Debat

Frej til Arla: Det bedste rod er det, man slet ikke skaber

DEBAT: Arlas klimakompenserede mælk er en måde at købe sig tid til at reducere CO2-aftrykket, men udskyder kun problemet, hvis ikke der gøres noget ved produktionens direkte klimaaftryk, skriver Kenneth Fredslund Hansen og Iben Krog Rasmussen.

At en mælk er klimakompenseret, betyder ikke, at den er klimaneutral, skriver Tænketanken Frej.
At en mælk er klimakompenseret, betyder ikke, at den er klimaneutral, skriver Tænketanken Frej.Foto: Andrew Kelly/Reuters/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Kenneth Fredslund Hansen og Iben Krog Rasmussen
Hhv. fondsansvarlig og direktør og medstifter af Tænketanken Frej

For nogle uger siden offentliggjorde Arla, at deres ØKO-serie nu er ’CO2e-neutral – kompenseret med klimakreditter’. Vi tager den lige igen: ’CO2e-neutral – kompenseret med klimakreditter’.

Det lyder hverken mundret eller sexet, men vi forbrugere og borgere er alligevel nødt til at sætte os ind i, hvad klimakompensation betyder. Det er nemlig et værktøj, som vi vil støde på mange gange de kommende år.

At din mælk er klimakompenseret, betyder ikke, at koen ikke har bøvset, og at mælken ikke har haft noget CO2-aftryk. Det betyder ikke, at din mælk er klimaneutral – for din mælk har haft et aftryk på klimaet. Det betyder til gengæld, at Arla har kompenseret for den CO2e-udledning, som mælken har haft på kloden, ved blandt andet at producere biogas og plante træer, der opsuger samme mængde CO2e, som produktionen af mælken har udledt.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Arla har kompenseret gennem Verified Carbon Standard-certifikater, der fjerner CO2 gennem skovprojekter i Indonesien, Brasilien og Østafrika. At skovrejsningen sker uden for landets grænser skyldes, at der ikke er en anerkendt udbyder af klimacertifikater for CO2e-kompensation gennem eksempelvis skovrejsning i Danmark eller optag af CO2 i landbrugsjorden. Det er en kompensationsmetode efter det muliges kunst.

Køber tid
Vi må rose Arla for at være gået grundigt til værks i forhold til at vælge nogle af de mest anerkendte metoder til en troværdig og effektfuld klimakompensation.

Kompensationen køber os tid til at reducere CO2-aftrykket af en produktionsform, men det udskyder kun problemet, hvis vi ikke gør noget ved produktionens direkte klimaaftryk.

Kenneth Fredslund Hansen og Iben Krog Rasmussen
Hhv. fondsansvarlig og direktør og medstifter af Tænketanken Frej

Den vigtigste pointe på din mælkekarton bør samtidig være, at klimakompensation aldrig må stå i stedet for drivhusgasreduktion. Kompensationen køber os tid til at reducere CO2-aftrykket af en produktionsform, men det udskyder kun problemet, hvis vi ikke gør noget ved produktionens direkte klimaaftryk.

Vi skal reducere vores CO2e-udledning og producere på nye og mere klimaeffektive måder. Det fikser vi ikke fra den ene dag til den anden, og imens vi omlægger produktionen, er klimakompensation en del af løsningen. Vi må rydde op efter os selv. Arla rydder nu op for ØKO-mælkens klimapåvirkning - fra landmand til mælkekarton.

Kompensation er ikke løsningen
I januar dækkede Politikens avis pinlige historier om, hvordan danske virksomheder blev bedraget ved at købe CO2-kompensationer, der slet ikke fandtes.

Arlas klimakompensation minder os om vigtigheden i at diskutere og revurdere en national og international regulering for, hvordan virksomheder og vi borgere kan kompensere for vores eksistens på kloden. Kompensation er ikke løsningen, men det er et skridt på vejen, at vi rydder op efter os selv.

Næste skridt er at huske hinanden på det gamle husmoderudtryk: Det bedste rod er det, man slet ikke skaber.

Når det er slået fast, må vi også hylde den store debat, som Arlas tiltag har antændt. Selvom der forståeligt nok ikke er enighed mellem debattørerne om, hvorvidt mælken forsøges at males grøn uden at være det, giver det borgerne mulighed for at forstå nuancerne i et meget kompliceret emne.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Iben Krog

Public affairs-rådgiver med ansvar for fødevarer og landbrug, Rud Pedersen, medstifter af Tænketanken Frej, medlem af Madtanken under Madkulturen, bestyrelsesmedlem i Lollands Højskole, folketingskandidat (V)
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2018)

0:000:00