Greenpeace: Her er fem idéer til Mogens Jensens' soja-handlingsplan

DEBAT: Fødevareminister Mogens Jensen (S) vil sikre, at Danmark kun importerer ansvarlig og afskovningsfri soja. Men det kræver grundlæggende omstillinger, skriver Greenpeace. 

Af Tarjei Haaland og Kristine Clement
Hhv. Klima- og energirådgiver og kampagneleder for landbrug og skov i Greenpeace

Dansk landbrug importerer årligt 1,7 millioner ton sojaskrå til foder. Det gør os til det EU-land, der har den største sojaimport per indbygger. Det er en førerposition, der er tæt forbundet til en anden, nemlig at vi også uden sammenligning er EU-landet med flest svin per indbygger.

Hovedparten af sojafoderet kommer fra sydamerikanske lande og importeres derfor med en betydelig risiko for at have bidraget til skovrydning, ødelæggelse af naturområder og krænkelse af oprindelige folks rettigheder. Samtidig er miljølovgivningen og regulering af sprøjtemidler milevidt fra de krav, der stilles til landbrugsproduktion i Danmark.

Derfor har det også været opløftende i de seneste måneder gentagne gange at se fødevareminister Mogens Jensen (S) udtale til pressen, at han vil sikre, at dansk sojaimport skal være ansvarlig og afskovningsfri.

Særligt bider vi mærke i ministerens løfte om at ville vende hver en sten indenfor den kolossale problematik, der længe har været underkendt politisk - og velsagtens ukendt i den brede offentlighed. Problematikken er kompleks, og den kræver grundlæggende forandring.

Her er vores bud på de fem vigtigste indsatsområder, som ministeren bør inkludere i sin kommende handlingsplan mod afskovning.

Det er fem sten, der skal vendes, før han når i mål.

1. Fokusér på udvikling af dansk proteinfoder og lav en udfasningsplan for sojafoder
Soja er en højrisikohandelsvare, både i forhold til skovrydning, ødelæggelse af økosystemer og oprindelige folks rettigheder.

Derudover er der stor anvendelse af kemiske sprøjtemidler, ikke mindst på grund af omfattende dyrkning af sprøjtemidderesistent gmo-soja, som har negativ påvirkning på både biodiversitet og folkesundheden lokalt.

Ministeren bør derfor skrue op for fokus på udvikling af danskproduceret proteinfoder, der kan erstatte importen af sojafoder. Dernæst skal han lave en plan for at udfase sojafoderimporten hurtigst muligt og senest i 2030.

Så længe Danmark importerer foder, fordi vi ikke har plads til at producere det på Danmarks eksisterende landbrugsarealer, er vi nemlig med til at lægge pres på landarealer andre steder i verden.

2. Reducer antallet af produktionsdyr til et niveau, hvor vi kan fodre dem på vores eget landareal
Som EU’s mest intensivt opdyrkede land, har vi simpelthen ikke plads til at dyrke mere foder, hvis ikke det skal gå ud over den smule natur, vi har tilbage i Danmark.

Skal vi være selvforsynende med proteinfoder, vil det - selv i de mest optimistiske scenarier for fremtidig og optimeret produktion - kræve en reduktion af Danmarks samlede animalske produktion.

Hvis vi samtidigt vil skabe plads til mere skov og natur, udtagning af lavbundsjorde og større produktion af plantemad til mennesker, hvilket er tiltag, som kan hjælpe til med at bringe os i mål med 70 procents reduktion af drivhusgasser i 2030, så kommer vi ikke udenom at gøre indhug i de arealer, der i dag bruges til at dyrke foder.

Ministeren bør tage tyren ved hornene og starte en åben diskussion om, hvordan vi gradvist får omlagt og ikke afviklet dansk landbrug på en måde, så vi producerer mere plantemad til mennesker og langt mindre kød og mælk.

3. Kræv fuld sporbarhed, segregering og transparens for al importeret soja
Danish Crowns viceadministrerende direktør Preben Sunke kom gevaldigt på glatis i et interview til Information i foråret, da han i sin reaktion på en kritisk rapport fra Verdens Skove måtte indrømme, at Danish Crown ikke kan dokumentere, hvor sojaen i deres forsyningskæde kommer fra, og dermed helt logisk heller ikke, om den er afskovningsfri.

