Forskere: Naturens egne pesticider kan redde den danske kartoffel

Naturens egen præcisionsmedicin

På tværs af Europa undersøges forskellige løsninger – blandt andet forædling af nye plantesorter, der er mere resistente over for skadedyr, men det er en langsigtet strategi. En anden lovende løsning er biopesticider. Alligevel er deres anvendelse og produktion begrænset.

Gennem millioner af års evolution har naturen udviklet sine egne forsvarsmekanismer mod sygdomme og skadedyr. Biopesticider udnytter disse mekanismer. De bygger på de “løsninger”, der allerede findes i naturen – såsom bakterier, svampe, virusser eller naturlige planteforbindelser – til at holde skadedyr og plantesygdomme nede.

Biopesticider er derfor ikke kun et mere bæredygtigt alternativ til syntetiske pesticider – de er også et nødvendigt værktøj.

Søren Bak, Sven Bostyn og Seila Bozicev

Traditionelle pesticider består typisk af ét enkelt syntetisk aktivt stof. Biopesticider fungerer derimod ofte som en slags “cocktail” af forskellige naturlige forsvarsstoffer.

Det gør det sværere for sygdomme og skadedyr at udvikle resistens – på samme måde som moderne medicin behandler komplekse sygdomme med kombinationer af forskellige lægemidler. Og fordi biopesticider typisk er biologisk nedbrydelige, forurener de hverken jord eller vandmiljø i samme grad som syntetiske pesticider.

Biopesticider er derfor ikke kun et mere bæredygtigt alternativ til syntetiske pesticider – de er også et nødvendigt værktøj, hvis vi skal sikre både fødevaresikkerhed og et sundt miljø i en fremtid uden PFAS og andre problematiske stoffer.

Unødvendigt langsomt

Effektive biopesticider findes allerede og udgør mere end ti procent af det globale pesticidmarked. Men deres anvendelse i Danmark er begrænset, selvom mere end 60 procent af landet er landbrugsjord – en af de højeste andele i verden.

Vores forskning i krydsfeltet mellem bioteknologi, jura og antropologi fra 2025 peger på, at den lave markedsadgang er den største barriere for udbredelsen af biopesticider i Danmark.

Lange og træge godkendelsesprocedurer samt markedets beskedne størrelse er de centrale udfordringer, som udviklere møder, når de forsøger at komme ind på det danske marked.

Godkendelsen af nye plantebeskyttelsesmidler i EU er en langsommelig og dyr proces.

Den gennemsnitlige tid fra den indledende syntese af et nyt plantebeskyttelsesmolekyle til en efterfølgende kommerciel lancering af et godkendt plantebeskyttelsesmiddel er over årene steget fra otte til tolv år, og omkostningerne er enorme.

Det gælder også biopesticider, der, selvom de fungerer fundamentalt anderledes end syntetiske midler, reguleres under samme ramme i EU.

Det er en af hovedårsagerne til, at udviklingen af biopesticider ikke er kommet længere. Selvom behovet er akut, er der få virksomheder, der vil investere i et lille marked med lange godkendelsesprocedurer og tunge regulatoriske krav.

Tyskland har indført særlige støtteordninger og øremærket forskningsmidler til biobaseret plantebeskyttelse. Danmark har indtil videre gjort meget lidt.

En anden udfordring er, at skiftet fra en velkendt teknologi (syntetiske pesticider) til en ny og ukendt løsning er komplekst for både myndigheder og brugere. Det kræver samarbejde på tværs af fagligheder – bioteknologi, agronomi, jura og samfundsvidenskab.

For opgaven handler ikke kun om at udvikle nye produkter, men om at skabe løsninger og rammer, som landmænd, borgere og myndigheder faktisk kan acceptere og bruge i praksis.

Kræver politisk handling

Hvis Danmark vil sikre sin kartoffelproduktion – og samtidig leve op til sine miljøforpligtelser – kræver det politisk handling på to niveauer.

For det første har vi brug for EU-lovgivning, der skelner. I dag behandles syntetiske pesticider og biopesticider som én og samme kategori under EU’s 1107/2009‑forordning. Det giver ingen mening.

Biologiske produkter bør have særskilte retningslinjer, hurtigere godkendelser og mere fleksible lovkrav. Europa-Kommissionen anerkender dette hul og har derfor foreslået en ny kategori for ‘biocontrol agents’. Men den foreslåede definition er stadig uklar.

Endnu mere bekymrende er det, at Kommissionen samtidig foreslår ubegrænset godkendelse af aktive stoffer, som bruges i de syntetiske pesticider, uden genvurdering.

I dag gælder godkendelser i op til ti år. De foreslåede ændringer risikerer at fastholde de store kemiproducenter i produktionen af syntetiske pesticider, mens udviklingen af biopesticider fortsat går i stå.

Vi har brug for en sammenhængende innovationskæde fra laboratoriet til marken.

Søren Bak, Sven Bostyn og Seila Bozicev

Danmark bør arbejde for en klar og operationel definition, der giver udviklere og myndigheder et fælles udgangspunkt for at udvikle og godkende biopesticider.

Men en klar definition vil ikke i sig selv føre til en strøm af nye biopesticider. De foreslåede ændringer indeholder ikke tilstrækkelige incitamenter til innovation, som kan få producenterne til at udvikle eller skifte til biopesticider.

Som forskningsnation bør Danmark gå forrest i udviklingen af incitamenter for innovation, der kan stimulere udviklingen af biopesticider – hvilket leder direkte til den anden anbefaling.

For det andet har vi brug for nationale investeringer i tværfaglig forskning og udvikling. Der er behov for strategiske forskningsmidler, der samler biologer, jurister, samfundsforskere og aktører på tværs af værdikæden for at udvikle løsninger, som både fungerer i marken og i reguleringen.

Vi har brug for kapacitetsopbygning – blandt forskere, fremtidens landmænd og de myndigheder, der skal godkende og regulere produkterne. Spredte projekter er ikke nok. Vi har brug for en sammenhængende innovationskæde fra laboratoriet til marken.

Det kræver politisk mod, langsigtede investeringer og nye samarbejder på tværs af fagligheder. Alternativet er, at vi om få år må acceptere, at Danmark ikke længere er et land, hvor vi kan dyrke kartofler.