Debat

Forbrugerrådet Tænk: Detailhandlen må ind i sundhedskampen

DEBAT: Danskerne lider af overvægt og livstilssygdomme. Der findes desværre ikke én samlet løsning på det meget komplekse problem, og alle aktører må tage del af ansvaret. Også detailhandlen, skriver Camilla Udsen, seniorrådgiver i Forbrugerrådet Tænk.

Detailhandlen skal tage ansvar for danskernes madvaner ved at sikre sunde valgmuligheder, skriver Camilla Udsen fra Forbrugerrådet Tænk.
Detailhandlen skal tage ansvar for danskernes madvaner ved at sikre sunde valgmuligheder, skriver Camilla Udsen fra Forbrugerrådet Tænk.Foto: Taenk.dk
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Camilla Udsen
Seniorrådgiver i fødevarepolitik, Forbrugerrådet Tænk

Jeg vil ikke tænke sundhed som et fravalg, men gerne som et tilvalg af lækre alternativer. Her har jeg brug for detailhandlen.

Camilla Udsen
Seniorrådgiver i fødevarepolitik, Forbrugerrådet Tænk

Vi gør det dagligt. Lægger varer i indkøbskurven i supermarkedet eller i den virtuelle af slagsen på nettet. Og langt de fleste forbrugere har det helt sikkert som jeg: At jeg til hver en tid selv vil have lov til selv at bestemme, hvilke varer jeg køber.

Fakta
Debatten på Altinget: fødevarer har til formål at fokusere og styrke den fødevarepolitiske debat i Danmark.

Løbende inviterer Altinget : fødevarer derfor eksperter, politikere, fagfolk og interesseorganisationer til at debattere udvalgte emner og/eller problemstillinger inden for fødevareområdet.

Debatten vil i den kommende tid sætte fokus på, hvilket ansvar detailhandlen bærer for danskernes madvaner og sundhed. 
Og om det i så fald er noget, politikerne skal blande sig i.

Husk, at du også kan deltage i eller komme med idéer til debatten. 

Send dit indlæg til [email protected]

Som så mange andre vil jeg derudover gerne, at jeg selv og min familie lever nogenlunde sundt, men at det ikke skal ske på bekostning af den gode smag. Og jeg har ofte brug for hurtige løsninger i en hektisk familiehverdag.

Sundhed som et tilvalg 
Derfor vil jeg gerne inspireres og hjælpes. Det er vigtigt, at der er valgmuligheder. At der er fødevarer, der både er velsmagende og sunde, som er nemme at gå til i en hverdagssituation, og som ikke er urimeligt dyre. Jeg vil ikke tænke sundhed som et fravalg, men gerne som et tilvalg af lækre alternativer. Her har jeg brug for detailhandlen.

Den store forekomst af overvægt, fedme og livstilssygdomme er et samfundsproblem. Først og fremmest på grund af tab af leveår og livskvalitet for den enkelte. Men også fordi det koster samfundet dyrt i sundhedsudgifter og tabt arbejdsfortjeneste.

Der findes desværre ikke én samlet løsning på dette meget komplekse problem. Eller én hovedansvarlig. Hvis vi skal forbedre danskernes sundhed, skal der sættes ind på mange niveauer og arenaer. Og alle aktører skal tage deres del af ansvaret. Også detailhandlen.

Detailhandlens ansvar
For det første kommer vi ikke problemet til livs, hvis der ikke sættes ind så mange steder som muligt. Og her kommer vi ikke uden om købssituationen, som oplagt har stor betydning for forbrugernes valg af fødevarer.

Og for det andet – og nok allervigtigst – fordi detailhandlen allerede har stor indflydelse på de valg, vi træffer i butikken.

De bestemmer i sidste ende, hvad der skal ligge i butikken. De stiller krav til producenterne og laver aftaler om produktudvikling. De påvirker prisen ved at forhandle med producenterne, fastsætte avancer og bestemme, hvad der skal sættes på tilbud.

De markedsfører via tilbudsaviser, skilte, annoncering, smagsprøver i butikken osv. Og de bestemmer, hvor i butikken, varerne skal placeres - ved kassen eller bagest i butikken, på øverste eller nederste hylde osv. Alt dette påvirker vores valg af varer. Ellers ville de jo slet ikke bruge krudt på at optimere det.

Diskussionen kan ikke reduceres til for eller imod slik ved kasserne. Men det er også er spørgsmål om slik ved kassen eller ej.

I sidste ende tror jeg på, at det kan betale sig at tage et ansvar. At forbrugerne vil belønne dem, der gør det nemt sjovt og lækkert at leve sundt.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Camilla Udsen

Projektchef, fødevarer, Forbrugerrådet Tænk
cand.techn.al. (Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole 1998), ph.d. (DTU 2001)

0:000:00