Danish Crown er langtfra den eneste danske virksomhed, der ret beset ikke aner, hvor sojaen i dens forsyningskæde stammer fra. Vi står ellers midt i en akut krise for både klimaet og biodiversiteten, og det kan på ingen måde være nyt for nogen dansk virksomhed, at soja indebærer en høj risiko for skovrydning.

Der er brug for, at ministeren omgående stiller krav til alle virksomheder, der importerer eller anvender soja, om at de skal kunne dokumentere, hvilke producenter og hvilke områder sojaen kommer fra, og at producenterne ikke er involveret i skovrydning, anden naturødelæggelse eller krænkelse af menneskerettigheder.

Ministeren skal kræve, at sojaen kan spores 100 procent, og at den holdes adskilt under transporten til Danmark, så den ikke risikerer at blive blandet med skovrydningssoja.

Derudover bør ministeren stille krav til importørerne om, at der kun må importeres ikke-GMO-soja, så produktionen ikke skader biodiversitet og folkesundheden lokalt gennem stor og ukontrolleret brug af pesticider.

4. Arbejd for en stærk EU-lovgivning, der beskytter verdens skove og økosystemer
Om få uger starter EU-Kommissionen processen frem mod en ny EU-regulering, der skal sikre, at produkter med forbindelse til skovrydning, ødelæggelse af økosystemer eller krænkelse af oprindelige folks rettigheder, ikke må importeres til EU.

Her skal Danmark gribe muligheden for at gøre en reel og afgørende forskel for verdens skove, og ministeren bør, ikke mindst i lyset af sine forpligtende udtalelser, give tårnhøj prioritet til arbejdet for en stærk og ambitiøs EU-regulering.

5. Basér ikke en kommende handlingsplan på certificeringsordninger. De sikrer ikke afskovningsfri produkter
Ministeren bør arbejde for, at hverken hans danske handlingsplan mod afskovning eller den kommende EU-regulering baseres på certificeringsordninger.

Den mest grundlæggende svaghed ved certificeringsordninger er, at de ikke tager højde for problemet med vækst.

Selv hvis Danmark kan øge sin efterspørgsel på certificeret soja, vil sojaen fra afskovning bare blive købt af andre lande, så længe den totale efterspørgsel er uændret eller i vækst.

Men der er også en række andre problemer, blandt andet at certificeringsordningerne ikke nødvendigvis bremser certificerede farmere fra at rydde skov.

De to mest udbredte certificeringer for soja, RTRS- og ProTerra, tillader, at en certificeret virksomhed eller producent både kan eje certificerede farme og farme, hvor der fortsat ryddes skov.

Det giver producenterne mulighed for at splitte farme op, så en del af sojaen kan sælges certificeret til en højere pris, mens producenterne fortsætter med at rydde skov på andre dele af deres jord.

Til sidst skal det nævnes, at den industrielle svineproduktions problem med skovrydning tydeligt viser, at der er brug for en grundlæggende forandring af den måde, vi producerer fødevarer på.

Der er brug for at tage fat om problemets rødder, og den eneste farbare vej fører mod en væsentligt mindre kødproduktion, som skal foregå i balance med natur, miljø og klima.

Vi er i denne uge inviteret til at bidrage til ministerens handlingsplan mod afskovning, og vi vil gerne kvittere for ministerens invitation.

Vi ønsker god arbejdslyst til alle. 

Forrige artikel DIEH og L&F: Vi skal stille krav om ansvarlig soja bagud i kæden DIEH og L&F: Vi skal stille krav om ansvarlig soja bagud i kæden Næste artikel Selina Juul om finansloven: Opret en national fond til kampen mod madspild Selina Juul om finansloven: Opret en national fond til kampen mod madspild
Regeringen lander bred aftale om milliarderstatning til minkavlere

Regeringen lander bred aftale om milliarderstatning til minkavlere

ERSTATNING: Et bredt flertal i Folketinget er enige om en aftale, som sikrer knap 19 milliarder i erstatning til danske minkavlere og følgeerhverv. Over de næste ti år skal avlerne kompenseres for aflivningen af alle mink i kampen mod coronasmitte.