Forsker: Klimaaktivisterne er kommunernes bedste medspillere

Fra nej-siger til strategisk medspiller

I vores forskningsprojekt om forskellige former for klimadeltagelse startede vi med billedet af klimaaktivisten som én, der højlydt og følelsesmæssigt sætter sig imod: Blokerer, protesterer, siger nej.

Vi var interesserede i at forstå, hvordan den form for deltagelse var nødvendig, men også stod i kontrast til og udfordrede kommuners og politikeres ønske om demokratisk inddragelse på klimaområdet. Men det vi så, var noget helt andet.

De klimaaktivister fra Klimabevægelsen i Danmark, vi har fulgt i forskningsprojektet ‘Klima-del’, udfordrede vores – og antageligvis mange andres – billede af klimaaktivisten.

Vi mødte mennesker, som aktivt søger samarbejder med kommunen for at forstå, hvordan de kan skabe veje til indflydelse for sig selv og andre, og som under kommunalvalget 2025 arrangerede grønne vælgermøder for at holde partierne op på deres klimavisioner og for at vise deres medborgere, at politikerne er mere tilgængelige, end de tror.

Alle former for klimadeltagelse tæller ikke mindst for at modvirke håbløshed og apati.

Christina Juhlin
Postdoc, CBS

De nye klimaaktivister følger med i kommunens budgetforhandlinger, skriver høringssvar for at påvirke den politiske beslutningsproces og insisterer på at dele ud af den specialiserede viden, de har opnået gennem deres klimaaktivistiske arbejde – nogle gange endda ved at gå rettens vej.

Med alle grebene fra det, der også er blevet kendt som lokallobbyisme, virker klimaaktivisterne, vi har fulgt, som svaret på, hvordan vi kan gå fra det tavse grønne flertals holdning til organiseret, kollektiv handling.

Der er selvfølgelig det, at ikke alle kan, har mulighed for eller er interesserede i at kunne forstå et kommunalt budget, miljølovgivning eller har overskud til timelange møder.

Det er vigtigt at sige, at alle former for klimadeltagelse tæller ikke mindst for at modvirke håbløshed og apati, der først for alvor vil udfordre den grønne omstilling. Men i formel politik er der nogle ting, der tæller mere end andre.

For at få det, der af flere undersøgelser er blevet håbefuldt identificeret som “det tavse grønne flertal” til at tælle i for eksempel den lokale klimapolitik, er vi nødt til at tale mere om, hvordan vi mobiliserer til organiseret klimahandling rettet mod at få indflydelse og stille krav i de lokale arenaer, vi indgår i.

Vi skal lære at handle politisk sammen

Her i dagene efter kommunalvalget, hvor borgere og politikere mødtes på gaden, hos bageren og på biblioteket, synes der at være et vindue ind til den følelse af, at politik er noget, vi kan påvirke. Men for mange er det uigennemskueligt, hvor man starter sin klimahandling uden for hjemmet.

Og mens der i disse år, for eksempel med Københavns Kommunes mål om at reducere udledninger fra privat forbrug med tre ton inden 2035, også er stort og vigtigt politisk fokus på muligheder for at gøre en forskel derhjemme, må og skal vi uden for hjemmet, når vi taler om klima og demokratisk deltagelse.

Når klimasagens forkæmpere taler om, at vi skal have flere med, handler det altså ikke længere om, at klimasagens støtter er en minoritet, men om at vi skal lære at handle politisk sammen.

Et organiseret engagement er det vigtigste for klimakampen.

Christina Juhlin
Postdoc, CBS

For nogle af de generationer, der skal mobiliseres fra tavst til aktivt deltagende flertal, og som er formet af en postpolitisk eller ‘afpolitiseret’ periode op gennem 90'erne og 00'erne, vil idéen om kollektiv, organiseret handling virke fjern og måske endda forældet.

Her har staten og kommunerne et ansvar for ikke kun at tale grønne fællesskaber eller reduktion af CO2-aftryk i hjemmet op som mulige handlinger for klimaengagerede borgere – individualiseringen af løsninger på klimakrisen ligger altid og lurer lige rundt om hjørnet.

De har også et ansvar for at udbrede idéen om, at det betyder noget, hvordan vi engagerer os. I kommunalvalget og det daglige klimaarbejde har vi set, at politikere efterspørger dagsordensættende borgere, der kan gøre deres politik – særligt på klimaområdet – mere kvalificeret og ambitiøs.

Som en del af vores forskningsprojekt afholdt vi et netværksmøde om kollektiv klimahandling i Odense for et par uger siden. Her udbrød et byrådsmedlem højstemt til en forsamling af grønne aktører under mødet: “I må ikke undervurdere betydningen af som politiker at kende jer og få den viden, I har. Det er virkelig uvurderligt”.

Hyperpolitik og det tavse grønne flertal

I vores forskningsprojekt kan vi se, at mens kommunerne har grebet vigtigheden af at opfordre deres borgere til at indgå i grønne fællesskaber og reducere privat forbrug som veje til mindre udledning og mere klimadeltagelse, mangler vi stadig at se en kommune eller sågar staten, der går forrest og udvider paletten af mulige klimahandlinger fra elbil og køderstatning til også at fremme, anerkende og samarbejde med organiserede fællesskaber, der søger strukturel forandring.

Det er ikke noget, os fra det tavse grønne flertal med en postpolitisk opvækst nødvendigvis finder særlig naturligt. Vi befinder os godt nok ikke længere i en postpolitisk periode, men i det der med den belgiske politiske historiker Anton Jägers ord i stedet kaldes hyperpolitik, hvor alt og derfor intet er politisk.

Det tavse grønne flertal er et symptom på det hyperpolitiske, for klimapolitikken er netop over det hele – i vores energiforsyning, mad, transport og værdier – og alligevel er det ikke nok.

I den virkelighed er det de nye klimaaktivister, der insisterer på det lange seje træk gennem høringssvar, løbende krav og kollektiv handling, som kan vise alle os andre, at et organiseret engagement er det vigtigste for klimakampen.