er den forkerte vej at gå

NGO’ernes og regeringens ønske om at lukke danske farvande for trawlfiskeri er på det seneste eksploderet i fest og farver.
Sagen er taknemmelig, det er godt billedstof, Heunickes rap-optræden har skubbet til den offentlige dagsorden, og mange på gaden vil give en skærv eller en stemme til fortalerne for omfattende forbud.
Senest har regeringen besluttet, at man vil lukke hovedparten af de indre danske farvande for trawlfiskeri. Jeg stiller et stort spørgsmål ved metoden.
Giver omfattende generelle forbud mod trawl den bedste effekt i forhold til behovet for beskyttelse? Eller i forhold til muligheden for at udnytte ressourcerne optimalt med respekt for beskyttelsesbehovet – noget, som vi alle burde støtte?
Der er fokus på fiskeriet, men ud over trawl er havbunden også påvirket af andre presfaktorer som udledning af kvælstof og kemikalier. Kan vi få styr på disse, bliver effekten af fiskeri også mindre. Ja hvem ved, måske vi igen kan få et rigt kystfiskeri.
Hjortnæsudvalget anbefalede allerede i 2002, at der igangsættes “en undersøgelse af de særligt belastende miljøfremmende stoffers effekt på fiskebestandene”. I dag kender vi stadig ikke omfanget endsige effekten af udledningerne. Det tyder på en kalkuleret forsømmelighed fra miljøministerens side.
Fiskerierhvervet er åbne for at regulere fiskeriets påvirkning af havet. Men vejen hertil må gå gennem erkendelsen af, at vi ikke skal fokusere på størrelsen af lukkede arealer, men på den effekt, som en regulering skal give.
Effektbaseret forvaltning
Vi bør i stedet anvende en effektbaseret forvaltning, som tager udgangspunkt i den faktiske påvirkning uanset redskabstype. Fokus flyttes fra metoder til resultater. Alle fiskeredskaber, hvor påvirkningen ligger inden for en given grænseværdi, kan dermed anvendes.
Sådan en model skaber en incitamentsstruktur, der fremmer skånsomme og “smarte” fiskerimetoder.
Mogens Schou
Partner, AquaMind
En model til en effektbaseret forvaltning kan baseres på indikatorer, der beskriver tilstanden af havbunden, herunder habitatdiversitet, biodiversitet, sedimentstruktur, andel urørt havbund med videre.
For hvert område fastsættes miljømål og grænser for påvirkning for eksempel: højst 15 procent påvirkning af havbund per år, minimum ti procent urørt havbund og en nedre værdi for biodiversiteten.
Disse mål gradueres geografisk ud fra områdets følsomhed og beskyttelsesstatus som eksempelvis Natura 2000 og EU's marinedirektiv.
Herefter fastlægges grænserne for fysisk påvirkning: Hvad er den øvre grænse for fysisk påvirkning af havbunden per område, hvad er de forskellige redskabers påvirkning (såkaldt gear-impact score), og hvor ofte må de påvirke et areal årligt.
Ved fastlæggelsen af disse grænser bør man beregne, hvorledes de er påvirket af andre presfaktorer, således at man får et billede af fiskeriets betydning sat over for andre presfaktorers betydning.
Bæredygtig balance
Sådan en model skaber en incitamentsstruktur, der fremmer skånsomme og “smarte” fiskerimetoder og anvendelse af nye teknologier inden for både fiskeudstyr og dokumentation.
Jo mindre pres en fiskemetode udøver, desto mere kan man fiske i et område.
Principielt kan man tillade fiskerne at handle med fisketid, således, at en fisker, der reducerer sin påvirkning af havbunden kan købe en fisketime af en mindre effektiv kollega og få tilladelse til en forøgelse af fisketiden uden at påvirkningen øges. Det vil øge udviklingen af skånsomme redskaber.
Alternativet er en stadig indsnævring af dansk erhvervsgrundlag og fødevaretilgang.
Mogens Schou
Partner, AquaMind
Modellen forudsætter en udbygning af havbundskort og biodiversitetsdata og udarbejdelse af modeller for redskabers påvirkning.
Fiskeriet skal overvåges løbende og dokumenteres med kobling til redskabstype og fiskeriindsats. Fuldt dokumenteret fiskeri er allerede under udrulning, og det vil være muligt at inkludere sådanne oplysninger.
Fiskeriet får med effektbaseret forvaltning mulighed for at fortsætte inden for definerede miljømæssige rammer snarere end at møde absolutte forbud.
Modellen giver mulighed for at beskytte følsomme habitater, skabe plads til bæredygtigt og innovativt fiskeri og differentiere reguleringen efter faktiske forhold og ikke blot redskabstype.
Den er i tråd med EU’s marinedirektiv (MSFD), FN’s Verdensmål (SDG 14) og sikrer en balanceret forvaltning af havets ressourcer.
Effektbaseret forvaltning er krævende i forhold til at indhente og bearbejde data. Og den hviler på en høj grad af dokumentation af fiskeriaktiviteterne.
Men vi kan ikke blive ved med at skrue på forbudsknappen, vi må have en differentieret forvaltningstilgang.
Den ansvarlige minister bør i samarbejde med det fiskeripartnerskab, han vil nedsætte, definere og igangsætte arbejdet med en model, der kan anvendes til en effektbaseret vurdering af eksisterende trawlforbud og til fastlæggelse af eventuelt nye reguleringsområder.
Alternativet er en stadig indsnævring af dansk erhvervsgrundlag og fødevaretilgang.
Artiklen var skrevet af
Omtalte personer

















