FødevareDanmark: PFAS er farligt, men knaphed på fødevarer er endnu farligere

Noget af det, som vi i den rige del af verden kan glæde os over, er en høj grad af fødevaresikkerhed.

Vi kan trygt spise og drikke af den overflod af mad, som vi har adgang til, fordi vi som samfund har råd til at sikre os, at det ikke er noget, som vi bliver syge af. Sikkerhed – og herunder fødevaresikkerhed – er jo nemlig noget, der koster penge. 

Det svarer vist nok cirka til én sukkerknald til 200 millioner kopper kaffe. 

Torsten Buhl
Adm. direktør, FødevareDanmark

Alligevel kan det ske for os alle, at vi kommer til at spise noget, som vi ikke kan tåle. Når det sker, og hvis fødevaremyndighederne får nys om det, går apparatet i gang med at sikre, at det ikke sker igen, i hvert fald ikke af samme årsag. 

Vi kan alle være bange for mange ting i denne verden, men i vores del af den – og i særdeleshed i Danmark – er mad og drikke ikke på listen. 

Fødevareproducenter og vandværker og andre kan til gengæld med rette frygte, at der bliver fundet et eller andet uvelkomment stof i det, som de producerer eller bringer til veje.

Så skrider samfundet nemlig ind med forbud og restriktioner, der kan sætte en stopper for den pågældende produktion.

Det er en fare, som alle føde- og drikkevareproducenter dagligt befinder sig i, for med nutidens detektionsapparater er det muligt at finde alting alle vegne.

På denne barokke måde kan den fødevareforsyning, vi ellers kan være trygge ved, være truet af, at vi lægger hindringer i vejen for den, fordi vi finder ting og sager, som vi definerer som farlige. 

Uden for menneskelig fatteevne

Et spørgsmål, som vi efterhånden bliver nødt til at stille, er derfor, om farlige stoffer er farlige, alene fordi vi kan finde dem.

Selv den allerstærkeste edder og forgift vil være aldeles uskadelig i den opløsning.

Torsten Buhl
Adm. direktør, FødevareDanmark

Tag for eksempel PFAS, som er en samlebetegnelse for nogle fluorstoffer. De blæser blandt andet ind fra havet og lejrer sig i noget græs, som der er nogle køer, der æder, og så kan det findes i deres kød og derfra flytte over i mennesker, der spiser kødet.

Så må produktionen høre op dér, hvor den foregår, og så kan det blive noget nær umuligt at opretholde fødevareproduktionen på udendørsarealer i store dele af landet. 

Og så må det være sådan, hvis altså vel at mærke faren for folkesundheden står bare i et nogenlunde forhold til indgrebet i fødevareproduktionen. Men gør den så det?